Nævnenes Hus: Udflytning gav ny mening til vores mission

DEBAT: Udflytning gav medarbejdere og ledelse mulighed for at finde frem til deres kerneformål. Dét hjalp motivationen i hele organisationen, hvor fokus nu er på at blive endnu bedre til at løse kerneopgaver, skriver Christian Lützen, direktør i Nævnenes Hus.

Af Christian Lützen
Direktør i Nævnenes Hus

Når jeg følger diskussionen om udflytning, så synes jeg ofte, den kan koges ned til spørgsmålet: Giver udflytningen overhovedet mening?

Nogle argumenterer for, at det gør den ikke, andre argumenterer for, at det gør den. Begge sider argumenterer med stor styrke, så det vil jeg ikke gå ind i.

Udflytning gav nyt perspektiv
I stedet vil jeg gerne tage fat i de spørgsmål, som beslutningen om udflytning og etablering af Nævnenes Hus i Viborg har fået os til at tænke dybt over:

Hvad er det for en kerneopgave, vi skal løse? Hvordan gør vi det bedst muligt? Og hvad er egentlig meningen med det, vi gør?

Den mission, vi i Nævnenes Hus har fået af vore politiske opdragsgivere, er for så vidt ganske enkel. Vi skal understøtte uafhængige nævn, så de kan træffe korrekte afgørelser i rette tid. Det skal vi gøre inden for en faldende økonomisk ramme. Man vil med andre ord – og helt forståeligt – gerne have mere for mindre.

Det er en fornøjelse at lede med en skarp og enkel mission, især når man skal lede store forandringer.

Missionen skabte mening i hverdagen
Vores mission har hjulpet med at holde fokus gennem den krudtrøg af uvidenhed og usikkerhed, der følger med noget helt nyt, missionen har guidet os, når vi har skullet træffe tusindvis af mere eller mindre svære beslutninger på kort tid på et uoplyst grundlag, og missionen har tvunget os til at finde andre veje, hvis den planlagte vej viste sig ufarbar.

Det har været nemt at forstå, nemt at kommunikere og nemt at leve efter.

Energien til at gøre vort bedste for at lykkes har vi fundet i en ambitiøs vision om at være blandt de bedste til det, vi gør, og i glæden ved at skabe noget sammen og at lykkes med det.

Og så tror jeg, mange af os, især på den længere bane, finder energien i, at vi arbejder med et formål, som giver mening.

Opretholder retssikkerhed for danskerne
I Nævnenes Hus betjener et par hundrede medarbejdere en lang række uafhængige klagenævn med et kompetent teknisk og juridisk forarbejde, så nævnene kan træffe korrekte afgørelser til tiden.

På den måde understøtter vi en smidig, billig og tilgængelig måde at løse konflikter på til gavn for borgere, myndigheder og virksomheder.

Og dermed bidrager vi til at opretholde den retssikkerhed, som alle danskere nyder godt af, men heldigvis sjældent tænker over. Det er det, vi kalder lige ret for alle.

Behov for at skabe ny, fælles kultur
Ovenstående er et ekstrakt af den fortælling, som ledelse og medarbejdere i Nævnenes Hus sammen har formuleret om os selv, og som også er med til at skabe en ny fælles kultur med afsæt i fælles værdier.

Det lyder formentlig både rigtigt og flot – og ord er taknemmelige – men også på et mere jordnært niveau er det min oplevelse, at der en direkte sammenhæng mellem fortællingen om os selv og den måde, vi dagligt arbejder med at løse vores kerneopgave.

Vi arbejder med fastholdelse og udvikling af meget stærke især juridiske kompetencer, fordi vi ikke kan løfte vores kerneopgave, korrekte afgørelser til rette tid, uden.

Vi arbejder med stenhård driftsstyring, tavleledelse og leanprincipper, fordi vi passer på borgernes penge, og fordi borgerne ikke har glæde af korrekte afgørelsesudkast, som ligger på en hylde.

Vi arbejder med åbenhed og tilgængelighed, tæt kontakt til andre myndigheder og interessenter, digitale klageveje og afgørelsesportaler, fordi vi er et vigtigt led og ofte sidste led i en sammenhængende offentlig klagesagskæde.

Ledelsen skal give udflytning mening
Det er sagt før, men det stærkeste værktøj, man har som leder af en stor forandring, er at sætte en tydelig retning mod et mål, der giver mening. Derefter kommunikerer man det direkte og i alle sammenhænge, og ikke mindst mens man er tro mod det i de beslutninger, man træffer, og de handlinger, man foretager.

Udflytning kan opleves meningsløst for de medarbejdere, der står overfor en svær beslutning om, hvorvidt de skal flytte med eller ej.

Men den politiske beslutning om at samle nævnsbetjening af flere nævn et sted og sat på spidsen den forandring, som udflytningen i sig selv medfører, gør det muligt og nødvendigt for os at løse en væsentlig samfundsmæssig kerneopgave bedre end før.

Fordi det har tvunget os til at finde helt ind til både vores kernemission og vort formål.

Og så gider vi ikke tale mere om udflytning. Vi vil gerne tale om vores kerneopgave. Og om hvordan vi kan blive ved med at gøre det bedre.

Forrige artikel Alternativet: Befri kommuner – Lad dem indføre eksperimentalzoner Alternativet: Befri kommuner – Lad dem indføre eksperimentalzoner Næste artikel Borgmester: Flyt uddannelser ud af universitetsbyerne Borgmester: Flyt uddannelser ud af universitetsbyerne
Forsyningstilsynet kæmper med at rekruttere ansatte

Forsyningstilsynet kæmper med at rekruttere ansatte

UBESAT: Forsyningstilsynet har store kvaler med at få besat stillinger med særligt økonomer og jurister, og det vil også ramme andre. De to faggrupper er ved at være en generel mangelvare på arbejdsmarkedet, fortæller Djøf.