Her er vismændenes anbefalinger om affald

RAPPORT: Baser ikke husstandenes affaldsafgifter på vægt. Og husk på, at genanvendelse ikke altid betaler sig. Det er blandt anbefalingerne i rapporten fra de miljøøkonomiske vismænd.
Klaus Ulrik Mortensen
Risikoen for ulovlig bortskaffelse af affald gør det vanskeligt at sætte den principielt rigtige pris på at komme af med affald. En høj pris vil øge tilskyndelsen til ulovlig bortskaffelse.

Problemet er særligt stort for husholdninger og mindre virksomheder, hvor muligheden for kontrol er ringe, og risikoen for at blive opdaget dermed lille.

Det skriver Det Miljøøkonomiske Råd i sin rapport om det danske affaldssystem, der i dag udkom som en del af det årlige udspil fra de økonomiske vismænd.

For husholdninger og mindre virksomheder bør prisen for at komme af med (ekstra) affald derfor ikke blive for høj. Samtidig er det vigtigt, at der er gode muligheder for at komme af med forskellige typer af affald.

"Der er blevet foreslået at differentiere betalingen for at komme af med affald efter
vægt og affaldstype. Det er en dårlig ide, fordi det risikerer at føre til ulovlig bortskaffelse," siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen i en pressemeddelelse.

Fakta
Det Miljøøkonomiske Råd

Oprettet i 2007, da det daværende Institut for Miljøvurdering blev fusioneret med Det Økonomiske Råd (oprettet i 1962). I dag er Det Miljøøkonomiske Råd og Det Økonomiske Råd samlet under De Økonomiske Råd.

De Økonomiske Råd har fire formænd, såkaldte vismænd, der står i spidsen for begge råd. De nuværende formænd er:
  • Professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen (overvismand) 
  • Professor Michael Svarer
  • Professor Eirik Schrøder Amundsen
  • Professor Claus Thustrup Kreiner.
Det Miljøøkonomiske Råd mødes én gang årligt for at diskutere formandskabets årlige rapport.

Genanvend kun, hvis det kan betale sig
Affaldshåndteringen i Danmark og EU følger det såkaldte affaldshierarki, hvor genanvendelse foretrækkes frem for afbrænding og deponi. Den danske regering planlægger en ressourcestrategi, hvor spørgsmålet om ressourceknaphed og genanvendelse formentlig bliver centralt.

Men, pointerer vismændene, så bør genanvendelse kun foretrækkes, hvis det er
økonomisk fordelagtigt. Hvis de samlede omkostninger forbundet med indsamling, sortering og behandling er for stor, kan afbrænding eksempelvis være at foretrække.

Der må dog sættes spørgsmålstegn ved, om affaldshierarkiet i den nuværende fortolkning, hvor genanvendelse altid går forud for afbrænding, er samfundsøkonomisk fornuftig.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen
Overvismand, Det Økonomiske Råd

"Der må dog sættes spørgsmålstegn ved, om affaldshierarkiet i den nuværende fortolkning, hvor genanvendelse altid går forud for afbrænding, er samfundsøkonomisk fornuftig, da valget af affaldshåndtering både bør afspejle miljøeffekterne og de direkte håndteringsomkostninger. Det anbefales derfor både at inddrage livscyklusanalyser samt samfundsøkonomiske analyser med henblik på at vurdere hensigtsmæssigheden ved at flytte affaldstyper op i affaldshierarkiet," skriver rådet i rapporten.

Fokus på pant
Knaphed på råstoffer og dermed stigende priser vil dog gøre genanvendelse stadigt mere attraktivt, og genanvendelse vil i mange tilfælde ske uden offentlige krav. Det sker allerede i dag på nogle områder.

Det danske pantsystem for flasker og dåser begrænser bortkastning i naturen og øger muligheden for genanvendelse. Det bør overvejes, om der kan indføres pantsystemer for eksempelvis batterier og småt elektronik. Dette vil øge muligheden for genanvendelse af værdifulde råstoffer, ligesom mængden af miljøfarlige stoffer i husholdningsaffaldet reduceres, lyder anbefalingen.

0:000:00