Det amerikanske mareridt
Af Casper Holst Mayo Nielsen
Obama field organizer, Obama for America 2008, Cand.mag.
Politisk udspringer begge bevægelser fra hver deres kilde, den ene venstreorienteret og den anden ultrakonservativ. Hvor Occupy Wall Street efterspørger mere handling fra et defekt politisk system og større ansvarlighed fra en grådig finanssektor, efterspørger Tea Party-bevægelsen mere individuelt ansvar og mindre statslig indblanding.
Men de har noget til fælles. De er begge modstandsbevægelser i en tid, hvor fundamentet under amerikansk kultur ryster. Og deres primære våben er det samme: Den amerikanske drøm.
Succes for de få og nederlag for de fleste
Den amerikanske drøm er et kulturelt løfte om succes til alle, der er villige til at arbejde hårdt for at nå deres individuelle mål. Den udspringer af et ideal om politisk lighed og lige rettigheder for alle og er gennem amerikansk historie vokset til en magtfuld kulturel fortælling.
En fortælling, der politisk tjener den funktion, at foretrukne kulturelle værdier kan blive synliggjorte i forhold til befolkningens selvopfattelse - uanset om du identificerer dig med Sarah Palins "average hockey moms" eller Barack Obamas "ordinary people". Individuel succes er på den måde indlejret som en kulturel målestok, som amerikanerne personligt må forholde sig til og stræbe efter for at begå sig i det amerikanske samfund. Det viser sig blandt andet ved, at de fleste amerikanere ukritisk holder drømmen i hævd som en naturlig og given del af deres virkelighed.
Den amerikanske virkelighed
Den amerikanske drøm svarer dog ikke til virkeligheden, da løftet, om at alle amerikanere har en fair chance for at opnå succes, er faktuelt forkert. Etniske minoriteter har for eksempel begrænsede muligheder for social mobilitet, da de i hovedreglen ikke har adgang til beskæftigelse over et vist lønningsniveau og for dårlig økonomi til at sende deres børn på universitetet.
Hvor Tea Party-bevægelsen fremhæver Sarah Palin som symbol på, at alle kan udleve den amerikanske drøm, bliver Occupy Wall Streets anarkistiske tilgang symbolet på alles ret til drømmen
Casper Holst Mayo Nielsen
Cand.mag. i Kultur - og sprogmødestudier og Kommunikation
De bliver fastholdt i en spændetrøje mellem løftet om succes og det at arbejde i uendelighed uden at rykke sig socialt. Samtidigt er der ikke nok ressourcer til, at rige amerikanere kan opretholde deres opnåede succes. Konsekvensen er, for at blive i Occupy Wall Street-terminologien, at gruppen, for hvem den amerikanske drøm er urealistisk, er vokset til 99 procent, og dem for hvem den er opnåelig, er faldet til 1 procent.
Typisk for ideologiske modstandsbevægelser bliver både retorikken og adfærden sat voldsomt på spidsen i skyggen af frygt for liv og livsstil. Det illustrerer for eksempel Tea Party-bevægelsens valg af lykkeridderen Sarah Palin som politisk frontfigur og Occupy Wall Street-bevægelsens valg af en anarkistisk organisationsform uden nogen reel leder.
Hvor Tea Party-bevægelsen fremhæver Sarah Palin som symbol på, at alle kan udleve den amerikanske drøm, bliver Occupy Wall Streets anarkistiske tilgang symbolet på alles ret til drømmen.
Den amerikanske tornerosesøvn
Begge bevægelser står derfor med det dilemma, at de gør krav på forandring gennem en kulturel fortælling og ideologi, som begge parter lider under. Det er let at holde med Occupy Wall Street-bevægelsen i deres stræben efter lige muligheder, men også værd at bide mærke i den kulturelle identitetskrise, som de deler med Tea Party-bevægelsen.
Amerikanernes selvopfattelse og -forståelse er i høj grad bundet op på den struktur, der er indlejret i fortællingen om den amerikanske drøm, hvor du vinder din succes over nogen eller noget ved selv at kæmpe dig fra lidt til meget. I krisetider, hvor løftet om en rimelig chance ikke længere er legitimt, fordi der ikke er ressourcer og muligheder nok til, at alle i en eller anden størrelsesorden kan opnå succes, bliver bevægelser som Occupy Wall Street og Tea Party gensidigt afhængige af hinanden for at kunne opretholde troen på løftet om succes.
