Debat

Virkelighedsfjern eller tiltrængt analyse? Grønne afgifter og tilskud til debat

Skal der afgift på metangas, biomasse og partikler, eller skal politikerne fjerne afgiften på overskudsvarme og el? I fire uger har økonomer, organisationer og politikere debatteret grønne tilskud og afgifter og givet deres bud på, hvordan vi får mest omstilling for pengene. Få overblik over debatten her.

Grøndalsparkvej i København, 2011. Flere debattører anbefaler en generel afgift på udledning af drivhusgasser, som menes at betyde klimaforandringer.
Grøndalsparkvej i København, 2011. Flere debattører anbefaler en generel afgift på udledning af drivhusgasser, som menes at betyde klimaforandringer.Foto: /ritzau/Martin Lehmann
Signe Løntoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Signe Løntoft
Fagdebatredaktør

Hvad bør fremover prioriteres i Danmarks indsats for at nå de internationale og nationale mål på klima- og miljøområdet? Og hvilke grønne afgifter og tilskud skal politikerne skrue på for både at få mere bæredygtighed og mere grøn vækst for pengene? 

Lige før sommerferien udkom fjerde og sidste del af den længe ventede Afgifts- og tilskudsanalyse, som Folketinget bestilte som led i Energiaftale 2012. Regeringen har endnu ikke taget stilling til analysens konklusioner, og vi benyttede derfor lejligheden til at bede en række debattører give deres besyv med.

Indlæggene ligger alle frit tilgængeligt online her, men vi har plukket en liste smagsprøver på fire ugers intens debat om grønne afgifter og tilskud:

Klimapolitik og særinteresser
"Så længe der ikke styres efter et entydigt princip om omkostningseffektivitet, er det vanskeligere at afvise særinteresser. Og så længe der eksisterer forvridninger i den økonomiske struktur, vil der være virksomheder, der baserer deres økonomiske eksistens på dem," skriver Otto Brøns-Petersen fra Cepos. Læs hele indlægget her.

Ikke brug for nye problematiske afgifter
"Vi må ikke ende i en situation, hvor der opstår nye afgifter, der giver problemer i stil med dem, NOx-afgiften og PSO-afgiften medførte. Og det er her, politikerne skal holde balancen," skriver Rasmus Stoklund fra Dansk Metal. Læs hele indlægget her.

Ensartet VE-støtte giver ingen mening
"Fluktuerende VE og VE, som kan lagres, kan ikke erstatte hinanden, og det giver ingen mening at sige, at de skal have samme støtte. Typisk er de lagerbare og afbrydelige dyrere, og det er vi nødt til at betale for – ellers kan vi ikke basere os på sol og vind," skriver Christian Ege fra Det Økologiske Råd. Læs hele indlægget her.

Virksomhederne må lufte ud
"Afgiften på overskudsvarme har den kedelige konsekvens, at mange virksomheder lufter ud i stedet for at bruge overskudsvarmen fra produktionen til fjernvarme," skriver Troels Ranis fra Dansk Industri. Læs hele indlægget her.

Et teoretisk forslag med negativ effekt
"Flere af de teoretisk velbegrundede forslag kan ikke tåle et virkelighedstjek. Tag for eksempel forslaget om at afskaffe CO2-afgiften på fossile brændsler anvendt til rumvarme. Forslaget begrundes med, at CO2-udledningerne fra fossile brændsler til varmeproduktion allerede er reguleret i EU’s kvotesystem. Her overser man, at kvotesystemet i dag ikke udgør et effektivt CO2-loft, og at priserne er historisk lave. Effekten af forslaget er derfor mere CO2 i atmosfæren, når kraftværkerne presses til at bruge mere kul frem for bæredygtig biomasse," skriver Stine Leth Rasmussen fra Dansk Energi. Læs hele indlægget her.

Skift brændeovnen ud
"Det store forbrug af biomasse hænger sammen med, at denne favoriseres ved at være fri for afgifter. Dermed favoriseres for eksempel en brændeovn frem for en varmepumpe, som er langt mindre forurenende, også selv om man medregner kraftværkets udledninger. Derfor har vi brug for en afgift på biomasse," skriver Christian Ege fra Det Økologiske Råd. Læs hele indlægget her.

Tip balancen i varmesektoren
"Kan det ikke lykkes at tage det fulde skridt nu, er det under alle omstændigheder bydende nødvendigt, at man ændrer nok til at tippe balancen mellem for eksempel varmepumper og biomasse i varmesektoren og samtidig tager fat på en grøn omlægning af bilafgifterne, så elbiler for alvor bliver attraktive," skriver Christian Ibsen, direktør i Concito. Læs hele indlægget her.

Elafgiften skal ned
"Selv hvis man ser bort fra kvotereguleringen, så er den almindelige elafgift alt for høj i forhold til afgifterne på andre brændsler," skriver miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen fra De Økonomiske Råd. Læs hele indlægget her.

Erhvervspolitik, nej tak
"Hvis vi, som rapporten siger, ikke skal føre fordelingspolitik over energiafgifterne, skal vi da heller ikke føre erhvervspolitik," skriver Søren Egge Rasmussen, energipolitisk ordfører fra Enhedslisten. Læs hele indlægget her.

Hellere teknisk afgift end billigere registreringsafgift
"Bilerne udgør en nøglefaktor både i den offentlige økonomi og i klimapolitikken. Desuden står de helt centralt i de aktuelle forhandlinger om skatteaftale og finanslov. Regeringens forslag om billigere registreringsafgift vil sikkert glæde nogle kommende bilkøbere, mens forslaget fra DF og andre om at omlægge til en teknisk afgift er præget af langt mere omtanke, og støttes af et bredt felt af organisationer," skriver Christian Ibsen fra Concito. Læs hele indlægget her.

Mellem 10 og 20 milliarder
"Afhængigt af benchmark er de unødvendige samfundsøkonomiske omkostninger ved energiafgifterne altså mellem 10 og 20 milliarder. Hertil kommer, at også tilskudssiden indebærer betydelige omkostninger. Alt i alt er potentialet altså voldsomt,"skriver Otto Brøns-Petersen fra Cepos. Læs hele indlægget her

Hellere kødafgift end afgift på landbruget
"Det er godt, at ministeriet erkender, at man skal tage fat også i landbrugets udledninger. Men det ligner en gentagelse af Skattekommissionens forslag til metanafgift fra 2009. Det var et dårligt forslag, som kun ville ramme dansk produktion og friholde importeret kød, mælk, ost osv. Det vil være langt bedre med en kødafgift, som vil ligestille import og hjemmeproduktion – og friholde eksport," skriver Christian Ege fra Det Økologiske Råd. Læs hele indlægget her.

Kæmpe skattelettelse
"At lempe eller afskaffe de i særklasse høje danske elafgifter vil give en konkret og håndgribelig skattelettelse til danskerne. Går man hele vejen og afskaffer elafgiften, vil det give en gennemsnitlig dansk familie en skattelettelse på 4.700 kroner om året – og den relative gevinst vil være højere for HK’eren end for direktøren," skriver Stine Leth Rasmussen fra Dansk Energi. Læs hele indlægget her.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00