Obama anno 2012: Fra håb til hårde slag

VALGKAMP: Obama har droppet de positive valgslogans fra 2008 og i stedet brugt sommeren til hårde angreb på Romney. En taktik der låner fra George W. Bushs genvalgskampagne.
Foto: Official White House Photo/Pete Souza
Marie Louise Gørvild

SAN FRANCISCO - Obamas positive kampagnestil har mistet sin uskyld efter en hed politisk sommer i USA. Obama og hans kampagnefolk valgte at bruge sommerferien til at skrue op for valgkampen ved at køre en smædekampagne mod republikanernes kandidat Mitt Romney.

Omdrejningspunktet var Romneys modvilje mod at offentliggøre sine skatteoplysninger. I et hav af kommentarer, taler samt tv- og radioindslag antyder Obama-kampagnen, at Romney skjuler skattesager, der ikke tåler dagens lys. Anklager der stadig er udokumenterede.

Listen over sommerens angreb inkluderer også et reklamespot, der bruger Romneys kones olympiske dressurhest til at karakterisere familien Romney som overklasseløg uden sympati for den 'almindelige amerikaner'. Sidst, men ikke mindst, gav en dyster valgvideo Romney skylden for, at en fyret stålværksarbejder mistede sin kræftsyge kone. Arbejderen mistede sin og familiens sundhedsforsikring, da Romneys investeringsfirma lukkede stålværket. Konen tav om sin tilstand, da familien ikke havde råd til behandling. Det er dog udokumenteret, at Romney var involveret i beslutningen om at lukke værket.

Romney i minus inden kampen begynder
Disse udokumenterede fakta er imidlertid druknet i en mission med ét simpelt formål: At undergrave Romneys troværdighed og mistænkeliggøre hans person.

Og det på et tidspunkt, hvor Romney først lige er gået i gang med at introducere sit kandidatur til den brede amerikanske befolkning. Obamas angreb betyder, at meget af Romneys tid nu går med at svare på beskyldninger, hvis han da ikke, som under sin store dele af sin tur til Europa, vælger helt at undgå pressen.

Den amerikanske præsidentvalgkamp skydes traditionelt set først for alvor i gang
med partiernes konventer i sensommeren og starten af efteråret.

Demokraterne færdige med "flinkeskolen"
Denne aggressive stil står i skærende kontrast til Barack Obamas kampagne i 2008, hvor et følelsesladet budskab omkring 'håb' og 'forandring' igen og igen udgjorde Obamas budskab til vælgerne. Obama-kampagnen brøstede sig dengang af, at den daværende republikanske modstander, John McCain, næste udelukkende producerede negativt valgmateriale. Obamas 2008-kampagne hævdede, at deres  negative materiale udgjorde ca. en tredjedel.

I 2008, da Barack Obama og senator John McCain duellerede, rejste Obamas
kampagne over dobbelt så mange penge som McCain i de sidste afgørende måneder. Ved valget i år er scenariet vendt på hovedet. Hen over sommermånederne har Romney rejst tre gange så meget som Obama. Det tvinger præsidenten til at genoverveje sin strategi og udmeldinger. Og konklusionen på disse overvejelser synes at være, at der ikke længere er råd til at være den "flinke dreng i klassen".

En holdning der har smittet af længere nede i de demokratiske rækker. I en
usædvanlig skarp udtalelse beskyldte den højstående demokrat Harry Reid,
flertalsleder i Senatet, Mitt Romney for slet ikke at have betalt skat i 10 år. Denne
bemærkning fra partiets absolutte top slog for alvor fast, at demokraterne er de nye bøller i skolegården.

Dokumentation

Se den dystre valgvideo om stålværksarbejder Joe Soptic:

<iframe width="640" height="360" src="http://www.youtube.com/embed/TU3aT6P1bew?feature=player_detailpage" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>


0:000:00