Debat

Nissen: Begrebet ’public service’ forplumrer den danske mediedebat

DEBAT: Vi bør finde en bedre dansk betegnelse for det engelske ’public service’, hvis vi vil undgå, at den svindende del af den danske medieverden, der ikke styres af Facebook og Google, bliver omfattet af den statslige styring, skriver Christian S. Nissen.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian S. Nissen
Forhenværende generaldirektør i DR

Jo mere man breder den offentligt finansierede eller regulerede medievirksomhed ud i en stadig mere kompleks medieverden, jo mere nødvendigt bliver det at enes om nogle basale principper og grænser.

Christian Nissen
Forh. generaldirektør i DR

Bertel Haarders konkurrence sidste år om at finde en dansk betegnelse for ’public service’ var både helhjertet og påkrævet. Man forstår hans skuffelse, da han på Folkemødet i Allinge måtte kåre afstemningens vinderforslag. En ret fantasiløs opretholdelse af det hidtidige engelske begreb.

Fakta
Deltag i debatten om fremtidens public service!
Skriv til [email protected]

Det nationalsproglige nederlag er imidlertid ikke det værste. Den ureflekterede anvendelse af de to engelske ord er formentlig en af grundene til, at vi her i landet aldrig rigtig har kunnet enes om en forståelse af, hvad ’public service medier’ egentlig er, og hvordan vi skal forholde os til dem.

Public services i udlandet
På engelsk er ’public services’ offentlige tjenester, der er organiseret og styret af stat eller kommuner, og som finansieres kollektivt over skatten eller afgifter. Typisk drejer det sig om for eksempel offentlige sundhedstjenester, undervisning og renovation. Til denne kategori hører også offentligt regulerede medievirksomheder som BBC.

Den tyske betegnelse, ’Öffentlich-rechtlicher Rundfunk’, rummer samme definitoriske grundelement. Nemlig at ’public service medier’ er omfattet af en detaljeret offentlig regulering. Altså, sagt med andre ord, at statsmagten har en legitim adgang til – med en vis armslængde - at styre disse særlige medievirksomheders programvirksomhed og økonomi.

Ad hoc-regler fra Folketinget
I Danmark anvender vi som sagt de to engelske ord ’public service’ i lovgivningen. Men vi har hverken sprogligt eller reguleringsmæssigt forholdt os principielt til, hvad ’public service’ er for en størrelse.

Pragmatisk har Folketinget opstillet stadig flere regler og knyttet dem til 11 specifikke medievirksomheder (DR, TV 2, de otte TV 2-regioner og Radio24syv), hvoraf de ti finansieres over licensen, mens TV 2 er kommercielt finansieret.

Ti ejes af det offentlige, mens Radio24syv er privat ejet. Dertil kommer den særlige ’public service pulje’, som årligt uddeler et halvt hundrede licensfinansierede millioner kr. til kommercielt drevne radio og tv-stationer.

Finansiering, ejerskab og reguleringen af programvirksomheden i de medievirksomheder, der so oder so styres med statslige gulerødder og piske, sker med andre ord ikke efter alment gældende principper og en definitorisk afgrænsning af, hvad der hører med til ’public service’, og hvad der ligger uden for.

Vigtigt for den redaktionelle uafhængighed
Det virker måske som abstrakte, formalistiske skrivebords-betragtninger. Men i et liberalt, demokratisk samfund er det faktisk vigtigt, at afgrænsningen af statens styring i forhold til borgere og marked sker efter alment gældende principper og ikke ved konkrete ad hoc-beslutninger, heller ikke i lovgivningen.

Det er oven i købet særligt vigtigt lige netop på medieområdet, hvor den redaktionelle uafhængighed bør være hellig, og statslig indgriben en klart reguleret undtagelse.

Problemet med den principløse sammenblanding af stat og marked viser sig da også i praktisk mediepolitik og i den løbende debat om, hvad ’public service’ egentlig er eller burde være.

Er det en særlig kategori af programmer, karakteriseret ved deres emner og kvalitet, uanset hvordan de finansieres, og hvem afsenderen er? Ja, det er der nogle, der mener.

Andre bygger deres definitoriske afgrænsning på det rent formelle kriterium, at de aktiviteter og institutioner, der er omtalt i ’Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed’, hører med til ’public service’. Resten ligger udenfor.

Kompleks medievirkelighed kræver basale principper
Da ’public service’ alene drejede sig om Statsradiofonien/Danmarks Radio, var denne uenighed og mangel på principiel klarhed nok til at leve med for alle parter. Livet – også det politiske – skal jo leves. Og det går lettere med fleksibel pragmatisme end med dogmatisk principrytteri.

Men jo mere man breder den offentligt finansierede eller regulerede medievirksomhed ud i en stadig mere kompleks medieverden, jo mere nødvendigt bliver det at enes om nogle basale principper og grænser. Ellers ender det med, at hele den svindende del af den danske medieverden, der ikke styres af Facebook og Google, bliver underlagt statslig styring.

Et første skridt for at undgå dette er måske at tage Bertel Haarders idékonkurrence op igen og kombinere søgningen efter en godt dansk betegnelse for det engelske ’public service’ med en nærmere afgrænsning af, hvad det i en dansk sammenhæng bør omfatte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian S. Nissen

Formand, Foreningen Informations Venner, bestyrelsesmedlem, Forum for fremtidens offentlig styring og ledelse, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, fhv. generaldirektør, DR
cand.phil. (Københavns Uni. 1972), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1975)

0:000:00