Moderne afladshandel
Siden FN's Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv blev etableret i 2011 har der været skærpet fokus på virksomheders ansvar for at auditere – eller monitorere – forholdene gennem hele deres værdikæde, samt at påtage sig ansvaret for løbende forbedringer. At ansvaret på den måde tilfalder virksomhederne, i hvert fald i teorien, understreger blot det styrkeforhold, der præger samhandlen mellem globalt nord og syd. Den, der har mønten, har magten.

I dag er auditeringer almindelig praksis i tøjindustrien. Endda i en sådan grad, at det, ifølge mange fabriksejere, har skabt såkaldt audit fatigue – altså auditerings-udmattelse – på grund af den administrative byrde forbundet med de mange forskellige standarder, de skal navigere. Derudover tilfalder udgifterne i praksis også oftest fabriksejerne, der må balancere tiltagende krav om miljømæssig og social compliance med et evindeligt prispres fra de brands, de leverer til. Et prispres, der, i kølvandet på pandemien, kun er blevet større.

Noget så basalt som en opsparing kan reelt udgøre skillelinjen mellem tvang og fri vilje. Et valg mellem at sulte eller at risikere livet på fabrikken er ikke et reelt valg.

Julie Bundgaard og Tanja Gotthardsen

Men skaber audits egentlig forbedringer? Desværre ser vi i forskningen, at auditeringer af tøjfabrikker sjældent leder til reelle og fortsatte forbedringer af sociale forhold på tøjfabrikker. I bedste fald medfører auditeringer, at fabrikkerne indfører og opholder et absolut minimum af social ansvarlighed; i værste fald medfører det blot en transaktion i bytte for flueben i rapporten.

Der er flere årsager til, at auditeringer i ringe grad skaber forbedringer, som matcher de enorme pengebeløb, der kastes efter dem. Korruption, dårlig træning og lav gennemsigtighed er blot nogle af dem. Nogle af historiens mest fatale fabriksbrande og -kollaps – herunder også Rana Plaza – havde haft auditører på besøg måneder eller sågar dage før ulykken ramte – uden at dette gjorde noget for sikkerheden. Audits risikerer altså at skabe en illusion, frem for reel forandring – og kan pågå selvom forholdene faktisk forværres.

Dermed ikke sagt, at audits ikke kan eller bør indgå i samhandlen med leverandørerne; men vil man skabe forudsætninger for reel positiv forandring, må man som virksomhed først tage beskik af sin indkøbspraksis og det udgangspunkt, man giver leverandøren for at tilbyde en arbejdsplads, hvor alt fra bygningssikkerhed til arbejdstagerrettigheder overholdes. Uden dette beløber audits sig mest af alt til noget, der ligner moderne afladshandel, en ansvarsfraskrivelse mere end et udtryk for reel ansvarlighed.

Tekstilarbejderne har ret til et reelt valg
Når det er så vigtigt at mindes Rana Plaza, skyldes det dog ikke kun de mange liv, der gik tabt i ruinerne, eller de tusindvis af overlevende, der står tilbage med ar på sjæl og krop; det handler også om den underliggende historie - nemlig at mange tekstilarbejdere ikke har en reel mulighed for at sige fra overfor usikre eller urimelige forhold.

I dagene op til Rana Plaza-kollapset havde arbejderne gentagne gange gjort det klart, at de var bange for at træde ind på fabrikken, hvilket dagen før kollapset medførte en evakuering. Mange blev tvunget tilbage med både vold og trusler. Især fyring og fratagelse af allerede optjent løn var og er potente trusler overfor mennesker, der i hovedreglen lever fra hånd til mund, uden noget der ligner en forudsætning for at spare op.

Det estimeres, at under to procent af tekstilarbejderne globalt får en såkaldt “leveløn”, altså en løn – der giver adgang til det mest basale. Det vil sige: husly, næringsholdig kost, sundhedspleje, uddannelse, transport og opsparing. Her er altså ikke tale om ekstravagance, men blot sikringen af en basal menneskerettighed – jævnfør artikel 23 i FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder.

Det mindste, vi kan gøre, er at arbejde hen imod en retfærdig fordelingsnøgle, hvor vi ikke på en og samme tid lukrerer på mistrivsel eller sågar tvangsarbejde samtidigt med, at vi overlader vores medmennesker til de klima- og miljømæssige konsekvenser ved vores færden.

Julie Bundgaard og Tanja Gotthardsen

Og noget så basalt som en opsparing kan reelt udgøre skillelinjen mellem tvang og fri vilje. Et valg mellem at sulte eller at risikere livet på fabrikken er ikke et reelt valg. Igen er forudsætningen dog en indkøbspraksis, der respekterer retten til en leveløn. At presse citronen for hårdt, giver bitter limonade.

Det er også vores valg
Omend for eksempel Bangladesh, Pakistan og Myanmar kan virke langt væk, er vi dagligt i berøring gennem vores forbrug – herunder både igennem de konkrete produkter, vi indkøber fra landene, men også gennem vores udledninger i det globale nord, der langt overstiger per capita-udledningerne i det globale syd.

Hver gang en global krise rammer, rammer den de svageste hårdest. Corona-pandemien var et eksempel, da millioner af mennesker mistede deres arbejde fra den ene dag til den anden uden kompensationsordninger, dagpenge eller andre statslige sikkerhedsnet. På samme måde vil det globale syd komme til at mærke konsekvenserne ved klimaforandringer tydeligst.

Derfor er det mindste, vi kan gøre, også at arbejde os hen imod en retfærdig fordelingsnøgle, hvor vi ikke på en og samme tid lukrerer på mistrivsel eller sågar tvangsarbejde samtidigt med, at vi overlader vores medmennesker til de klima- og miljømæssige konsekvenser ved vores færden.

Der er dog rig mulighed for at handle, hvad enten man er lovgiver, virksomhed eller borger.

Fra politisk hold kan man eksempelvis sørge for, at levelønninger kommer til at indgå som et udspecificeret krav i kommende lovgivning. Selvom der er tale om en basal menneskerettighed, er der nemlig et godt stykke vej til, at det indfinder sig i såvel national som EU-lovgivning.

Med EU's Corporate Due Diligence Directive (CDDD), der i øjeblikket er under formulering, har vi dog en enestående mulighed for at få det integreret der, hvor der i forvejen stilles krav til virksomheder om rettidig omhu ift. miljø og meneskerettigheder. På den måde får vi også skabt den jævne spillebane, som både virksomheder og leverandører efterspørger.

Som virksomhed kan man tage beskik af sin indkøbspraksis, søge dialog med sine leverandører og indgå partnerskaber om at udbedre de fysiske forhold og løfte lønniveauerne til det fornødne niveau – herunder også under hensyn til deres lokale kontekst og udfordringer. At vride sine leverandører for hver eneste mulige krone, skaber dog ikke forudsætningerne for den ansvarlighed, man samtidigt afkræver dem.

Som lovgiver kan man gøre det sværere for brands at eksistere uden minimumssatser for, hvor billigt tøjet må være, hvor billigt det må produceres og hvor stor en miljøbelastning, det må have. Lovgivere kan hjælpe ved at sætte rammer, der ikke stagnerer virksomhederne i frygt for at blive udkonkurreret.

Som borger kan man lade sin stemme blive hørt ved at skrive under på det europæiske borgerinitiativ Good Clothes Fair Pay, der såfremt det lykkes at indsamle de nødvendige underskrifter, vil blive forelagt EU-Kommissionen. Og så kan man jo også, hvis man har mod på det, spørge virksomhederne, om de ved, hvad en leveløn er.

Hvis vi vil ære og mindes de mange, der mistede livet i ruinerne, må vi sætte handling bag ordene og aktivt gå ind i kampen mod den ekstreme ulighed, der definerer industrier som tøjindustrien. Alt andet er faktisk uværdigt.