Debat

S: Danmarkskanon skal ikke samle støv

DEBAT: Uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner og foreningslivet kan sikre, at Bertel Haarders (V) Danmarkskanon ikke samler støv på hylderne og dør ud på nettet, som vi har set med tidligere kanonprojekter, skriver Mogens Jensen (S).

Bertel Haarders Danmarkskanon skal formidles og bruges for at blive en succes, skriver Mogens Jensen (S).
Bertel Haarders Danmarkskanon skal formidles og bruges for at blive en succes, skriver Mogens Jensen (S).Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Jensen (S)
Kulturordfører 

Der er nu efterhånden mange, der har meldt sig på banen i debatten om en Danmarkskanon, og det er rigtig positivt.

Også selv om nogle, ligesom jeg selv, blandt andre skuespilchef Morten Kirkskov og professor Garbi Schmidt, stiller spørgsmål ved kanonernes evne som kulturpolitisk universalmiddel.

Der synes også hos et stort flertal, måske med undtagelse af Dansk Folkeparti, at tegne sig en klar erkendelse af, at dansk kultur og danske værdier ikke er kommet ved en jomfrufødsel af en blond, fager moder Danmark, men er opstået gennem en årtusindlang vekselvirkning mellem Danmark og udenlandske påvirkninger og kulturstrømninger.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Kulturminister Bertel Haarder plejer for eksempelt lystigt at sige, at både juletræet og Socialdemokratiet er importeret fra Tyskland, og det er der jo noget om. Til gengæld kan jeg oplyse ham om, at både bondekulturen og risengrøden har sin rod i Mellemøsten, og sådan er vi danske jo så dejligt sammensatte.

Vores helt eget mix
Men hvad rigtigt også er, så har vi jo ud af denne historiske udveksling af mennesker, varer, kultur og værdier skabt vores helt eget mix af det alt sammen, som vi i dag kalder dansk og Danmark. Et helt andet mix end for eksempel det Danmark, der fremhæves i billeder og kunst fra tiden omkring 1864, hvor en stor del af den danske befolkning talte tysk.

Danmarkskanonen skal nok få et indhold. Og det kan blive godt. Men hvis vi ikke sikrer, at den også bliver brugt, er det hele lidt ligegyldigt.

Mogens Jensen (S)
Kulturordfører

Men et mix som vi i dag er glade for, og hvor vi vel også mener, at vi, ikke mindst sammen med de øvrige nordiske lande, har fundet en samfundsopskrift, som giver stor tryghed, velfærd og udviklingsmuligheder for de fleste. Og hvor vi værner om værdier som frihed, lighed og fællesskab. Det har aldrig været en selvfølge. Tværtimod. Det har været en kamp og ofte, sagt uden polemik, en kamp, hvor det borgerlige Danmark stod på den forkerte side. Var imod udviklingen, velfærdsforbedringer og udvidelsen af rettigheder og pligter.

I en Danmarkskanon kan det, i historisk lys, bruges til at fortælle kommende generationer, at uden vilje til at engagere sig, sætte mål og kæmpe, så kommer der ingen resultater. Og det bør være en central pointe i kanonen.

Skal ikke samle støv
Men det bliver vi måske heller ikke så uenige om. Danmarkskanonen skal nok få et indhold. Og det kan blive godt. Men hvis vi ikke sikrer, at den også bliver brugt, er det hele lidt ligegyldigt. Debatprocessen gør det ikke alene. Nej vi skal have uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner, foreningslivet og så videre på banen. De skal allerede nu engageres, inspireres og motiveres til at deltage og dermed bidrage til at Danmarkskanonen ikke samler støv på hylderne og dør ud på nettet, som vi så det med Brian Mikkelsens (K) kanonprojekt. Den skal formidles og bruges.

Derfor vil jeg gerne opfordre Kulturministeren til at indkalde til et godt gammeldags stormøde om kanonen for alle de institutioner og foreninger, som kan spille en rolle i formidlingen og brugen af Danmarkskanonen, og hvor fokus er på ideer til anvendelse og formidling. Lad dem komme med deres bud og lad det bidrage til, at kanonprocessen bliver anstrengelserne værd og giver gode pejlemærker for et fremtidigt Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00