VP-debattens vinder: Debatten selv

ANALYSE: Visse kommentatorer kaldte den "historisk", selvom den endte uafgjort. Vicepræsident-debatten mellem Paul Ryan og Joe Biden var 90 minutters spændende og substantiel verbal boksekamp.
Joe Biden (tv) og Paul Ryan (th.) i en typisk situation fra torsdag aftens vicepræsident-debat. Biden havde den indignerede tone på, mens Ryan leverede fakta roligt. Begge dele virkede til kandidaternes
fordele, så kampen blev uafgjort.
Joe Biden (tv) og Paul Ryan (th.) i en typisk situation fra torsdag aftens vicepræsident-debat. Biden havde den indignerede tone på, mens Ryan leverede fakta roligt. Begge dele virkede til kandidaternes fordele, så kampen blev uafgjort.Foto: Screendump/Youtube

LOS ANGELES - I en af opvarmningsudsendelserne til debatten mellem  vicepræsidentkandidaterne torsdag aften, sagde MSNBC-værten Touré fra udsendelsen 'The Cycle', at vicepræsidentdebatter har en tendens til at forudsige valget. Om det er rigtigt eller ej, kan diskuteres. John King fra CNN påpegede for eksempel torsdag aften, at Dan Quayle tabte sin debat stort i 1988, mens hans præsidentkandidat George H. W. Bush vandt 40 ud af 50 stater ved selve valget.

Men hvis man nu tager udgangspunkt i validiteten af Tourés udsagn, så var det mere end vigtigt for Joe Biden at vinde over Paul Ryan torsdag aften. Dels for at få de demokratiske vælgeres energi tilbage på sporet efter præsident Obamas kritikramte præstation i sidste uge, men også - forudsat Touré har ret - for at sikre sin præsident fire år mere.

Biden fremstod arrogant
Tourés påstand er nok mere sjov end alvor. Men debatten torsdag aften kan sagtens gå hen og blive en indikator for, hvordan valget kommer til at gå: Det bliver en meget, meget tæt kamp. En præsidentvalgkamp kan ikke rigtigt ende uafgjort. Det er dog præcis det, som David Gergen fra CNN mente, at vicepræsidentdebatten gjorde. Den endte uafgjort.

Gergen mente, at på det substantielle niveau var der tale om uafgjort, mens Paul Ryan vandt, når det gjaldt fremtræden og stil. Det skyldes ikke mindst, at Joe Biden var uvanligt arrogant i løbet af debatten, hvor han i mange omgange blot rystede på hovedet, rullede med øjnene og grinede, når Paul Ryan talte.

Henover twittersfæren samt på blogs og webmedier var der generel enighed om, at det var denne debat, man gerne ville have set i sidste uge, men blot mellem Romney og Obama.

Morten Bay
Journalist og blogger

Og det er en form for uhøflig optræden, som amerikanere generelt ikke bryder sig om. Det kunne aflæses i twittersfæren, hvor parodi-profilen @laughingjoebiden havde 7.000 followers allerede inden debatten var omme.

Umiddelbart bagefter var der dog både glæde at spore i demokraternes og republikanernes lejre. Det unge, republikanske håb havde holdt fortet sikkert under angrebene fra den erfarne vicepræsident. Mens demokraterne hørte alt det fra Joe Biden, som de havde ventet at høre fra præsident Obama i sidste uge.

Abort-spørgsmålet tyngede Ryan
Biden var energisk og klar i spyttet, og det lykkedes ham at udstille de mange gange, Mitt Romneys position har skiftet, siden han meldte sig ind i kapløbet sidste år. Ryan var derimod rolig og sikker i sin fremlæggelse af Romney og Ryans holdninger, især når disse kunne udtrykkes i tal og budgetter. Det er helt klart hans speciale.

Langt værre gik det, da Ryan blev presset af moderatoren Martha Raddatz fra ABC News på spørgsmålet om abort. Her lykkedes det Raddatz at hive de to siders fuldkommen konkrete holdninger til spørgsmålet ud i det klare lys for publikum.

Joe Biden sagde, at han som katolik - ligesom Ryan - mente, at livet starter ved undfangelsen. Men at han ikke ville tvinge sine religiøse holdninger ned over hovedet på amerikanerne. Det fik Ryan presset op i et hjørne, hvor han indikerede, at det måske ikke lå ham helt så fremmed, som det gjorde for Biden. Mitt Romney har tidligere udtalt, at hvis han kunne forbyde abort i USA, ville han gøre det.

Biden-Ryan: 0-0
Som illustration af, hvor tæt opløbet var mellem de to kandidater, behøver man blot kigge på CNN's forsamling af vælgere i Virginia, der endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme for. En tredjedel hældte før debatten til Paul Ryan, en tredjedel til Joe Biden og en tredjedel var ikke for nogen af dem.

Virginia er en vigtig svingstat, så netop disse vælgere er mere interessante at spørge end så mange andre i vælgerkorpset. Men debatten ændrede ingenting. En tredjedel mente, Biden vandt, en tredjedel mente at Ryan vandt og en tredjedel mente, det var uafgjort. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at Virginia er en stat med mange jobs i forsvarsindustrien.

Romney og Ryan har i deres kampagne givet udtryk for, at de ikke ønsker at skære ned på forsvaret, men tværtimod forstærke der, hvor Obama-kampagnen vil nedskære. Hvis Biden havde et forspring, kan det derfor være udvisket af dette specielle forhold i netop Virginia.

Kl. 23.15 Washington DC-tid kunne CNN så afsløre en meningsmåling over, hvem der vandt debatten, der var foretaget lige efter debattens afslutning. Her mente 48 procent, at Ryan vandt, mens 44 procent mente, at Biden vandt. Men eftersom fejlmargenen var +/- 5 procent måtte CNN-værterne konkludere, at der også her var tale om totalt uafgjort.

Vinderne: Ordstyreren og konceptet
Der var dog to andre fuldkommen klare vindere i aftenens debat. Og det var ordstyreren Martha Raddatz og så selve debatten. Raddatz fik overordentlig meget - og velfortjent - ros for at stille kritiske og skarpe spørgsmål til begge kandidater på en balanceret måde. Det lykkedes hende også på fornem vis at holde kandidaterne i stram snor, når tingene var ved at løbe af sporet, men også at give dem løs nok snor til at debatten blev livlig, substantiel og energisk.

CNN's Gloria Borger kommenterede endda ligefrem bagefter, at det var den bedste debat, hun havde set i årevis og henover twittersfæren samt på blogs og webmedier var der generel enighed om, at det var denne debat, man gerne ville have set i sidste uge, men blot mellem Romney og Obama. Der kom masser af fakta på bordet, de to siders forskelle blev trukket godt op, og man kunne mærke passionen emme fra de to kandidater.

Hvis der var en stemning blandt amerikanerne af, at der altid bliver sagt det samme i valgdebatter, så blev dette lavet helt om torsdag aften. VP-debatten mellem Ryan og Biden vil ifølge Wolf Blitzer på CNN "Gå over i historien" som en af de mest substantielle og spændende debatter i moderne tv-historie.

Det var hverken en demokrat eller en republikaner, der vandt torsdag aften. Det var tv-valgdebatten som koncept.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00