V-borgmester: Sådan får vi akademikerne ud af jobkøen

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

I 2010 var det hver tiende i dagpengesystemet, der var dimittend. I dag er det hver fjerde, viser en ny undersøgelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Udviklingen er et meget tydeligt billede på en af arbejdsmarkedets største udfordringer: Vi uddanner alt for mange til ledighed.

Selv i en opgangstid har vi i København i dag cirka 6.000 ledige akademikere og heraf er knap 2.500 dimittender. Det er tal, som vi både for byen og den enkelte må og skal have nedbragt.

Det er ikke, fordi vi har at gøre med en fuldstændig jomfruelig problemstilling, vi tilfældigt har opdaget, mens vi sidder på hænderne og venter på, at de ledige og nyuddannede på egen hånd finder drømmejobbet. Vi gør meget i dag.

Vi afholder sammen med a-kasserne intensive jobkurser for de ledige og tilbyder målrettet opkvalificering.

Vi skal sikre, at de ledige også i praksis står til rådighed. For dem, der virker allermest komfortable på deres ydelser, skal vi være insisterende på rådighedsafprøvninger og overveje brugen af såkaldte nytteindsatser.

Cecilia Lonning-Skovgaard
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Vi gearer de ledige til fremtidens arbejdsmarked gennem eksempelvis iværksætterforløb. Og vi er i gang med et regionalt samarbejde, hvor vi går på tværs af kommunerne på Sjælland for at få de ledige i job.

Samtidig har regeringen gennemført en række gode tiltag.

Blandt andet har universiteterne fået større incitament til at hjælpe de studerende ind på et jobspor. Til sommer starter de første erhvervsbachelorer, og vi får et justeret optag på studierne, som bedre matcher efterspørgslen på arbejdsmarkedet.

Fire nødvendige tiltag
Men selvom det hver for sig er gode initiativer, er vi nødt til at gøre endnu mere. Vi skal have modet og ambitionerne til at satse benhårdt på at få forkortet den jobkø, hvor alt for mange akademikere i dag er parkeret.

Helt konkret tror jeg, at der er fire ting, vi bliver nødt til at kigge på:

Vi skal have et endnu tættere samarbejde med det private erhvervsliv og udnytte de områder, hvor arbejdsbehovet er størst. Eksempelvis kan vi med fordel forfølge et tættere samarbejde med it-sektoren i en tid, hvor der er stor efterspørgsel efter folk med digitale kompetencer.

Vi skal sikre, at de ledige også i praksis står til rådighed. For dem, der virker allermest komfortable på deres ydelser, skal vi være insisterende på rådighedsafprøvninger og overveje brugen af såkaldte nytteindsatser, hvor de unge udfører en samfundsnyttig opgave, mens de får deres ydelser.

Samtidig er det vigtigt, at vi – i konstruktivt samarbejde med universiteterne – bliver ved med at øge beskæftigelsesfokus på uddannelserne: Det kan være gennem obligatoriske praktikforløb i starten af overbygningen.

Jobmesser, hvor de unge – studiet igennem – introduceres til og inviteres til dialog med både det private og det offentlige arbejdsmarked. Og en fælles fastholdelsesstrategi målrettet de dygtigste af de internationale studerende, som vi i dag for ofte mister.

Endelig skal vi se på, om dimittendsatsen er så høj i forhold til SU’en, at tiden efter uddannelsen for nogen bliver til et behageligt og lidt for komfortabelt pusterum.

Under alle omstændigheder: Lad os fortsætte dialogen – kommune, regering, universiteter, virksomheder og a-kasser – og sammen hæve ambitionsniveauet og smøge ærmerne op for at løfte de ledige akademikere ud af jobkøen og ind på arbejdsmarkedet.