Korte kandidatuddannelser er et symptom på en ændret samfundsvision

Mit spørgsmål er ikke, om uddannelser skal forholde sig til praksis. Ingen er tjent med en læreruddannelse, der aldrig har mødt et klasseværelse, eller et universitet der uddanner ingeniører uden blik for, hvordan broen faktisk skal stå.

Hvis uddannelse ikke havde noget med praksis at gøre, ville resultatet være absurd. Spørgsmålet er, hvad der sker, når praksis bliver idealet.

Det er ikke tilfældigt, at ordet 'skole' stammer fra det græske scholé, der betyder fritid eller ophold - et rum adskilt fra dagligdagens umiddelbare produktionskrav.

Problemet er, at abstrakt tænkning gøres til et privilegium for de få.

Laura Louise Sarauw

På tilsvarende vis har uddannelse hos de store uddannelsestænkere fra Dewey til Klafki været forstået som noget forskelligt fra praksis: Et mellemrum, hvor erfaring undersøges, begrebsliggøres og diskuteres uden den umiddelbare handletvang, som kendetegner praksis.

Til forskel fra den aktuelle reformretorik er dette mellemrum ikke et problem, der skal løses, men en forudsætning for, at uddannelse kan bidrage med andet end gentagelse af det bestående. Forskellig fra verden med henblik på verden, kunne man sige.

Når maskiner kan analysere og skrive, må mennesker blive mere praktiske, lyder argumentet ofte.

Vi beskyldes ikke længere for paranoia, hvis vi lufter forestillingen om en fremtid, hvor abstrakt analyse og kritisk vurdering overlades til hurtige og effektive teknologier, mens al uddannelse indrettes efter efterspørgslen i praksis – maskiner til tænkning, mennesker til praksis.

Igen er problemet ikke i sig selv, at uddannelserne bliver mere praksisnære. Problemet er, at abstrakt tænkning gøres til et privilegium for de få.

Viden beskriver ikke bare virkeligheden, men er med til at forme den.

Laura Louise Sarauw

Når uddannelse for de mange indrettes efter umiddelbare behov og kendte funktioner, mens undersøgende og kritisk tænkning samles i smallere og mere eliteprægede miljøer, opstår der en ny arbejdsdeling.

Det kan ligne en effektiv organisering. Men det rejser et mere grundlæggende - og demokratisk - spørgsmål: Hvem får adgang til at tænke verden anderledes, og hvem forventes blot at få den til at fungere?

Demokratiet forudsætter ikke blot deltagelse, men også evnen til at forstå, fortolke og forholde sig kritisk til verden. Af samme grund ville man fx næppe acceptere et samfund, hvor store dele af befolkningen ikke kunne læse. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis evnen til abstrakt tænkning i praksis bliver lige så ulige fordelt.

Også i forskningen er der sket en tydelig praktisk vending, hvor fokus er flyttet fra kontemplativ analyse til empiriske studier, samskabelse af løsninger og samarbejde med praksisfelter.

Hos tænkere som Bruno Latour og Michel Callon er pointen netop, at viden ikke blot repræsenterer verden, men indgår som aktør i netværk af mennesker, teknologier og institutioner. Viden beskriver ikke bare virkeligheden, men er med til at forme den.

Det er en besynderlig fremtidsvision, at man i en tid med kunstig intelligens gør uddannelserne mindre analytiske - og overlader den kritiske tænkning til maskinerne.

Laura Louise Sarauw

Det har været et vigtigt opgør, ikke kun med forestillingen om forskning som neutral tilskuer, men også med ideen om praksis som noget givet og værdineutralt.

Praksis er heller ikke noget givet, men altid allerede formet af valg, prioriteringer og magt. Netop derfor er det problematisk at gøre praksis til norm for, hvad viden og uddannelse skal være.

Det er en besynderlig fremtidsvision, at man i en tid med kunstig intelligens gør uddannelserne mindre analytiske - og overlader den kritiske tænkning til maskinerne.

Når praksis ikke længere er noget, der skal undersøges og udfordres, men bliver målestok for, hvad der tæller som relevant viden, reduceres uddannelse til teknisk problemløsning. Effektivt på kort sigt, men fattigt på langt

Måske kalder polykrisernes tidsalder mere end nogensinde på en uddannelsespolitik, hvor uddannelserne ikke blot skal tilpasse sig verden, men bidrage til at forandre den; stille spørgsmål til, hvordan praksis’ problemer er defineret og åbne for, at de kan forstås og håndteres anderledes.

Måske er det stadig i det glemte mellemrum mellem praksiserfaring og handling, at uddannelse rummer sit egentlige håb.