Professor: Meget usandsynligt, at et nyt optagelsessystem løser problemerne

Det er en umulig opgave at lave det perfekte optagelsessystem.

Uanset hvordan det indrettes, vil systemet med garanti være genstand for kritik. Og uanset hvad man lægger vægt på, vil dygtige unge blive afvist fra deres drømmestudie.

Intet optagelsessystem kan ændre på, at der på nogle uddannelser er langt flere kvalificerede ansøgere end pladser, og ethvert system skal forholde sig til, at der skal sorteres imellem tusindvis af ansøgninger.

Vil man alligevel kaste sig ud i en reform af optagelsessystemet, må man i det mindste forlange, at vi er bare nogenlunde sikre på to ting.

For det første, at en reform faktisk løser de problemer, som man gerne vil løse. For det andet, at man ikke indfører (alt for mange) nye skavanker. Ingen af de to forudsætninger er på plads i den debat, der føres for tiden.

Forslag til optagelsessystem lider af skavanker
To ting står ret klart. For det første er den nuværende model med karaktergennemsnit som centralt kriterie i kvote et rimelig velfungerende.

Gennemsnittet er over en bred kam en god indikator for, om man gennemfører den uddannelse, som man kommer ind på.

Måske fordi det afgørende på et studie ikke så meget er evner inden for et bestemt fag, men snarere det at være god til at studere.

Intet optagelsessystem kan ændre på, at der på nogle uddannelser er langt flere kvalificerede ansøgere end pladser

Anne Skorkjær Binderkrantz
Professor, Aarhus Universitet

Det står også klart, at nogle af de forslag, der er i spil, lider af væsentlige skavanker. Det gælder især tiltag, der sigter mod et bedre match mellem ansøgere og uddannelser ved at lægge vægt på motiverede ansøgninger eller ved at vurdere "det hele menneske" i personlige interviews.

I teorien forslag med klar appel, men i praksis med en social slagside i, hvem der vil klare sig bedst – ikke mindst fordi der skal sorteres imellem utrolig mange ansøgere.

Optagelsesprøver kan skabe mere pres på systemet
Andre mulige alternativer til gennemsnittet ved vi ikke ret meget om.

Det er især slående for muligheden for at bruge optagelsesprøver i større omfang end i dag. Et alternativ der ellers i stigende grad er aktuelt, fordi det er blevet et væsentligt element i kvote to på mange universitetsuddannelser.

Måske den største usikkerhed er, om en reform af optagesystemet overhovedet vil løse nogen problemer

Anne Skorkjær Binderkrantz
Professor, Aarhus Universitet

Optagelsesprøverne giver en second chance til unge, der af den ene eller anden grund har flyttet sig siden deres ungdomsuddannelse.

Det er jo netop også et væsentligt argument for at have en kvote to. Det er også muligt, at en bredere brug af prøver kan bidrage til mindre karakterræs på ungdomsuddannelserne, men langt mere usikkert, om det også vil have en betydning for eksempelvis stress blandt unge.

Overraskende nok ved vi ikke, om prøverne er en god indikator for, hvordan man klarer sig på den uddannelse, som man kommer ind på. Vi ved heller ikke, hvad de lidt bredere konsekvenser vil være.

Nogle vil sikkert udsætte deres studiestart i håbet om engang at komme igennem nåleøjet ved prøven. Der vil helt givet også opstå et marked for træningskurser til prøven.

Allerede nu kan man for 5.000 kroner få et dagskursus til forberedelse. Begge dele vil skabe et øget pres på systemet.

Optagelsessystemet er ikke skyld i prestigeforskelle
Måske den største usikkerhed er, om en reform af optagesystemet overhovedet vil løse nogen problemer. Her er det bemærkelsesværdigt, at kritikken typisk ikke handler om systemet i sig selv eller sågar om de uddannelser, der bruger det.

Det er snarere mulige negative sideeffekter, der peges på og herunder især, at nogle uddannelser opfattes som mere eller mindre prestigefulde.

Det er imidlertid ikke klart, at optagesystemet i sig selv kan forklare forskelle i prestige på tværs af uddannelser

Anne Skorkjær Binderkrantz
Professor, Aarhus Universitet

Det er imidlertid ikke klart, at optagesystemet i sig selv kan forklare forskelle i prestige på tværs af uddannelser. Især er det vanskeligt at se, at mulige prestigeforskelle mellem universitetsuddannelser og professionsuddannelser kan forklares af den vej al den stund, at mange universitetsuddannelser faktisk optager alle, der søger.

Selv der, hvor en høj adgangskvotient kan blive opfattet som et signal om prestige, er spørgsmålet, om en reform vil ændre på det. Det er faktisk temmelig usandsynligt.

Ganske vist forsvinder de høje karaktergennemsnit som fikspunkt. Det ændrer jo bare ikke på den overordnede kendsgerning, at nogle uddannelser er vanvittigt svære at komme ind på.

Om de kræver et højt gennemsnit, en høj score i en optagelsesprøve eller mange point i et eller andet sindrigt pointsystem.

Signalet er i sidste ende det samme.