VICE-redaktør: Det er ikke nok, at TV-Avisen omtaler minoriteter

Af Isabella Alonso de Vera Hindkjær
Chefredaktør, VICE Danmark

VICE og en række andre ligesindede nyere, amerikanske medier er ligefrem født ud af de yngre generationers frustration over manglende repræsentation.

Isabella Hindkjær
Chefredaktør, VICE Danmark

Hvorfor gider de unge egentlig ikke TV Avisen? Én udlægning, som jeg overraskende tit hører, er noget med, at onde YouTube, Facebook og Google har gennemgnasket vores hjerner og spyttet dem ud som en ubrugelig moset masse, der ikke længere er i stand til at fokusere eller se perspektivet, hvis en historie ikke kan forklares med en Drake-meme.

Det er, heldigvis, ikke vores oplevelse på VICE. Mere sandsynligt hænger det sammen med, at vi unge har svært ved at spejle os i de traditionelle nyhedsudsendelsers indhold og form. Her taler vi blandt andet om en af de ting, som til alle tider må være en af public service-mediernes fineste forpligtelser: repræsentation.

Nye medier fødes ud af ung frustration
VICEs brugere – som primært tilhører generation Y og Z – er ekstremt optagede af repræsentation og manglen på samme. Måske mere end nogen generation før os. VICE og en række andre ligesindede nyere, amerikanske medier, såsom Mic og Vox, er ligefrem født ud af de yngre generationers frustration over manglende repræsentation.

Et nyt forskningsprojekt fra SDU har, ikke overraskende, konkluderet, at danske teenagere er afkoblet fra nyhedsmedierne.  Ifølge Aske Gottlieb er “kilde-udvalget for langt fra deres verden. Hvorfor skal jeg vide, at nogle politikere har den her debat eller drøftelse?”, som han formulerer det til Journalisten.

Tidligere på året viste undersøgelsen “Dem vi taler om”, at etniske minoriteter er stærkt underrepræsenteret i etablerede medier – heriblandt DR. I 2015 viste den internationale undersøgelse “Who Makes the News”, at kun 25 procent af kilderne i danske nyhedshistorier er kvinder.

Hertil kommer andre samfundsgrupper, som ofte har svært ved at finde repræsentation. LGBTQIA-kilder, eksempelvis. Eller socialt udsatte grupper som eksempelvis sexarbejdere og stofbrugere.

Ja, de bliver talt om. Af magthavere, eksperter og i vox pops, men når minoritetskilderne selv kommer til orde, er det alt for ofte skabelonagtigt som endimensionelle cases, der skal ytre sig inden for en meget snævert defineret ramme i to gange 20 sekunder efter den joviale, professionelt distancerede vært har sagt: ‘Flere og flere x gør x, det viser en ny undersøgelse, som x har lavet om x …” Ja, de bliver ‘dækket’, men bliver de hørt?

Dads on the dancefloor
Fælles for dem, der bliver talt om, er, at mange af de her mennesker er unge. Blandt nye medier i USA taler man sommetider om dads on the dance floor. Fædre (og mødre) på dansegulvet. Det er – en smule groft skitseret – dem, der sidder på direktørgangene i de etablerede mediehuse og har hørt, at de unge (læs: deres niece) er vild med en ny app, så ‘det må vi lave noget mere om’.

I det hele taget findes der en hel del mænd, hvide og/eller cis-kønnede fra den privilegerede middelklasse på dansegulvet.

Der bliver talt om rigtig mange. Men hvem taler public service-medierne til og – måske endnu vigtigere – med? På VICE mener vi, at det hænger sammen med, hvem der taler.

Bliver historier om unge værre af, at de er lavet af gamle? Bliver historier om LGBTQIA værre af, at de er lavet af heteroseksuelle ciskønnede? Bliver historier om kvinder værre af, at de er lavet af mænd? Ikke nødvendigvis. Men bliver de bedre? Og frem for alt – er det logisk, at det stort set altid er sådan, det foregår? Ikke rigtig.

Mediebrugere som medskabere
Det er selvfølgelig væsentligt nemmere at identificere problemet end at løse det. Heldigvis er det opløftende at se, hvor mange gode forslag der kommer fra vidt forskellige dele af branchen – også dem, der ikke har del i public service-skattekisten.

Heriblandt brugerne som medskabende sparringspartnere. For den demokratiske samtale, en faktisk dialog med brugerne, er ikke bare en Facebook-copy, hvor der står ‘hvad synes du?’ og valget mellem en sur smiley, en glad smiley og en tommel op-emoji.

Fremtidens mediebrugere er som bekendt ekstremt flygtige, ekstremt gode til at opsnuse bullshit og har en selvforståelse og et verdenssyn, som er mangefacetteret og i konstant udvikling. Vi vil så absolut ikke tales om. Vi vil inklusionen. Vi vil tales til og med. Og netop her må det, i sagens natur, være de medier, hvis økonomiske eksistensgrundlag ‘vi giver til hinanden’, der går forrest.