Socialrådgivere: Investér i anbragte unges trivsel

Af Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Udsatte og anbragte unge har det betydeligt vanskeligere end gennemsnittet af unge i Danmark, både når det gælder skolegang, netværk, videregående uddannelse og sundhed.

Det har vi med stor bekymring kunnet læse i statistikkerne i årevis og ved selvsyn kunnet konstatere i det sociale arbejde med børn og unge. De seneste tal, der viser, at antallet af selvmord og selvmordsforsøg er langt højere blandt anbragte børn og tidligere anbragte unge end blandt andre unge, bidrager yderligere til bekymringen. Og ja, det bør få alarmklokkerne til at ringe, men det bør også få fagfolk og politikere til at sætte sig ved samme bord for at finde løsninger, der kan vende udviklingen.

Vi kan og skal gøre det bedre. Men før vi sætter os ved bordet og smøger ærmerne op, er det vigtigt at gøre sig klart, at der bag de enkle tal og erfaringer ligger en kompleks virkelighed: Familier som er ramt af mange og sammensatte problemer – og for mange af dem nu også ofte et kontanthjælpsloft, der alene forstærker de sociale problemer – unge som slås med varige udfordringer, børn der skal kæmpe mere end deres kammerater, osv.

Investér i forbedret indsats 
Der er således ingen let og entydig vej til bedre trivsel for anbragte børn og unge. Men der er dog én entydig konklusion, som må være udgangspunktet for arbejdet, nemlig at vi er nødt til at investere i at forbedre indsatsen – både økonomisk, fagligt, menneskeligt og som samfund.

Hvis jeg skal komme med mit bud på, hvad man bør investere i, så er relationer et nøgleord.

Hvis jeg skal komme med mit bud på, hvad man bør investere i, så er relationer et nøgleord.

Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

At have plads og betydning i fællesskaber er vitalt for alle. At have relationer og netværk har endnu større betydning for udsatte børn og unge. I flere kommuner rundt omkring i landet ser vi lige nu, at der bl.a. på børneområdet investeres i en omstilling, der netop arbejder mere målrettet med relationer.

Den tidlige, forebyggende indsats, som blandt andet Herning Kommune lige nu udvikler med succes, tager udgangspunkt i et tæt samarbejde med familien, skolen, håndboldklubben, fritidsklubben og kammeraterne. Det er et perspektiv på barnet og familien, som langt mere radikalt sætter fokus på relationer og netværk og kvaliteten i relationerne. Fagprofessionelle etablerer tillidsfulde, forandringsskabende og midlertidige relationer, samtidig med at de faciliterer blivende netværk og relationer omkring barnet og familien. Det vil være klogt at arbejde endnu mere i det spor med anbragte børn og unge.

Styrket faglighed 
Men det kræver en ny og styrket faglighed, som både socialrådgivere og socialpædagoger arbejder udviklingsorienteret med. Det kræver også meget mere af de generelle velfærdstilbud – i daginstitutioner, skoler, fritidstilbud, med videre. Det kræver mere af de frivillige i vores foreningsliv, i forældregrupperne, på arbejdspladserne og i lokalsamfundet. Det kræver mere rummelighed i samfundet som sådan og en forståelse af, at vi er mange, der er nødt til at tage et ansvar, hvis vi skal løfte den svære øvelse at give anbragte børn de bedste forudsætninger for at komme til at trives.

Naturligvis har de socialrådgivere, jeg repræsenterer, et særligt ansvar og en særlig opgave. Vores arbejde kan på dette område tilrettelægges langt bedre, så vi har tid og plads til tæt opfølgning - med et langt større fokus på, om indsatsen reelt forbedrer trivslen hos den unge, frem for fokus på bureaukratiske proceskrav.

Det kræver, at vi fjerner bureaukrati og tunge beslutningsprocesser. For det kræver tid og plads at kunne anvende den faglige dømmekraft. Det kræver færre børn, unge og familier per socialrådgiver. Det kan give os muligheden for at arbejde i hjemmet og samarbejde tæt med andre fagprofessionelle både omkring det sociale, men også omkring uddannelse og job.

Det er kendt stof, at overgange er vanskelige. Og særligt for udsatte unge kan overgangen til voksenlivet være en nærmest umulig kløft at komme over. Kampen for det gode efterværn har jeg og andre kæmpet for i flere år. De unges udfordringer er ikke blevet mindre gennem de år – tværtom viser tal på uddannelsesområdet, at det går i den gale retning.

Her ved vi af erfaring, at særligt ét greb virker, nemlig at etablere en sammenhængende indsats for udsatte 15-25-årige. Den organisering kan nedtone de store svagheder forbundet med 18-års grænsen i den nuværende lovgivning. Skal vi lykkes med udsatte og anbragte unge, vil det kræve specialiserede kommunale ungeforvaltninger, som kan koordinere bedre og etablere relationer og bygge bro til selvforsørgelse og god trivsel.