Debat

Forskningsleder: Drop tunnelsynet på udsatte børn og unge

DEBAT: At definere selvmordstruede børn og unge i en låst kategori eller placere dem på et center er ikke nødvendigvis svaret på deres problemer. Det skriver forskningsleder, Frank Cloyd Ebsen. 

Foto: Colourbox
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frank Cloyd Ebsen
Docent, ph.d. og forskningsleder ved Institut for Socialt Arbejde, Metropol

Selvfølgelig skal man hjælpe unge med selvmord i tanker og handling. 

Selvfølgelig skal de have hjælp fra sygehuse og sociale myndigheder, og vi skal gøre vores ypperste for at give den bedst mulige indsats.

Spørgsmålet er, om fokus på dette problem er tilstrækkeligt. Vil en deraf følgende stærkt specialiseret indsats via eksempelvis et center for selvmord eller særlige regler for behandling kunne ramme præcist og ændre trangen til at begå selvmord – og kun det?

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Temaet kunne også hedde traumeramte børn, eller adhd-børn, eller angste eller? Og for hvert problem kan der laves et nyt center og nogle behandlingsregler for, hvad det offentlige personale skulle gøre.

Men ville det være en gangbar løsning?

Hvis vi ønsker at de unge skal forlade selvmordstankerne indebærer det, at de kan se en vej ud af deres låste situation. Uddannelse er en dør, som kan åbne op. For andre vil det være et arbejde.

Frank Cloyd Ebsen
Forskningsleder ved Institut for Socialt Arbejde, Metropol

Flere centre skaber koordineringsproblemer 
Når omfanget af børn og unge, som har overvejet selvmord, er større blandt anbragte end andre børn, er det ikke overraskende. Det er næppe det, at de er anbragte, der betyder, at de overvejer selvmord.

Det er snarere årsagerne til, at de er anbragte, som har betydning. Det fremgår af den eksisterende forskning, at anbragte børn på en lang række parametre – herunder deres forældres status har betydeligt ringere vilkår end andre. Derfor vil de være overrepræsenterede også i selvmordskategorierne.

Hver gang der anvendes et tunnelsyn, der definerer en særlig gruppe, bliver svaret en særlig indsats, særlige regler og særlige centre.

De blomstrer så op en periode og giver i bedste fald en bedre indsats. De skaber imidlertid også et behov for koordinering.

For hvad nu hvis børnene også har andre problemer, som de nævnte psykiske, eller måske endda har en somatisk sygdom som diabetes, der påvirker muligheden for at leve et almindeligt ungdomsliv?

Eller at der er en lang række sociale problemer, som giver anledning til de negative tanker?

Og hvad hvis der for hver af disse er en særlig type indsats, et særligt center og nogle særlige behandlingsregler, som skal koordineres med de andres indsatser?

Vil det gøre det nemmere for de selvmordstruede anbragte unge, som jo netop er karakteriseret ved at have flere af disse udfordringer?

Revalideringsydelse og mentorordninger 
I stedet er en tanke, at der kan ses på helheden blandt udsatte børn og unge og tages stilling til, hvad det er, der fører til overvejelser om selvmord, og ikke mindst, hvordan de kan lægges på hylden igen.

Der kan arbejdes med nogle foreløbige antagelser. Hvis de ikke har fuldført skolen eller har karakterer, der udelukker, at de kan komme videre i uddannelse, hvordan kan de så forbedres?

Hvordan kan de få råd til at tage en uddannelse og leve på lige fod med de studerende, der modtager SU, har lån, adgang til erhvervsarbejde, billige kollegieboliger og ofte mere velpolstrerede forældre i ryggen? Det er en vigtig vej til arbejdsmarkedet.

En indførelse af revalideringsydelse for netop anbragte børn og unge på et højere økonomisk niveau end de nuværende kontanthjælpsydelser kan være en vej frem. Især hvis den kombineres med mentorordninger og lignende eller tager højde for, at nogle af dem er unge enlige forsørgere. Erfaringer kan for eksempel hentes fra Mødrehjælpens Alexandra kollegium.

Hvis vi ønsker, at de unge skal forlade selvmordstankerne, indebærer det, at de kan se en vej ud af deres låste situation. Uddannelse er én dør, som kan åbne op. For andre vil det være et arbejde.

Fælles vil være at tage det alvorligt, at anbragte unge er i en situation, hvor deres forældre ikke er i stand til at støtte dem, hvilket er i modsætning til langt de fleste andre unge, som hjælpes af forældre og familie.

Yderligere er deres venner dannet gennem netværk magen til dem selv og derfor også i modsætning til andre unge mindre ressourcefyldte. Hvis der skal kompenseres for det, så må der åbnes op for løsninger, som skaber åbninger gennem vejledning og rådgivning af nogle, de kan have tillid til.

Nogle der fortsætter med at træde i forældrenes sted frem for at holde op, når de unge bliver 18 år, så de kan finde vejen til et arbejde, en bolig, venner, en familie og et liv uden selvmordstanker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frank Cloyd Ebsen

Docent og forskningsleder, Københavns Professionshøjskole
Fil. Dr. Socialt arbejde, Cand. Merc.

0:000:00