Debat

Danmark og Brasilien kan lære af hinanden

DEBAT: Brasilianerne lytter opmærksomt, når danske forskere og erhvervsrepræsentanter beretter om, hvordan man gennem it, patientinddragelse og tæt samspil med erhvervslivet skaber helt nye forløb med mere velfærd for samme eller færre penge. Samtidig er der erfaring og ekspertise at hente med hjem til Danmark fra det ofte meget dygtige brasilianske sundhedspersonale. Det skriver Eva Bisgaard Pedersen, leder af innovationscentret i São Paulo.

Brasilianske og danske forskere, erhvervsfolk og myndigheder kan drage nytte af hinandens forskelligheder til gavn for velfærden. Det skriver Eva Bisgaard Pedersen, der er leder af det Danske Innovationscenter i São Paulo.
Brasilianske og danske forskere, erhvervsfolk og myndigheder kan drage nytte af hinandens forskelligheder til gavn for velfærden. Det skriver Eva Bisgaard Pedersen, der er leder af det Danske Innovationscenter i São Paulo.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Bisgaard Pedersen
Generalkonsul og leder af Innovationscentret i São Paulo

Første uge af september drog en gruppe af forskere, undervisere og en repræsentant fra den danske klynge for velfærdsteknologier med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) til Brasilien for at få et indblik i det brasilianske sundhedsvæsen.

Turen bød blandt andet på match-making med Brasiliens største offentlige universitetshospital, debat om innovation inden for behandling af kroniske syge på São Paulos førende privathospital og et besøg på en sundhedsklinik i en af Rios slumkvarterer.

Samme udfordringer
Turen er endnu et trin i et intensiveret samarbejde mellem to lande, der på mange måder er forskellige, men som inden for sundhed slås med nogle af de samme udfordringer: I begge lande er andelen af kroniske syge stigende som følge af blandt andet ændret livsstil og aldrende befolkning. Sen diagnose giver dårligere behandlingsforløb, og befolkningen i randområderne har ikke adgang til samme behandling som i de større byer. Sundhedspersonalet beretter om stress og frustrationer pga. overfyldte venteværelser, manglende tid til patienter og så videre. Alt sammen lægger det pres på budgetterne, og borgerne efterspørger mere sundhed for skattekronerne.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Sammenligningen mellem de to lande vil nogle sikkert finde misvisende – udfordringernes dimensioner er anderledes, og oven i de kroniske sygdomme kæmper Brasilien stadig med en stor forekomst af andre sundhedsrelaterede problemer, blandt andet som følge af mangel på adgang til rent drikkevand i visse fattige områder og fortsat stor forekomst af vold og trafikuheld mm. Antallet af læger pr. indbygger er omkring halvt så stort som i Danmark og skævt fordelt geografisk. Med sundhedsudgifter omkring ni procent af BNP ligger Brasilien i førerfeltet blandt BRIC-landene, imidlertid finansieres en stor del af private budgetter. Såfremt indkomsten tillader det, køber brasilianeren sig til mere sundhed, trods offentlig, gratis sygesikring: I dag køber ca. 25 procent af befolkningen sig til en privat sygeforsikring, og andelen vokser år for år.

Sådan lærer vi af hinanden
Men det var interessefælleskabet, der var i centrum den første uge i september – hvordan kan vi lære af hinanden og sammen skabe sundhedsinnovation, der gør en forskel? Danmark er et lille land på under seks millioner indbyggere, medens Brasilien, verdens sjettestørste økonomi, runder 200 millioner på et areal, der overgår Europas. De skalamæssige kontraster er til at få øje på, men også overordentlig interessant for begge parter:

Lykkes det at etablere et pilotprojekt, der over for de brasilianske beslutningstagere kan dokumentere gevinsterne, kan det blive starten på et eksporteventyr. 

Eva Bisgaard Pedersen
Leder af Innovationscentret i São Paulo

Set med brasilianske øjne ligner Danmark en velfungerende innovations-rugekasse, hvor vi med tilsyneladende lethed og på u-bureaukratisk facon er i stand til at samle forskellige aktører i sundhedsvæsenet og sammen skabe innovative sundhedsforløb. Der bliver derfor lyttet opmærksomt, når danske forskere og erhvervsrepræsentanter beretter om, hvordan man gennem it, patientinddragelse og tæt samspil med erhvervslivet skaber helt nye forløb med mere velfærd for samme eller færre penge.

Blandt det brasilianske publikum er interessen stor, ikke mindst hos de offentlige og private sundhedsforsikringer, der konstant er på udkig efter nye måder at øge kvaliteten på uden at sætte økonomien over styr. Kan man komme noget af den kroniske lægemangel til livs ved at lægge mere ansvar over på plejepersonalet eller patienten selv? Kan it bruges mere aktivt i f.eks. kommunikationen? Hvordan skabes der bedre sammenhæng mellem de mere end 6.000 hospitalsenheder i Brasilien og den øvrige sundhedssektor? Forskerne og det øvrige sundhedspersonale brænder efter at deltage i pilotprojekter, der kan dokumentere over for deres ledelse, at ny teknologi og nye måder at samarbejde på tværs er vejen frem. De åbner gerne deres hospitalsdøre til formålet.

Starten på nyt eksporteventyr
Set med danske forskerøjne er det omvendt spændende at få mulighed for at samarbejde med og teste sine idéer på hospitaler, der på enkelte fagområder dækker over 20 millioner mennesker. Så kan man tale om ”super-sygehuse”! Der er samtidig erfaring og ekspertise at hente med hjem fra det ofte meget dygtige brasilianske sundhedspersonale. Men samarbejdet med Brasilien er også interessant for den danske klynge af sundhedsvirksomheder. For når fælles brasiliansk-danske sundhedsprojekter skal formuleres, kan danske virksomheder spille en vigtig rolle som teknologi-leverandører. Lykkes det at etablere et pilotprojekt, der over for de brasilianske beslutningstagere kan dokumentere gevinsterne, kan det blive starten på et eksporteventyr.

Den danske delegation er nu draget hjem igen. Men på innovationscentret i São Paulo glæder vi os over begejstringen i begge lejre. Vi ser frem til at støtte op omkring fælles brasiliansk-danske sundhedsprojekter, hvor forskere, erhvervsfolk og myndigheder drager nytte af hinandens forskelligheder til gavn for velfærden – i begge lande.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00