Debat

S: Arkitektalderen er desværre forbi

DEBAT: Før i tiden brugte arkitekter masser af tid på at debattere samfundsudviklingen på godt og ondt. Det gør de ikke længere, og i stedet skriver de, der betragter sig som eksperter i byudvikling, om, hvordan alt er gået galt, skriver Kaare Dybvad (S). 

Ørestaden er måske ikke elsket af alle, men den giver mulighed for, at flere kan bo i København, skriver Kaare Dybvad.
Ørestaden er måske ikke elsket af alle, men den giver mulighed for, at flere kan bo i København, skriver Kaare Dybvad.Foto: Colourbox.com
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kaare Dybvad (S)
Boligordfører

Salig Hans Scherfig skrev engang, at hvis hans tidsalder skulle have et navn, måtte det være ”arkitektalderen”. Netop i efterkrigstiden var arkitekternes indflydelse over samfundsudviklingen enorm, og de blandede sig i alt fra boligindretning til børneopdragelse. På godt og ondt udviklede de det danske samfund.

Havde Scherfig levet i dag, havde han sparet sig den frustration. Vores tid er ikke en arkitektalder. De holder sig til deres fagområde, og selv i den boligpolitiske debat, hvor deres bidrag ville være velkomne, er det andre folk, der dominerer.

Desværre oplever vi nemlig i stedet, at mange, der betragter sig som eksperter i byudvikling, skriver lange forfaldskronikker om, hvordan alt er gået galt. At vi i stedet for den nuværende kurs, skal afskaffe den private ejendomsret, og stoppe med at bygge i Ørestad. At det er vigtigere med store parkområder, end at alle har adgang til byen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Imens går tusindvis af mennesker rundt ude i Ørestad og synes, at det egentlig er meget rart, at de kan få en bolig, der koster to tredjedele af det, det koster, der hvor kronikforfatterne bor. Nogle af dem er meget begejstrede for deres bydel, mens andre bor der, fordi det er nemt og tilgængeligt.

De synes nok parkeringen er for dyr, men har ikke behov for narkomaner i baggården eller bandeopgør i naboblokken.

Det socialdemokratiske ideal vil altid være, at vi skal bygge nyt, og der skal bygges meget, for at gøre alle byer så tilgængelige som muligt for almindelige mennesker

Kaare Dybvad, boligordfører for Socialdemokratiet

For nylig kunne man således opleve en magister skrive, hvordan København i stedet for Ørestad burde vende tilbage til boligpolitikken under Weidekamp. Og at man led af en ”boligfanatisme”, som ødelagde byen.

Der skal bygges nyt og meget
Folk, der vil tilbage til 1980’ernes boligpolitik, må kende den dårligt. For Københavns vedkommende var den præget af en stor mistillid fra investorer, som gjorde, at det kun var offentligt støttede byggerier, der blev bygget.

Mjølnerparken, Blågården, Ågården, Vognmandsparken og Telemarksgården er alle resultater af 1980’ernes boligpolitik, og i eksempelvis Mjølnerparken har man snart brugt flere penge på boligsociale projekter, end det kostede at bygge selve ejendommen.

Med den socialdemokratiske omstilling af boligpolitikken i 1990’erne fik man en politik, hvor man sigtede efter blandede boligområder, men samtidig skabte grundlag for, at private ville investere.

Man anerkendte, at det offentlige ikke kan bære væksten alene – heller ikke i boligpolitikken. I stedet blev der udviklet nye kvarterer, som i dag er med til at sikre, at flere kan vælge at bo i København. Og man behøver jo ikke elske Ørestad som kvarter for at kunne se, at det er godt for byen, at den er der.

Jeg ville ønske at flere fagpersoner, herunder ikke mindst arkitekter, blandede sig i boligdebatten. Men enhver meningsfyldt debat må tage udgangspunkt i, at boligmarkedet også er privat. Vi kan ikke vende tilbage til Weidekamps almene ghetto-byggerier som eneste redskab for nye bydele.

Det socialdemokratiske ideal vil altid være, at vi skal bygge nyt, og der skal bygges meget for at gøre alle byer så tilgængelige som muligt for almindelige mennesker. Det er ikke boligfanatisme, men almindelig sund fornuft.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

0:000:00