Vi må prioritere mere bevidst i sundhedsvæsnet

Udgiftspresset i det danske sundhedsvæsen er stigende. Det skyldes blandt andet dyrere medicin, befolkningens forlængede levealder, et stigende antal ældre og bedre, men dyre behandlingsformer. Det er et udgiftspres, der ikke ser ud til at stoppe. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi forhindrer, at det offentlige system bryder ned, og hvordan vi kan prioritere, så der er en rimelighed i det, og vi sikrer, at syge mennesker får behandling?

Vi har i Danmark en tanke om, at vores nuværende model for sundhedsvæsnet bygger på et universalistisk princip, hvor alle danskere har samme lige adgang uagtet alder, bopæl eller indkomst. Men virkeligheden er ofte en hel anden. Der sker allerede i dag en prioriteringen mellem sygdommene og patienter ude på de forskellige hospitaler og afdelinger. For eksempel får kvinder med brystkræft i disse år stadig bedre og mere ensartet behandling, mens mænd med prostatakræft fortsat får forskellig behandling afhængig af bopæl.

Og vi er nødt til at bryde med den ens behandling af alle typer af sygdomme og prioritere mere bevidst, hvis vi også i fremtiden vil sikre en grundlæggende lige ret for behandling for alvorligt syge. Socialdemokraterne og SF åbnede diskussionen under valgkampen, men det blev ved overskrifterne. Eksperter, politikere, medier og befolkningen bør tage en åben og ærlig diskussion af de principper, der danner grundlag for denne prioritering, og vi må politisk tage stilling, hvis vi vil have indflydelse på prioriteringen - frem for bare at skubbe ansvaret til lægerne og bureaukratiske organer, som det sker i dag.

Kollektiv sundhedsopsparing
En mulig fremgangsmåde kunne være at bede arbejdsmarkedets parter om at være en del af løsningen, som man tidligere har gjort det, da man eksempelvis ønskede, at danskerne skulle sparre mere op til deres alderdom. Man kunne eksempelvis forestille sig, at lønmodtagerne i en årrække i stedet for lønstigninger fik indsat et beløb på en kollektiv sundhedsopsparing, som finansierede sundhedsvæsnet.

Samtidig kunne man overveje, om ikke det vil give god mening på ikke-livstruende sygdomme at indføre et "fast track" og et "slow track" for henholdsvis erhvervsaktive og personer uden for arbejdsmarkedet.

Peter Goll
Ledende partner Geelmuyden.Kiese

Samtidig kunne man overveje, om ikke det vil give god mening på ikke-livstruende sygdomme at indføre et "fast track" og et "slow track" for henholdsvis erhvervsaktive og personer uden for arbejdsmarkedet. For at sikre "fast track" patienterne hurtigere behandlingstid og genoptræning, får "slow track" patienterne lov at vente lidt længere.

En anden overvejelse kunne gå i retning af at indføre en ordning, der sikrer, at de to millioner danskere, der er på overførelsesindkomst, får incitamenter til at benytte de tider hos lægen, tandlægen eller hospitalet, der ligger midt på dagen, så alle de med job kan få ydertiderne og dermed ikke tabe en halv arbejdsdag. Denne prioritering er økonomisk fornuftigt og til at leve med, så længe det ikke medfører langsigtede gener for de ramte personer.

Arbejdsløse i klemme
Ovenstående tiltag kan medføre, at personer uden for arbejdsmarkedet risikerer at komme i klemme, og det kan vi ikke acceptere. Derfor må staten gennem modtiltag sikre, at ingen med alvorlige sygdomme lades i stikken - eksempelvis ved at videreudvikle pakkeforløbene og behandlingsgarantien. Men der er også områder, hvor vi må acceptere, at det er en nødvendig og ikke uretfærdig prioritering at lade folk på arbejdsmarkedet komme først. Der skal være samme rettigheder til god behandling på livstruende sygdomme, mens andre ting kan vente.

Hvis vi indfører en kollektiv arbejdsmarked sundhedsopsparing og laver nogle bevidste politiske prioriteringer, vil det være god samfundsøkonomi. Samtidig kan vi fastholde en verdensklassebehandling på livstruende sygdomme for alle og sikre, at vi har råd til den bedste medicin til alle. Det kan vi ikke, som situationen er nu - uagtet hvor meget vi rationaliserer og effektiviserer.