Aktører vil "den stik modsatte vej" af regeringen: Vi skal tiltrække flere udenlandske studerende

Nadeem Farooq
Byrådsmedlem (R), Høje-Taastrup Kommune, selvstændig rådgiver
Nikolaj Malchow-Møller
Talentleder, Deloitte, professor i nationaløkonomi
Lad os sige det med det samme. Danmark skal være kendetegnet ved et uddannelsesmiljø i international verdensklasse.
Et uddannelsesmiljø, der understøtter innovation og vidensudveksling. Et uddannelsesmiljø, der har udsyn og er internationalt; hvor udenlandske og danske studerende krydser grænser.
Vi siger det, fordi regeringen ifølge forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) barsler med planer om at beskære eller lukke en række engelsksprogede uddannelser. På den måde håber regeringen at mindske antallet af internationale studerende, som får SU i Danmark.
Hvis vi lukker os om os selv, forhindrer vi danske medarbejdere og virksomheder i at tilegne sig international specialviden, der kan omsættes til innovation, vækst og velfærd til gavn for alle danskere
Nikolaj Malchow-Møller og Nadeem Farooq
Rektor på Copenhagen Business School og konstitueret direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening
Vil koste arbejdspladser
Vi anerkender fuldt ud, at der kan være en grænse for, hvor mange penge Danmark kan bruge på SU til udenlandske studerende.
Men vi er samtidigt overbeviste om, at det for landets egen skyld er afgørende at bevare et internationalt studiemiljø. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lukker uddannelsessystemet af for omverdenen, sådan som regeringen lægger op til.
Hvis vi lukker os om os selv, forhindrer vi danske medarbejdere og virksomheder i at tilegne sig international specialviden, der kan omsættes til innovation, vækst og velfærd til gavn for alle danskere. Det vil på sigt koste arbejdspladser.
I Danmark kan vi se tydelige tegn på mangel på kvalificeret arbejdskraft i horisonten. Det er en udfordring, som kommer nærmere og nærmere, og som vi bør ruste os til at møde.
Derfor er det afgørende, at vi ikke begrænser den samlede talentmasse ved at reducere antallet af engelsksprogede studiepladser. Faktisk skal vi den stik modsatte vej.
Vi skal tiltrække flere udenlandske studerende til vores land, så vi kan øge arbejdsudbuddet og dermed væksten og velfærden. Samtidig vil en reduktion af internationale studiepladser forringe uddannelsesinstitutionernes muligheder for at tiltrække kompetente internationale undervisere.
Det betyder, at mulighederne for at tilbyde danske studerende et uddannelsesmiljø, hvor de kan udvikle et internationalt udsyn og netværk til gavn for Danmark, bliver dårligere.
En god forretning
Faktisk er udenlandske studerende en god forretning for Danmark.
Uddannelses- og Forskningsministeriet vurderer, at de internationale studerende i gennemsnit giver et nettobidrag til de offentlige finanser i størrelsesordenen 100.000 til 350.000 kroner set over et livsforløb.
Men vi skal som samfund blive bedre til at sikre, at en større andel af de studerende bliver ansat i danske virksomheder efter endt uddannelse, fordi gevinsten vil blive endnu større.
For eksempel vil en reduktion af udrejsetilbøjeligheden med en fjerdedel medføre, at det skønnede nettobidrag vil vokse til 330.000 til 660.000 kroner per studerende over et livsforløb.
Derfor er det ikke bare dårlig uddannelsespolitik, men det er også dårlig samfundsøkonomi at reducere antallet af udenlandske studiepladser.
Vores opfordring er derfor: Lad nu debatten handle om alle de store gevinster, som de internationale studerende medfører. Og lad os i fællesskab finde bedre værktøjer til, hvordan vi kan få flere studerende til at blive i Danmark efter endt uddannelse.
Indsigt

Søren Egge Rasmussen spørger Jacob JensenEr ministeren enig i, at mindstekrav til hold af grise ikke lever op til dyrevelfærdsloven?Besvaret
Lotte Rod spørgerHvad er ministerens holdning til, at forældre til børn med handicap rammes af tre former for skjult vold, når de søger hjælp?Besvaret
Aaja Chemnitz spørger Ane Halsboe-JørgensenVil ministeren sikre, at grønlandske studerende understøttes under deres ophold i Danmark?Besvaret
- L 121 Universitetsloven med videre (Uddannelses- og Forskningsministeriet)1. behandling
- L 131 Lov om erhvervsuddannelser med videre (Børne- og Undervisningsministeriet)1. behandling
- L 132 Lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter med videre (Indenrigs- og Sundhedsministeriet)1. behandling
- Ny formand for Udenrigspolitisk Nævn: Politikere skal kunne fjerne egne navne fra uvildig Afghanistan-undersøgelse
- Vigtig klimastatus sat på pause af regeringsforhandlingerne: "Det må betyde, at der er politisk indblanding”
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april
- Klimaet går AMOC
- Regeringen mangler videnskabelig rådgivning, mener ATV





















