Præsidentkandidat Rand Paul kalder til kamp mod Washington

WASHINGTON DC – Det republikanske opløb frem mod primærvalget er i gang. Det endelige felt vil efter alt at dømme bestå af en 12-14 håbefulde kandidater, og i denne uge erklærede en af de tungere officielt sit kandidatur: Rand Paul. Øjenlæge gennem 20 år, libertarianer, Tea Party-kæledægge og juniorsenator fra Kentucky; søn af veteranen Ron Paul, der selv har været i ringen som mulig (men aldrig sandsynlig) republikansk kandidat i henholdsvis 1998, 2008 og 2012.

Vinderen af det republikanske interne opgør vil stå over for en enorm opgave: at slå den demokratiske kandidat, formentlig Hillary Clinton (som forventes at annoncere sit kandidatur denne weekend). Men før dette slag vil vinderen også have overlevet det ideologiske syrebad i den republikanske base og bekæmpet en lang række partikammerater.

Det er der ikke noget nyt i. Men det kan blive svært for Rand Paul – uanset at han fra starten i denne uge har relanceret sig selv i en mindre firkantet og mindre ideologisk version - eftersom han på flere afgørende punkter afviger fra sit partis mainstream. Det gælder især på udenrigspolitikken, hvor republikanerne pt. ligger på en pro-interventionistisk høge-linje, mens Paul er en kendt skeptiker over for krigsførelse uden for USA’s grænser, med mindre det klart kan demonstreres, at supermagten står over for militære trusler, eller der er direkte nationale sikkerhedsinteresser på spil.

Ny måling: Står lige med Clinton
Men lad os tage et nærmere kig på en kandidat, der pt. ligger lunt i svinget i de første, tidlige meningsmålinger.

I en dugfrisk måling fra torsdag i denne uge udført af det ansete institut ”Quinnipiac University Poll” står Paul lige med eller slår Clinton i de vigtige svingstater Iowa (Paul 43 - Clinton 42) og Colorado (Paul 44 - Clinton 41), mens demokraten vinder i Virginia (Clinton 47 - Paul 43).

”Disse tal giver Rand Pauls lancering af sin kampagne et betydeligt løft,” lyder det fra Peter A. Brown, som er vicedirektør ved Quinnipiac University Poll.

De to kandidater er også tæt på hinanden i Fox’ seneste måling (Clinton 47 – Paul 45), der imidlertid er en uge gammel.

Allerede fra første dag stod det klart, at Paul agter at føre kampagne mod den politiske elite – uanset hans egen stilling i Senatet. Hans kampagneslogan er: ”Defeat the Washington machine. Unleash the American Dream.”

Vi vil have USA tilbage
Ved sit første møde tirsdag i sin hjemstat, Kentucky, i byen Louisville benyttede han sig også hyppigt af den Tea Party-inspirerede frase om, at "we have come to take our country back."

Forestillingen om, at en nyvalgt præsident kan fravriste ”Washington” fra eliten, der holder byen i fangenskab, og forvandle Kongressen og Det Hvide Hus fra et fjernt politisk magtcentrum til et til et sted, hvor folket ikke bare bliver hørt, men decideret føler sig hjemme, er ikke ny.

Den siddende præsidents første valgkampagne i 2008 havde, som de fleste vil huske, et lignende slogan om forandring, ”Change We Can Believe In,” og daværende senator Obama lovede også at forandre Washington til noget helt andet - og bedre. Nationens hovedstad forbliver imidlertid evigt upopulær, men det betyder, at populistiske beskeder om at gøre op med magtens mørkemænd og kvinder altid er populære.  

Kampen mod og i egne rækker
På ét punkt adskiller Paul sig imidlertid fra de fleste andre kandidater (fra begge partier): han er rent faktisk i opposition til sine egne, og han har ofte indtaget synspunkter, der afviger fra stort set alle andre ledende partifæller.

Et frisk eksempel herpå kom, da præsident Obama for nylig annoncerede USA's nye og mere åbne politik over for Cuba. Over for et unisont kor af rasende, kritiske konservative, der anklagede Det Hvide Hus for knæfald, svigt af menneskerettigheder og utidig gøren-sig-til over for en bande illegitime kommunister fra Havanna, gjorde Rand Paul kort proces:

”Når man har haft en politik i 50 år, der ikke har virket, kan jeg ikke se andet, end at det må være fornuftigt at forsøge noget nyt,” lød det tørt. Hvilket måske kan lyde som sund fornuft, men som bestemt ikke er partilinjen. Alle andre mulige eller erklærede tunge kandidater – Jeb Bush, Marco Rubio og Scott Walker, eksempelvis - agter at stoppe tøbruddet, hvis de kommer til magten i 2016.

Men Rand Paul agter altså at føre krig mod ”hele den etablerede maskine i Washington,” inklusive sin egen partiledelse. Og ikke kun på udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor det ikke bare er høgene, men også de mange kommentatorer og studieværter på Fox News, der er kritiske over for ham, men også på andre fronter.

Han er fortaler for helt at lukke eller radikalt slanke en række føderale agenturer – dog vil han ikke, som sin far, lukke den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve, men han støtter en uafhængig undersøgelse af The Fed. Han er ikke afvisende over for brug af marihuana, og han har tidligere været en del af en kampagne om at mildne USA’s særdeles hårde straffe for mindre narkoforseelser, som han påpeger er meget dyre for staten grundet de rekordmange indsatte, der afsoner lange domme udelukkende for besiddelse af mindre mængder narkotika (om end disse to budskaber er gemt helt af vejen til primærvalgs-publikummet, der ikke tolererer den slags liberalt snak). Skulle Paul vinde partiets kandidatur – hvilket ikke er sandsynligt – ville hans bløde linje dog være populær over for de afgørende uafhængige vælgere.

Arg kritiker af overvågningsstaten
Han er også en arg kritiker af hele den aktuelle tendens med øget overvågning af de amerikanske borgere – og her er der ingen tegn på, at han vil ændre holdning:

”At indsamle og opbevare lister over telefonsamtaler, som lovlydige borgere fører, er 'none of their damn business'," lød det tirsdag med en henvisning til de ansatte i NSA (the National Security Agency), der overvåger mønstre i amerikanernes brug af mobiltelefoner.

Igen er han på kollisionskurs med sit eget parti, hvor et flertal er klar til at give køb på de individuelle frihedsrettigheder, når det gælder bekæmpelsen af terror.

Paul har også tidligere kritiseret de store forsvarsbevillinger og regeringens flittige brug af droner. Her har han imidlertid skruet kraftigt ned for den libertære retorik, og ved en række vælgermøder i denne uge hed det sig nu, at han ”vil støtte øgede bevillinger til forsvaret.”

”Hvis valget står mellem at bevilge penge til andre ting og forsvaret, vil jeg altid vælge Pentagon,” forsikrede han og henviste til, at han for nylig i Senatet, hvor han er junior-senator og kun har siddet i indeværende periode, har støttet en forøgelse af forsvarsbevillingerne med 16 procent.

De unge og de farvede vælgere
Et andet sted, hvor Paul adskiller sig fra hovedstrømmen i det republikanske parti, er hans bevidste og årelange satsning på en ny dialog med ikke-hvide og fattige vælgere. De libertæres univers er farveblindt, understreger han ofte, og i adskillige taler har han fremhævet, at det især vil komme de fattigste amerikanere til gode, hvis skatterne bliver sænket og gælden bliver afviklet.

I sin 26 minutter lange præsentationstale sagde han blandt andet, at ”jeg er dybt bekymret for, at vor økonomi, der engang var stærk og storslået, er ved at falde sammen under et bjerg af gæld. Og jeg spekulerer på, hvilken slags Amerika vore børnebørn vil opleve? Og det ser ud til, at ingen af de to store partier har noget at lade hinanden høre her. Det er hele det politiske system, der står med skylden … og alle har brug for noget nyt, unge, gamle, hvide, sorte, latinos, mænd og kvinder. Vi kunne starte med at nøjes med at bruge de penge, vi får ind, i stedet for at låne flere.”

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, at han mener anklagerne mod sit eget parti alvorligt, tilføjede han:

”Den store stat og den store gæld blev fordoblet under den seneste republikanske regering.” (Under George W. Bush, hvis bror, Jeb, regnes som favorit ved det kommende republikanske primærvalg.) Og videre:

”Hvad hjælper det at nominere en kandidat, der bare er Democrat Lite? Hvad godt gør det?”

Endnu et signal til sine egne om, at de mere moderate kandidater ikke adskiller sig nok fra demokraterne.

Paul fulgte dog op med at tilføje, at ”gælden er så nu tredoblet under Barack Obamas ledelse.”

Familiefar og ferm til tech
Paul, der er født i 1963, har været gift med hustru Kelley Paul (født Ashby) siden 1980 og er far til tre drenge. Han er kristen, registreret presbyterianer (tidligere medlem af den episkopale kirke) og stærk modstander af abort.

Som 52-årig er han også en ung kandidat, og hvis han blev sit partis kandidat, ville han være den første republikaner med en egen, dybere forståelse af internettet.

Hverken John McCain – der i 2008 aldrig havde sendt en e-mail og ikke vidste, hvad Twitter var – eller Mitt Romney a la 2012 kunne prale med deres Tech-kvalifikationer, men Paul er dels en habil bruger af nye medier, dels er han selv særdeles interesseret i især brugen af sociale medier og integration af Big Data.

Han har i længere tid haft en gruppe unge digitale rådgivere, der nøje følger reaktionerne på især Twitter og Facebook efter hver tale eller nye politiske udspil, og han har studeret Barack Obamas succesrige valgkampagner, hvor en hærskare af ansatte og frivillige fra Silicon Valley har hjulpet demokraterne med at vinde.

Hvem og hvor mange står bag Paul?
Hvor stor tilslutning har han så?

Det er ikke umiddelbart nemt at måle med sikkerhed. Ifølge det ansete Pew Institute, der lavede en større undersøgelse af sagen i sommeren 2014, er det blot 11 procent af vælgere, som definerer sig selv som ”libertarianere.”

57 procent ved dog godt, hvad betegnelsen går ud på. Strømningen har størst tilslutning fra yngre mænd (14 procent mænd over for 6 procent kvinder) og højtuddannede (15 procent universitetsuddannede, hvilket er den mest positive gruppe i målingen).

Paul selv har for nylig afvist spørgsmålet om, hvad han egentlig definerer sig selv som:

”Jeg er republikaner. Først og sidst. Har jeg læst Ayan Rand og Hayek? Ja. Er jeg inspireret af libertære strømninger? Ja. Men jeg er ikke libertarianer. Jeg er måske libertarian-ish,” lød det ved en pressekonference i denne uge.

Det står dog klart, at en pæn del af de yngste vælgere er venligt stemt over for budskabet om mere personlig frihed og kritikken af overvågning. Paul har længe gjort kur til dels studerende (som udgjorde en stor del af hans fars tilhængere) og Tech-folket i Silicon Valley, hvor store dele også er kritiske over for big government (en stor eller indgribende stat).

Hvad står mellem Rand Paul og Det Hvide Hus?
I en analyse fra ABC News i denne uge blev følgende fremhævet, som noget af det, der ”står i vejen for Pauls vej til Det Hvide Hus”, og som han skal overkomme:

1.     Skyggen fra far – Paul må blive ’sin egen mand.’
2.     Og forbundet hermed: den hårde version af Libertarianismen – hvis Paul skal appellere til de socialt og religiøst konservative i partiet, skal han rette sin kurs mere mod partiets mainstream.
3.     Udenrigspolitikken – der bliver lige nu sat spørgsmålstegn ved, om Paul eksempelvis støtter præsident Obamas atomaftale med Iran. Det afviser han, og han var også medunderskriver af et opsigtsvækkende brev til den iranske ledelse, der kritiserede aftalen for 14 dage siden, men han har tidligere udtalt, at Iran ikke truer USA’s sikkerhed, og det er velkendt, at han ikke støtter en aktiv og udadvendt udenrigspolitik. Hvis han skal vinde, må han frigøre sig fra mistanken om, at han er en isolationist inderst inde og støtter en inddæmningspolitik frem for konfrontation over for Iran. At det bliver op ad bakke kunne man forvisse sig om samme dag, hvor Paul lancerede sin kampagne. Her valgte den konservative gruppering ”Foundation for a Secure and Prosperous America” at bruge en million dollar på en kritisk video, der blev sendt på flere store tv-netværk, der netop havde budskabet om, at Paul støttede Obamas Iran-politik, i centrum. Pauls talsmænd har afvist videoen og kaldt den ”løgnagtig.” Udtalelserne stammer fra faderens valgkampagne og er fra 2007, påpeger de.
4.     Han er siddende senator – fem ud af de seneste syv præsidenter er kommet fra stillingen som guvernør (lederen af en delstat), hvilket mange vælgere ser som en fordel, fordi man så kan fremvise erfaring med regeringsledelse. Det kan Paul ikke prale med, men til gengæld har præsident Obama vist, at man kan ende i Det Hvide Hus, selv om man er juniorsenator uden guvernør-erfaring. Ikke at Paul agter at bruge Obama som forbillede, men den siddende præsident er ikke desto mindre et eksempel på, at det kan lade sig gøre.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC.

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.