Mandecentret: Lad os få en skilsmisse-lovgivning, hvor konflikt ikke betaler sig

Af Jan Lindell
Seniorrådgiver og konsulent, Mandecentret

Så skete der igen et skifte på socialministerposten. Farvel til Karen Ellemann (V) og goddag til Mai Mercado (K).

En af de vigtigste opgaver forbliver dog den samme: arbejdet med en ny skilsmisselovgivning. Det er glædeligt, at den nye minister meget hurtigt har givet til kende, at dette område allerede har hendes bevågenhed, fordi børn skal spares for så mange belastninger som muligt, når far og mor går fra hinanden.

Processen med at nå frem til den rigtige énstrengede struktur må og skal have den nødvendige tid. De erfaringer, der er opnået siden Forældreansvarsloven trådte i kraft i oktober 2007, skal hjælpe os til at ramme plet denne gang.

Højkonfliktsager et problem
En af de store udfordringer er at forbedre det offentlige systems evne til at fremme samarbejde mellem forældre. Vi ved fra en del undersøgelser, at forældres skilsmisse medfører risici for børnene: færre gennemfører en uddannelse, flere bliver kriminelle.

Men vi ved også, at risici mindskes, når forældrene kan samarbejde om børnene, og når børnene ikke skal vælge mellem far og mor, men tværtimod er ok med at elske begge sine forældre, også når de ikke længere elsker hinanden.

Vi ved, at risici mindskes, når forældrene kan samarbejde om børnene.

Jan Lindell, seniorrådgiver og konsulent, Mandecentret

Her udgør de såkaldte højkonfliktsager et særligt problem. Altså de sager, hvor den ene eller begge forældre savner forståelse for den andens synspunkt og/eller for, hvad en konflikt kan medføre af konsekvenser for børnene.

I disse sager har det offentlige system, såvel kommuner som statsforvaltning og domstole, for tit været afmægtigt. En tilstrækkeligt stædig forælder har ved blot og bar stejl udholdenhed og uforsonlighed kunnet gennemtvinge sin vilje, isolere barnet fra den anden forælder og til slut helt fratage barnet dets ret til kontakt med ham/hende.  

Konflikt må aldrig betale sig
Den såkaldte chikanepakke var et enigt Folketings reaktion på denne tilstand, og den har også hjulpet i en del tilfælde. Men der er stadig for mange situationer, hvor systemet til slut blot må trække på skuldrene og give op.

Det er forståeligt, at nogle aktører på familieområdet i disse tilfælde foreslår, at man for at beskytte barnet imod den vedvarende konflikt skal være hurtigere til at ”sætte samværet på pause,” som det udtrykkes.

Mandecentret vil dog gerne understrege, at denne løsning vil være et katastrofalt knæfald, som ikke blot vil sige til den enkelte konkrete forælder, men også til alle andre forældre, at konflikt betaler sig. ”Hold ud, vær stejl, så skal du nok få din vilje.”

Grib hurtigt ind
Den nye lovgivning skal i stedet sikre, at der hurtigt bliver grebet ind, når den ene part sætter barnets trivsel på spil ved at fastholde eller optrappe en konflikt.

Et nyt, énstrenget system skal være i stand til hurtigt at afdække forældrenes evne og vilje til samarbejde, undersøge sagen hvor påstand står mod påstand og så drage de juridiske konsekvenser, som kan værne om barnets trivsel fremover. For eksempel, at barnet får bopæl hos den forælder, som bedst kan formidle samarbejdet på sigt.

Det må ikke længere kunne lønne sig at fremføre falske beskyldninger. Holdningen: ”Kun jeg ved, hvad der er bedst for mit barn, og det skal hverken den anden forælder eller nogen offentlig myndighed rokke ved,” må ikke længere få lov at sætte sig igennem.