Debat

S om udsatte børn: Hvor bliver den samlede indsats af?

DEBAT: Hvis vi skal hjælpe de udsatte børn, skal der en tidlig indsats til. Det er vi alle enige om. De gode intentioner fejler ikke noget. Men hvorfor sker der så ikke noget, spørger Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Socialordfører 

Man kan jo se det helt fra begyndelsen. Jordemoderen er bevidst om det allerede, når hun møder den gravide. At her er nok noget, man skal være særlig opmærksom på. Og når det lille barn ligger i armene på moderen på fødegangen, så ved de det også - både jordemoderen, sygeplejersken og lægen.

Sundhedsplejersken, som kommer hjem til den nye familie allerede på 3. dagen – og som ser de første spæde tegn på, at noget er galt. Så kommer barnet i vuggestue, i børnehave og i skole. Og møder pædagoger, lærere og mennesker, som alle sammen kan se tegnene på mistrivsel. At noget ikke er, som det skal være. Og som også handler. Pædagogen giver et ekstra kram, har ekstra fokus på den sproglige udvikling. Læreren giver lidt ekstra hjælp til opgaverne, lidt ekstra opmærksomhed og forsøger måske også at ringe til forældrene og snakke om, hvorfor fraværet er så højt. Måske bliver der også sendt underretninger til kommunen.

Det er ikke, fordi de mennesker, børnene møder, ikke har deres faglighed eller engagement i orden – men systemerne er bygget op, så de ikke taler sammen og hver enkelt problem forsøges løst i deres eget univers. Ligesom i resten af familiens problemer i øvrigt gør. Moderens alkoholmisbrug i det kommunale misbrugscenter, arbejdsløsheden og det faktum, at hun har været kontanthjælpsmodtager i 20 år i jobcenteret og angsten og depressionerne på skiftende psykiatriske afdelinger.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

En samlet indsats
Den samlede indsats – med fokus på hele familien mangler alt for ofte. Og først når det hele ramler, når problemerne bliver så store – at man ikke længere kan håndtere dem i et system, bliver der sat ind med de brede indsatser.

Og så er det alt for ofte alt for sent.

Systemerne er bygget op, så de ikke taler sammen og hver enkelt problem forsøges løst i deres eget univers.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Socialordfører

Vi har så mange muligheder for at gribe ind – at sætte ind med netop den indsats, som er nødvendig for, at det ikke skal gå galt.

En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at der er store forskelle mellem kommunerne, hvad angår underretninger. Hvor nogle kommuner i 2014 modtog under ti underretninger per 1.000 børn, blev der i andre kommuner indgivet over 60 underretninger per 1.000 børn. Én ting er, at der er kommunal forskel i antallet af indberetninger. Men der er også stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner håndterer en sag, når den så er indberettet. Tallene viser, at der i for eksempel Viborg er blevet igangsat en faglig undersøgelse i 65 procent af tilfældene, mens tallet i Tønder er helt nede på fire procent.

De store forskelle understreger behovet for en samlet og bredere indsats i forhold til vores mest udsatte børn. Der er først og fremmest behov for, at der tilgår de rette oplysninger fra et system til et andet – fra fagperson til fagperson. Og så er der behov for at indsatsen samles – at nogen tager ansvaret og følger op. At barnet og familien møder ét system, som kan håndtere deres problemer og gøre noget ved dem – i stedet for at de skal løbe spidsrod mellem 4-5 forskellige instanser og endnu flere forskellige mennesker.

Vi har så mange muligheder for at gribe ind – at sætte ind med netop den indsats, som er nødvendig for, at det ikke skal gå galt. Men der er behov for kontinuitet og helhedsorienterede indsatser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00