Se Enhedslistens finanslovsudspil: Højere skat på aktier skal betale for billigere offentlig transport

DOKUMENTATION: Enhedslisten vil finansiere minimumsnormeringer og billigere busbilletter med højere skatter på aktieindkomster og en ny skat for bankerne. Se hele partiets finanslovsudspil her. 

Enhedslisten præsenterer torsdag sit udspil til næste års finanslov. 
Enhedslisten præsenterer torsdag sit udspil til næste års finanslov. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Enhedslisten er klar med sit udspil til næste års finanslov.

Partiet vil omfordele i alt 10,8 milliarder kroner, der skal komme fra blandt andet højere skatter på aktieindkomster og en ny såkaldt balanceskat for bankerne.

Pengene skal finansiere blandt andet billigere billetter til den offentlige transport, et straksløft af psykiatrien og minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Du kan se partiets forslag til nye udgifter og indtægter for staten herunder.

Udgifter

Billigere billetter til bus og tog: -2,2 milliarder kroner
Billetpriserne til den kollektive transport skal sænkes med 30 procent.

Akut løft af psykiatrien: -1,0 milliarder kroner
Der skal oprettes 260 nye sengepladser i den almene psykiatri og retspsykiatrien, et nyt akutberedskab i regionerne og sikres bedre normeringer og inddragelse af pårørende i den almene psykiatri. 

Syge skal ikke parkeres på kontanthjælp: -0,4 milliarder kroner
Inden for et år – og højest to år i komplicerede sager – skal folk på kontanthjælp have den rette hjælp og visiteres til enten ordinær beskæftigelse, uddannelse, revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Minimumsnormeringer i daginstitutioner: -1,0 milliarder kroner
Der må maksimalt være tre børn per voksen i vuggestuer, og seks børn per voksen i børnehaver. Kun voksne, der reelt bruger tid med børnene, tælles med. Den ene milliard, der er afsat i udspillet, skal bruges på at sætte arbejdet i gang. 

Stop for omprioriteringsbidraget på uddannelses- og kulturområdet: -0,08 milliarder kroner
Omprioriteringsbidragene på uddannelsesområdet og på kulturområdet fjernes i finansloven for 2020.

Fjern opholdskravet for dagpenge: -0,12 milliarder kroner
Opholdskravet for at få ret til dagpenge skal afskaffes. 

Mere plads til skov og natur: -0,4 milliarder kroner
Der skal udtages 100.000 hektar landbrugsjord. Pengene skal finansiere kompensation til ejerne. 

Uddannelse skal tælle med i permanent ophold: Gratis
Kriterierne for optjening af ret til permanent opholdstilladelse skal ændres, så uddannelse igen tæller med.

Ny start for folkeskolen: -0,4 milliarder kroner
Der afsættes 400 millioner kroner til at understøtte en "ny start" for folkeskolen, der skal bruges, hvis lærerne og kommunerne lander en ny aftale om lærernes arbejdstid.

Indtægter

Kapital- og aktieindkomst skal beskattes som lønindkomst: +5,3 milliarder kroner
Enhedslisten vil hæve aktieindkomstskatten, så den sidestilles med skatten på lønindkomst, der ifølge partiet i dag er på op mod 52 procent. 

Skattebasen for selskabsskat udvises: +2,55 milliarder kroner
Enhedslisten vil have flere multinationale selskaber til at betale skat i Danmark. Der indføres en femårsgrænse for fremførelse af underskud, og renteloftet for virksomheders nettofinansieringsudgifter strammes. 

Balanceskat for bankerne: +1,8 milliarder kroner
Der indføres en ny skat på 0,05 procent af bankernes balance. Bankernes egenkapital friholdes dog, hvilket ifølge partiet vil få bankerne til at polstre sig til fremtidige kriser.

Afgift på plastikposer: +0,16 milliarder kroner
Afgiften på plastikposer hæves med cirka en krone. I dag betaler man 44 øre i afgift af en plastikpose til 3 kroner. Fremover vil samme pose koste 4 kroner.

Tilbagerulning af skattelempelse for virksomhedsarvinger: +1,0 milliarder kroner
Enhedslisten vil hæve skatten for overdragelse af virksomheder til arvinger til 15 procent.  

Sådan vil Enhedslisten omfordele 10,8 milliarder kroner

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00