Debat

Sociale organisationer: Nyuddannede socialpædagoger bliver ramt af virkelighedschok

Vi skylder de kommende pædagogstuderende og mennesker med behov for socialpædagogisk støtte en styrket uddannelse, som klæder de studerende bedre på til det socialpædagogiske arbejdsmarked, skriver Mads Roke og Benny Andersen.

De unge, som søger ind på pædagoguddannelsen, er drevet af stor faglig interesse og det at gøre en forskel, viser undersøgelser. Desværre mangler uddannelsen kvalitet, så kommende socialpædagoger bliver ikke klædt godt nok på til arbejdslivet, skriver Benny Andersen og Mads Roke.
De unge, som søger ind på pædagoguddannelsen, er drevet af stor faglig interesse og det at gøre en forskel, viser undersøgelser. Desværre mangler uddannelsen kvalitet, så kommende socialpædagoger bliver ikke klædt godt nok på til arbejdslivet, skriver Benny Andersen og Mads Roke.Foto: Socialpædagogerne/Camilla Hey/LOS
Mads Roke Clausen
Benny Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Snart sender en masse unge en kvote 2-ansøgning til den uddannelse, de drømmer om. Forhåbentlig ønsker mange at blive socialpædagog og søger ind på pædagoguddannelsen. Der er brug for dem. Socialområdet mangler socialpædagoger.

Der venter kommende socialpædagoger et spændende og bredt arbejdsfelt, hvor der er mulighed for at arbejde med mange forskellige mennesker, som har brug for støtte.

Det gælder den voksne kvinde med et svært udviklingshandicap, der bor på et botilbud, den unge mand med en psykisk lidelse og et stofmisbrug og med behov for støtte i eget hjem og det omsorgssvigtede barn på børne- og ungehjem.

Læs også

At støtte mennesker til et liv med udvikling, muligheder og livskvalitet kræver høj faglighed. Det fundament lægges på pædagoguddannelsen.

Kritisk mangel på kvalitet

De unge, som søger ind på pædagoguddannelsen, er drevet af stor faglig interesse og det at gøre en forskel, viser undersøgelser. Desværre mangler uddannelsen kvalitet, så kommende socialpædagoger bliver ikke klædt godt nok på til arbejdslivet. Der er for få undervisningstimer, for meget selvstudie og for lidt undervisning i socialpædagogiske metoder og tilgange.

De nyuddannede socialpædagoger bliver ramt af et virkelighedschok. Det skal der findes en løsning på.

Mads Roke og Benny Andersen
Hhv. direktør, LOS, og formand, Socialpædagogerne

Uddannelses- og Forskningsministeriets egen evaluering viser, at særligt den social- og specialpædagogiske retning på pædagoguddannelsen har store kvalitetsmangler. Tre ud af fire ledere på området siger, at de studerende mangler grundlæggende kompetencer og viden om blandt andet diagnoser og målgrupper.

En undersøgelse blandt Landsorganisationen for Sociale Tilbuds (LOS) medlemmer i 2023 viste ligesådan, at mange ledere hellere vil ansætte en erfaren medarbejder med en tilstødende uddannelse end en nyuddannet socialpædagog.

Mange siger alt for hurtigt op, fordi de mangler faglighed og indsigt i de mennesker, de skal hjælpe. De nyuddannede socialpædagoger bliver ramt af et virkelighedschok. Det skal der findes en løsning på. Ellers svigter vi de børn, unge og voksne, der bor på et socialt tilbud.

De unge har da også vendt pædagoguddannelsen ryggen de seneste år. Fra 2017 til 2023 er der sket et drastisk fald på 34 procent i andelen af kvalificerede ansøgere.

Kombinationen af for få ansøgere, at pædagoguddannelsen ikke ruster de studerende nok til det socialpædagogiske arbejde, og at mange forlader området grundet praksischok, har store konsekvenser for kvaliteten på det sociale område. I forvejen er under halvdelen af medarbejderne på socialpædagogiske tilbud uddannede socialpædagoger.

Flere konkrete løsninger

En afgørende nøgle til at vende udviklingen ligger i en reform af pædagoguddannelsen, der styrker den socialpædagogiske retning. Uddannelsen skal matche arbejdsmarkedets behov, skabe en mere tydelig fagidentitet hos de studerende og synliggøre socialområdets mange karriereveje.

Heldigvis er konkrete løsninger inden for rækkevidde. En vej til en bedre uddannelse er, udover flere undervisningstimer, et styrket fokus på socialpædagogiske metoder og målgrupper. En forudsætning for det er, at en større andel af underviserne på den socialpædagogiske retning har praksiserfaring fra det sociale område.

Læs også

Derudover bør der være mere kvalitet i praktikken, hvilket et krav om uddannelse til alle praktikvejledere og løbende kvalitetssikring af praktiksteder kan være med til at sikre. LOS' medlemmer bidrager gerne med både undervisere til uddannelsen og kvalificerede praktiksteder.

En anden konkret løsning er øvelseslokaler på uddannelsen. Her skal studerende træne socialpædagogiske metoder til eksempelvis at kommunikere med voksne uden verbalt sprog eller forebygge konflikter blandt mennesker med udadreagerende adfærd.

En målrettet uddannelse

Flere sociale tilbud efterspørger også, at de nyuddannede har en større sundhedsfaglig indsigt i eksempelvis medicinhåndtering og bivirkninger.

Høje ambitioner for kvaliteten af pædagoguddannelsen og et mere målrettet indhold vil gøre det langt mere attraktivt for flere unge at søge ind.

Mads Roke og Benny Andersen
Hhv. direktør, LOS, og formand, Socialpædagogerne

De skal kunne kommunikere med praktiserende læger, psykiatri og tilsyn på sundhedsområdet og have fokus på mental og fysisk sundhedsfremme foruden symptomer på fysiske og psykiske lidelser hos borgerne.

I dag har også socialpædagoger sundhedsfaglige opgaver med for eksempel udlevering af medicin på et socialt tilbud. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed også fokus på ved tilsynsbesøg.

Høje ambitioner for kvaliteten af pædagoguddannelsen og et mere målrettet indhold vil gøre det langt mere attraktivt for flere unge at søge ind. Det vil kunne fastholde flere studerende, som i dag falder fra undervejs og forebygge praksischok hos nyuddannede socialpædagoger.

Fredag 15. marts er der deadline for kvote 2-ansøgninger til pædagoguddannelsen. Vi skylder de kommende studerende og mennesker med behov for socialpædagogisk støtte en styrket uddannelse – én, som klæder de studerende bedre på til det socialpædagogiske arbejdsmarked og bidrager til at løse rekrutteringskrisen på socialområdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Roke Clausen

Direktør, Landsorganisationen for sociale tilbud, bestyrelsesmedlem, Bikubenfonden og Liljeborgfonden
cand.scient.adm. (RUC 1997), Diploma in Organisational Leadership (University of Oxford 2017)

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00