Debat

De Anbragtes Vilkår: Vi skal turde pege anbringelsens elefanter i rummet ud

KRONIK: Hvis vi skal forstå barriererne for anbragtes trivsel og livsglæde, så er vi nødt til at luge ud i indbyggede fejlbetragtninger og tunnelsyn, siger David Adrian Pedersen, formand for De Anbragtes Vilkår.

Skal vi forstå barriererne for anbragtes trivsel og livsglæde, så er vi nødt til at luge ud i indbyggede fejlbetragtninger og tunnelsyn, skriver David Adrian Pedersen.
Skal vi forstå barriererne for anbragtes trivsel og livsglæde, så er vi nødt til at luge ud i indbyggede fejlbetragtninger og tunnelsyn, skriver David Adrian Pedersen.Foto: Colourbox
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af David Adrian Pedersen
Formand for De Anbragtes Vilkår

Virkeligheden er landet i den brede offentlighed, med uhyggelige tal omhandlende en andel af døgnanbragte børns og unges livsglæde, efter man tjekkede kvantitative data for selvskade og selvmordsforsøg.

Tak for opmærksomheden, 23 år efter SFI forsker Mogens Christoffersen første gang i dansk kontekst rapporterede på repræsentativt niveau om døgnanbragte som voksne, der var markant overrepræsenteret i psykiatrien, kriminalforsorgen, jobcentrene og på den forkerte side af uddannelsesinstitutionerne.

Hvis vi skal forstå de her tals kompleksitet og søge bedre veje, er der bestemte logikker og konfliktskyhed, som er nødt til at afmonteres inden, ellers når vi aldrig ned i substansen af udfordringerne.

Hvis ikke vi tør pege de elefanter i rummet ud som forårsager de ikke-konstruktive afledte effekter, får vi ikke skabt anbringelser, der leverer bedre resultater i Danmark.

David Adrian Pedersen
Formand for De Anbragtes Vilkår

Et dårligt udgangspunkt
Jeg oplever i den offentlige diskurs, samt når jeg bevæger mig rundt ved udviklingsprojekter og andre forsamlinger der vedrører anbragte, en velvillighed til at sætte spot på problemer rundt om de konkrete foranstaltninger, den kommunale styring, sen anbringelse og skoleuddannelse, men en konfliktskyhed over for at dykke ned i konkrete fagpædagogiske traditioner på området.

Hvis jeg smider et kritisk perspektiv på pædagogiske faglige normer ud i plenum, oplever jeg at der kigges på mig, som om jeg sidder med en stor sølvpapirshat på hovedet og siger, at USA gemmer en ufobase på Area 51.

Hvor en andel af den pædagogiske praksis taler ud fra forståelser af egen viden om anbringelsens effekter, som hvilende på et præmis af at være fuldkommen.

Det et dårligt udgangspunkt, hvis vi skal finde frem til at forstå, hvorfor så mange døgnanbragte børn og unge går rundt og har lyst til at dø. Og alene at skyde skylden på traumet før anbringelsen, for sen anbringelse eller sporadisk ufuldkommen sagsbehandling, det er for let og reduceret.

Hvis vi skal lære at forstå anbringelsens paradokser, er vi nødt til også at være nysgerrige på, om nogle af de etablerede faglige praksisser og strukturer nu også leder til det, som vi tror de gør. Og heller ikke her er det en jagt på at pålægge nogle ansvar i en generalisering, men hvis der er uhensigtsmæssigheder der kan identificeres, så lad os dog blive klogere på dem.

De populære metodeteorier, pædagogiske traditioner og målplaner, som har været anvendt i anbringelserne, står ikke på et fundament, der er udviklet med brugerperspektivet som sparringspartner, og de som har brugt dem, har ikke selv søgt ned i, hvilken indflydelse indsatserne der har været, har haft på dem, de har været anvendt på, efter anbringelsen.

Den faglige praksis bør ikke idylliseres
Skal vi forstå barriererne for anbragtes trivsel og livsglæde, så er vi nødt til at luge ud i indbyggede fejlbetragtninger og tunnelsyn, og det opnår vi altså ikke, hvis vi idylliserer faglig praksis i anbringelsen som komplet i sin viden.

Der har med nylige udviklingsprojekter udviklet sig en spæd interesse for at lære hvad brugerperspektivet kan bringe af indsigter, med deres refleksioner over, hvordan konkrete indsatser ser ud, når de fremmer, og hvordan de ser ud, når de hæmmer udvikling og trivsel.

Den kickstart bliver nødt til at udbrede sig til alle anbringelsessteder og praksisser, der har med anbragte børn og unge at gøre, hvis faglig praksis skal have et skub mod indsigter, der rækker ud over den konkrete indsats i tid og rum.

Men på vejen mod at søge ned i banken af erfaringskilder og forstå anbringelsens kompleksitet og paradokser, er der fejllogikker, der bliver nødt til at afmonteres, hvis vi for alvor skal drage nytte af det fulde potentiale i brugerperspektivets erfaringer.

Jeg oplever en tendens til at ungeperspektivet er det, der hyppigst indsamles af forskere og andre aktører, når der søges anbragtes eller tidligere anbragtes erfaringer. Fordi det er det mest friske.

Fokus på det ældre perspektiv
Ungeperspektivet er virkelig vigtigt til at forstå anbringelsens kompleksitet, men det ældre perspektiv er også nødvendigt, hvis man vil forstå dens helhed.

Analyserne af indsatserne og alt, der fulgte med, bliver først rigtig kvalificeret en del år efter at de er foregået, når de har været tryktestet uden for systemet i livets kanter og kroge. Først her kan man som tidligere anbragt pege ud, hvad der bidrog og hvad der hæmmede én ude i samfundets institutioner.

Man får en reduceret evaluering med sig af anbringelsen, hvis man alene går med det unge perspektiv, det skal spejles og sparres med de ældres, helst 10-15-20 år efter indsatserne er foregået.

Ikke tilstrækkeligt med normal kvalitativ metode
En anden fejllogik, jeg oplever i interessen om at forstå det her felt er, når der indsamles data om gruppen. Vi kan ikke tro, at man når ind til vigtige data om anbringelsen gennem normale, kvalitative spørgeteknikker og indikatorer.

Anbringelsen er et særmiljø, som skaber ret særlige data, som vi ikke er eksperter i endnu, det bliver undersøgeren nødt til at erkende. Ligesom det ikke er sikkert, at den tidligere anbragte selv er klar over, hvilke erfaringer som er særligt vigtige fund i undersøgelsen, hvor autoritetstrohed til fagligheden ligeså kan filtrere relevant data fra.

Vi skal gøre os klart, at vi står foran et relativt uundersøgt kvalitativt felt, som vi skal udvikle vores spørgeteknik til at give os relevante indsigter i. Indikatorerne, der i fremtiden bruges til at søge disse data, kunne sagtens udvikles i samarbejde med erfarne tidligere anbragte for at kvalificere metodenettet til at opfange, hvad der er relevant i de komplekse erfaringer.

Udpege elefanterne i rummet
Den sidste fejllogik, jeg oplever, er folk, der antager, at anbringelsesindsatser alene efterlader konstruktive forbedringer hos anbragte, hvor alt andet der ikke er konstruktivt stammer fra dårlige opvækstvilkår inden anbringelsen, eller har rod i genetisk disponering.

Det en forkert fejlslutning. Indsatserne, som har været, har både konstruktive effekter og ikke-konstruktive afledte effekter. Hos nogle anbragte er sidstnævnte store, hos andre små, ligesom balancen imellem dem kan variere.

Hvis ikke vi tør pege de elefanter i rummet ud som forårsager de ikke-konstruktive afledte effekter, får vi ikke skabt anbringelser, der leverer bedre resultater i Danmark. Konfliktskyheden, idylliseringen af praksis og ungefokusset, når der søges data, skal afmonteres på vejen mod at skabe bedre indsatser.

Følelsen af at være anderledes
Jeg vil godt lægge ud.

I foreningen jeg kommer fra, De Anbragtes Vilkår, som drives af unge, der har været anbragt, er vi klar over, at der hos en andel af tidligere anbragte fødes en grundlæggende anderledesheds-følelse gennem anbringelsen. En følelse, der kan være svær at stå alene med undervejs i anbringelsen og i voksenlivet, og som hæmmer udfoldelse i uddannelse og sociale sammenhænge.

Men hvordan kan man egentlig fortænke den følelse?

Hvordan skal anbragte nogensinde nå ind til et realistisk syn på deres evner til at leve og lære, når de gennem deres anbringelse har haft en drejebog, der primært tog udgangspunkt i en række individualiserede fejlbetragtninger af dem, og som satte dem en målestok for, hvornår de kunne anskues som normale?

Uden at al den energi, der har været brugt på det arbejde, har været brugt i samme omfang på et arbejde med at udfase den anbragte af den tænkning om sig selv igen, som et individ der ikke er fuldkomment.

Hvordan skal Casper, som gennem hele sin anbringelse har fået af vide, at han manglede vredeskontrol, social forståelse og alderssvarende modenhed, nogensinde finde ud af på egen hånd, om disse mål er opfyldt? Hvorfor efterlades han med den opgave alene, efter års fejlfokus af ham?

Hvilke børn og unge er udsat for en så intens vurdering af deres personlighed, identitet og følelsesliv gennem deres opvækst, alt imens de lever i en samfundsdiskurs, som i stigende grad idealiserer det perfekte og udskammer det anormale?

Åbenlyst fejldesign 
For mig er det et åbenlyst fejldesign af anbringelsens faglige strukturer, at den problemidentifikationen, der opbygges under anbringelsen, ikke også har et lige så stort modstykke, der aktivt udfaser den identitet i tiden op til og efter anbringelsens ophør, samt giver den lige så aktivt modspil undervejs gennem anbringelsen.

Elefanter som ovenstående er der flere af i anbringelsen, hvis man tør pege dem ud, og ikke forestiller sig anbringelsen som faglig komplet – det er den ikke, den mangler at blive informeret af tidligere anbragte.

Det arbejde har en lille håndfuld progressive anbringelsessteder for nyligt set potentialet i ved at hente erfaringer fra deres tidligere anbragte til at udvikle deres metode ud af konventionelle traditioner og mod nye brugerinformerede løsninger. Nu mangler vi at resten af feltet ser det samme potentiale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00