Hvem er forvirret - NGO'erne eller ministeren?

Af Uffe Torm
Konsulent, tidligere leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U)

I et interview med Altinget.dk offentliggjort den 14. marts varsler udviklingsminister Christian Friis Bach (R), at de danske organisationer, der med statsmidler yder humanitær bistand i katastrofesituationer, fremover skal leve op til nye, strikte krav.

Som baggrund herfor henviser ministeren til det voldsomme jordskælv i Haiti i januar 2010, hvor mange NGO'er "mere eller mindre forvirrede rendte rundt mellem hinanden" og "ikke havde de rette redskaber og kapacitet til at levere en ordentlig nødhjælp".

Er militæret taget i ed?
Som en konsekvens heraf skal danske organisationer, der arbejder med humanitær bistand, "certificeres" og leve op til internationale fællesstandarder for effektivitet, kvalitet, ansvarlighed, åbenhed og kapacitet. Det vil fremover være en forudsætning for, at de kan administrere statslige midler til humanitære indsatser i katastrofesituationer. Og ministeren erkender, at det sandsynligvis vil medføre, at der bliver færre danske aktører på nødhjælpsområdet.

Hvis ikke folkelige organisationer med stærke rødder og partnere i berørte katastrofeområder fremover kan få støtte til partnernes nødhjælpsarbejde, vil det sandsynligvis i nogle tilfælde medføre, at det private danske humanitære bidrag i katastrofesituationer vil falde.

Uffe Torm
Konsulent, tidligere leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U)

Det fremgår dog ikke, om militæret også skal "certificeres" og leve op til internationale standarder for nødhjælp, når soldater udfører humanitære opgaver i krigszoner, som det er sket i Irak og Afghanistan. Men man må da gå ud fra, at udviklingsministeren har taget forsvarsministeren i ed herpå. Eller hvad?

Det fremgår heller ikke, om der også skal stilles krav om, at de folkelige kræfter i Syd, f.eks. religiøse institutioner, kvinde- og bondeorganisationer, fagforeninger og andre nationale og lokale NGO'er skal være "certificerede" i nødhjælp, før de rykker for at redde menneskeliv. Heldigvis da - for der er næppe mange, om nogen, af disse, der har internationale certifikater i nødhjælp.

Kirken hurtigere end Røde Kors
Et konkret eksempel: En tsunami ramte den indiske østkyst i Tamil Nadu syd for Chennai om morgenen den 26. december 2004. Den lokale lutherske kirke gik straks i gang samme dag med at organisere et akut hjælpearbejde for egne midler.

Den kontaktede desuden dens danske parter Danmission og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U), der administrerer en Danida-finansieret nødhjælpspulje. Inden der var gået 24 timer, var der bevilget 100.000 danske kroner til hjælpearbejdet fra DMR-U's til den allerførste førstehjælp til de hårdest ramte familier.

I dette og mange andre tilfælde har det vist sig, at den lokale partner på stedet og den danske partner har kunnet handle hurtigere end landets myndigheder og f.eks. Røde Kors eller andre internationale hjælpeorganisationer takket være de puljemidler, der var til rådighed fra UM.

Det tog dage, før de store indiske og internationale hjælpeorganisationer var parate til at overtage hjælpearbejdet, og de lokale myndigheder kunne varetage koordineringen heraf. Men da de først var på plads, stod de naturligvis for en særdeles professionel indsats.

Myndighederne bad dog kirken om at fortsætte dens hjælpearbejde i det ramte fiskersamfund, der havde mistet alt. Og Danmission samlede mere end tre gange så mange penge ind hertil, som Danida havde ydet gennem DMR-U's nødhjælpspulje.

Desuden er der mange eksempler på, at lokale græsrodsorganisationer, herunder kirker og andre religiøse institutioner, især i afgrænsede lokale natur- og menneskeskabte katastrofesituationer, har kunnet yde en ofte livsreddende hjælp, når landsbyen brændte, blev oversvømmet, led under tørke blev eller invaderet af flygtninge fra krigen i nabolandet. Der er her tale om katastrofer, som ofte ikke engang bliver omtalt i de nationale medier og naturligvis aldrig får CNN's bevågenhed.

Underlig argumentation
Umiddelbart lyder ministerens krav om faglig professionalisme i nødhjælpsarbejdet rimeligt. Ministeren har jo ret i, at der i store, spektakulære katastrofesituationer - som f.eks. tsunamien i Sydasien i december 2004 og jordskælvet i Haiti - ofte dukker (især amerikanske) hjælpeorganisationer op, som aldrig har sat fod i landet, intet kender til lokale forhold og den lokale kultur, og som ingen lokale partnere har.

Naturligvis er der især i større og komplicerede katastrofesituationer et behov for kompetente nødhjælpsorganisationer. Men ministerens argument for at stille strengere krav må undre: "Vi kan ikke tillade os at eksperimentere, når det handler om liv og død". Betyder det, at ministeren mener, at nogle danske organisationer eksperimenter, når de gennemfører humanitære indsatser?

De lokale hjertestartere
Måske har der været nogle få forvirrede danske NGO'er i enkelte katastrofesituationer. Men derfor behøver ministeren jo ikke at blive forvirret og underkende den humanitære bistand, der ydes af folkelige danske organisationer og deres mangeårige partnere, som ved, hvad de gør. De samler desuden ganske betydelige beløb ind i Danmark og mobiliserer lokale ressourcer i katastrofesituationer.

Hvis ikke folkelige organisationer med stærke rødder og partnere i berørte katastrofeområder fremover kan få støtte til partnernes nødhjælpsarbejde, vil det sandsynligvis i nogle tilfælde medføre, at det private danske humanitære bidrag i katastrofesituationer vil falde. For det er jo ofte det statslige bidrag, der fremkalder supplerende private bidrag.

De lokale organisationer er jo allerede på stedet, når katastrofen rammer. Hvis de har en hjertestarter, reddes der menneskeliv. Derfor vil det give mere mening yderligere at styrke opbygningen af et lokalt katastrofeberedskab i Syd frem for at opbygge mere operationel nødhjælpskapacitet i Nord.