Kunstfond: Scenekunst er en lukket fest for den hvide middelklasse

DEBAT: Diversiteten i dansk kulturliv halter stadig bagefter. Specielt inden for scenekunsten er der lang vej igen, når det gælder etnisk og social mangfoldighed, skriver formand for Statens Kunstfond Gitte Ørskou. 

Af Gitte Ørskou
Bestyrelsesformand i Statens Kunstfond

I Statens Kunstfond hylder vi ligesom de fleste andre danskere lige vilkår og lige muligheder for alle uanset køn, etnicitet, geografi, alder og sociale forhold.

På papiret ser vi også ud til at have ligestilling, for alle i Danmark kan i princippet ansøge om og modtage støtte fra Statens Kunstfond.

Men i praksis er der stadig et stykke vej, før vi kan sige, at vi har ligestilling. Hvis man ser på musikkens verden, er drengene og mændene i overtal. Vi taler om ’kvindelige musikere’, men kunne aldrig finde på at sige ’mandlige musikere’.

Der er ikke mange musikere på den klassiske musikscene, som kommer med en anden etnicitet og kulturel baggrund end dansk. Det samme gælder inden for scenekunsten, hvor skuespillere med anden etnisk eller kulturel baggrund ofte bliver typecastet til bestemte roller. Og selvom mange af dansk hiphops mest nyskabende navne i dette årti har haft etnisk minoritetsbaggrund, så er hiphop undtagelsen. Ellers er der ikke meget etnisk diversitet i det danske musikliv og den danske scenekunstverden.

Vi går glip af talenterne
Det er vigtigt, at vi er opmærksomme, når vi agerer efter nogle kulturelle barrierer og ubevidste holdninger, både som kunstnere og som brugere af kunsten. Ingen af os ønsker at fremstå fordomsfulde, men vi kan have vaner og foretage ubevidste valg, altså det som også kaldes ’unconscious bias’.

Det letteste er at vente på, at der sker noget hen ad vejen. Men hvis udviklingen fortsætter i den nuværende takt, kan der snildt gå 25-30 år, før vi er kommet frem til en grad af ligestilling, der giver flere muligheder. I den tid går vi glip af de uudnyttede og uudfoldede kreative talenter, der ellers kunne udvikle og skabe glæde hos den enkelte og i samfundet i det hele taget.

Derfor har Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for hhv. musik og scenekunst siden deres tiltrædelse i januar 2014 været optaget af spørgsmålet om diversitet, især diversitet eller mangfoldighed for køn og etnicitet. Begge udvalg har indsat ’mangfoldighed’ i ansøgningskriterier til de forskellige puljer for på den måde at efterlyse og byde projekter med fokus på mangfoldighed velkommen. Udvalgene indsætter også løbende formuleringer om mangfoldighed i rammeaftaler med teatre, spillesteder og andre institutioner.

Diversitet i musiklivet er en selvhenter
Den store øjenåbner inden for musikverdenen var rapporten ’Kønsbalancen i rytmisk musik’ fra 2012, der viste sort på hvidt, at der i det rytmiske musikliv var en ubalance på 80 procent mænd og 20 procent kvinder både på scenen, bag scenen, i branchen og på uddannelserne. Tilskudsmodtagerne fra for eksempel Statens Kunstfond var også overvejende mænd. Der blev afholdt en konference, og musiklivets aktører har taget fakta til sig.

Inden for den klassiske musik er der ikke den samme ubalance. Måske har det historiske rødder, for allerede da Det Kgl. Danske Musikkonservatorium blev grundlagt i 1867, var den åbent for optagelse af både mænd og kvinder. Da de professionelle orkestre i 1919 åbnede for, at kvinder kunne blive optaget, kom der efterhånden mange kvinder ind på konservatorierne.

Projektstøtteudvalget for Musik har afholdt konferencer, workshops, fyraftensmøder og senest en hel dialogdag med en lang række musikorganisationer og -institutioner for at få indtryk af, hvordan der arbejdes med diversitet rundt omkring i musiklivet. Overskriften for udvalgets arbejde er ’Diversitet – en selvhenter’, fordi udvalget har erkendt, at forandringer skal ske ude i musiklivet.

Heldigvis har mange musikaktører selv ’hentet den’. For eksempel er spillestederne og festivalernes organisation Dansk Live, Dansk Musikerforbund, Dansk Artist Forbund, JazzDanmark og Gramex gået sammen for at undersøge kønsbalancen i den danske musikbranche. De samler i løbet af disse måneder musiklivet til en række morgenmøder og indsamler desuden tal for hver deres områder – ude i studierne og på, bag og foran scenen.

I starten af 2017 vil udvalget udarbejde et ’charter’ om diversitet for at skabe endnu mere opmærksomhed i musiklivet, så det at skabe, udøve og opleve musik i højere grad bliver for alle i Danmark. Og for at vise, at større diversitet kan berige, udvikle og øge indtjeningen i dansk musikliv.

Scenekunst – en lukket fest for den hvide middelklasse
Inden for scenekunsten går det absolut bedre med kønsbalancen. For eksempel har Det Kgl. Teater bevidst valgt at sammensætte et skuespillerensemble på 10 mænd og 10 kvinder. Projektstøtteudvalget for Scenekunst har i mange år oplevet et højt antal kvalificerede ansøgninger fra kvindelige kunstnere til udvalgets puljer.

Men samme positive udvikling ses ikke, når det gælder etnisk og social mangfoldighed, selvom der er positive undtagelser som C:NTACT og Opgang 2, der arbejder for og med møder mellem mennesker med forskellig social- og kulturbaggrund gennem kunstnerisk træning. Vi ser et scenekunstlandskab, der er udpræget homogent, og vi risikerer, at dansk scenekunst bliver en lukket fest for den hvide middelklasse.

I Kulturministeriets rapport fra 2010 ’Scenekunst i Danmark – veje til udvikling’ er det visionen, at scenekunsten i 2020 henvender sig mere dynamisk, vedkommende og mangfoldigt på et internationalt niveau til alle dele af befolkningen. Den vision bakker udvalget op om og efterlyser en større mangfoldighed for kunstens og publikums skyld. Det er svært at forsvare, at den statsstøttede scenekunst er en eksklusiv fest, der ikke inviterer en stor del af landets befolkning med.

Erfaringer fra udlandet
Der er masser af erfaring og inspiration at hente i bl.a. England, Norge og Sverige, hvor man kulturpolitisk og konkret arbejder meget målrettet med mangfoldighed. På samme måde ønsker udvalget at inspirere scenekunstaktørerne i Danmark til at arbejde med mangfoldighed. Udvalget har skrevet en kronik og afholder en række fyraftensmøder, seminarer og inspirationsmøder.

Udvalgets vision er, at scenekunsten kan blive det sted, hvor vi allerbedst kan mødes om vores forskellige måder at se verden på. At teatret kan være en ramme om en form for ’uenighedsfællesskab’, hvor vi bliver udfordret, også i vores oplevelse af den mangfoldige verden, vi lever i.

Statens Kunstfond giver som nævnt lige muligheder for alle. Med det øgede fokus på de grupper, der historisk har været ekskluderet fra en given kunstart, er det vores håb, at det danske kunstliv i sidste ende bliver bedre og stærkere.

Forrige artikel Rederiforeningen efter valget af Trump: Brancherne må vise vejen for klimaet Rederiforeningen efter valget af Trump: Brancherne må vise vejen for klimaet Næste artikel SIND: Forbud mod knive på botilbud – løsning eller symptombehandling? SIND: Forbud mod knive på botilbud – løsning eller symptombehandling?
  • Anmeld

    Henrik Hkortdal · Projektleder

    Louisiana og folkemødet

    Kære Gitte Ørskou
    Teater er kun en lille del af udfordringen. De to steder i kulturlivet jeg har mødt færrest nydanskere er på kunstmuseer - de eneste mørke på Louisiana er turister fra Indien -.og på Folkemødet. Det sidste egentligt forfærdeligt. Så ja. Vi har et problem. Men det starter i den kulturtradition nydanskerne har, i folkeskolen og i de økonomiske vilkår de har.

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    Nedlæg Statens Kunstfond

    "Det er svært at forsvare, at den statsstøttede scenekunst er en eksklusiv fest , der ikke inviterer en stor del af landets befolkning med", Så sandt! Statens Kunstfond er en eksklusiv fest for en snæver kreds af subsidierede kunstnere, finansieret af skatteyderne, også af det store flertal, der ikke kunne drømme om at frekventere "ydelserne". Nedlæg Statens Kunstfond og lad alle borgerne selv betale for deres forbrug af kunst. Det vil være sundt, hvis den økonomiske og uddannelsesmæssige overklasse selv betalte for deres kunstforbrug, ligesom underklassen må gøre det.

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Den religiøse barriere

    En meget stor del af den nyere indvandring er af Muslimsk observans, og har deres kultursyn fra Koranen, holdt i live af fremmedfinancierede Imamer og koranskoler.

    Og i Koranen er billedkunst, underholdningsmusik- og offentlig optræden og demokratisk politik noget der skal bekæmpes.

    Så formanden for Statens Kunstfond Gitte Ørskov har noget af en opgave, men hun har jo ret: Det er et stort integrationsproblem, at så mange indvandrere ikke vil deltage i det almindelige danske kulturliv og politiske offentlige liv.

    Jeg har da heller aldrig set indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika til koncert med Copenhagen Phil i Musikkonservatoriets dejlige koncertsal, og ej heller på Louisianna.

    Læs Christopher Hitchen: "Gud er ikke stor - hvordan religion ødelægger alt" så er problemet afdækket.