Debat

Forskere: Vi har forsømt de anbragte børn

DEBAT: Når nye tal viser, at 28 procent af anbragte børn og unge har forsøgt selvmord, er der brug for mere fokus på trivsel og livskvalitet, skriver Rikke Fuglsang og Mette Lausten, forskere ved forskningscentret SFI.

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rikke Fuglsang og Mette Lausten
Forskere ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Anbragte unge er per definition mere udsatte end deres jævnaldrende, da de omstændigheder og hændelser, der leder til en anbringelse, netop kategoriseres som uhensigtsmæssige for barnet eller den unge.

Desværre er det efterhånden veldokumenteret, at det sociale system og anbringelsesstederne, som er sat i verden for netop at beskytte barnet og den unge, ikke altid kan leve op til deres formål. Selvom rigtig mange børn og unge oplever gode og kærlige voksne i deres anbringelsesforløb, så viser undersøgelser gang på gang, at mange anbragte og tidligere anbragte børn ikke trives, og at de i en lang række henseender er dårligere rustet til voksentilværelsen end andre børn.

Undersøgelser fra blandt andet SFI har vist, at væsentligt færre gennemfører folkeskolen og/eller en ungdomsuddannelse. Derfor har der med god grund været et voksende fokus på anbragte børns uddannelse, da det er fundamentalt for disse børns prognose for både uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning og trivsel i voksenlivet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Større fokus på trivsel 
Anbragtes trivsel har der – med enkelte undtagelser – været mindre fokus på. Muligvis fordi trivsel og livsglæde er svære størrelser at vurdere og måle konsekvenserne af på langt sigt. Måske også fordi det umiddelbart kan være sværere at pege præcist på, hvordan trivsel kan styrkes.

Men med de alarmerende tal for tidligere anbragte er det ikke til at undgå at se behovet: Den markante overhyppighed af selvmordsforsøg viser med al tydelighed, at vi har forsømt opmærksomheden og indsatsen i forhold til anbragte børn og unges trivsel.

Den markante overhyppighed af selvmordsforsøg viser med al tydelighed, at vi har forsømt opmærksomheden og indsatsen i forhold til anbragte børn og unges trivsel.

Rikke Fuglsang og Mette Lausten
Forskere ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Når 28 procent af de tidligere anbragte svarer, at de har forsøgt at begå selvmord, er det yderst bekymrende (se mere om tallene her). Her er der ikke ”bare” tale om et worst case scenario, hvor de ikke bliver velfungerende og selvforsørgende voksne. Nej, her er worst case scenario, at de ikke bliver voksne eller kun relativt unge voksne. Hvis vi ikke gør noget, er konsekvensen i ordets egentlige forstand fatal!

Hvad gør vi?
Så der er brug for handling nu. Men hvad? Overordnet er der ikke meget, der tyder på, at forskellige anbringelsesforløb i sig selv bidrager til en forøget risiko for selvmordsforsøg. Men resultaterne tyder på, at man bør være ekstra opmærksom på de døgninstitutionsanbragte unge i forhold til forsøg på og tanker om selvmord, særligt hvis de også er piger, udviser depressive symptomer, og man er bekendt med, at de ryger hash.

Samtidig kan man tage op til overvejelse, om nyanbringelser af 16-17-årige, hvor anbringelsesgrundlaget er de unges egne problemer med enten skole, venner, selvskade eller misbrug, ikke er for sent. Hvor er den tidlige indsats i sådanne tilfælde? Er skaden ikke allerede sket? Og hvordan skal det i forvejen pressede personale på institutionerne kunne rette op på mange års svigt på halvandet år?

Der er for alvor brug for at tænke i nye baner, når det gælder konkrete indsatser, der kan fremme anbragte børn og unges trivsel. Og brug for at opmærksomheden bliver fastholdt i ønsket om at sikre, at de mest sårbare unge i vores samfund ikke vælger den værste udvej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00