Bliv abonnent
Annonce
Debat

Branchedirektør med opfordring til ny kulturminister: Gør anti doping-indsatser gratis i fitnesscentre

Vi opfordrer den kommende kulturminister til at sikre en fast offentlig bevilling til Anti Doping Danmarks arbejde i fitnessbranchen, så samarbejdet med fitnesscentrene kan være gratis og tilgængeligt for hele branchen, skriver DFHO-direktør Danna Corke. 
Vi opfordrer den kommende kulturminister til at sikre en fast offentlig bevilling til Anti Doping Danmarks arbejde i fitnessbranchen, så samarbejdet med fitnesscentrene kan være gratis og tilgængeligt for hele branchen, skriver DFHO-direktør Danna Corke. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
17. april 2026 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danskerne skal kunne træne trygt i deres fitnesscenter – uden at møde doping eller usunde træningsmiljøer.

Hundredtusindvis af danskere træner hver uge i fitnesscentre for at styrke deres sundhed, trivsel og livskvalitet. For unge er fitness i dag den største idrætsaktivitet i Danmark. Fitnesscentrene er derfor blevet en vigtig del af danskernes hverdag – og en vigtig samarbejdspartner i arbejdet med folkesundhed.

Alligevel afhænger samarbejdet med Anti Doping Danmark i dag af, om det enkelte fitnesscenter har råd til et medlemskab.

Det betyder i praksis, at forebyggelse, rådgivning og videndeling ikke nødvendigvis når ud til alle fitnessmedlemmer. Det er ikke den mest effektive måde at bekæmpe doping på.

Læs også

Modvirker misinformation og ensidige kropsidealer

Antidoping arbejdet i fitnessmiljøer handler ikke kun om tests og kontrol. En stor del af indsatsen består i forebyggelse gennem dialog, oplysning og rådgivning.

Anti Doping Danmark bidrager blandt andet med:

  • oplysning om doping og sundhedsrisici.
  • uddannelse af medarbejdere i fitnesscentre.
  • dialog med medlemmer og unge træningsudøvere.

Denne indsats er vigtigere end nogensinde. Mange unge søger hurtige resultater for at leve op til de ensidige og muskuløse kropsidealer, de møder på sociale medier, hvor misinformation om præstationsfremmende midler også spredes hurtigt.

Medlemmerne skal kunne træne trygt

Fitnessmedlemmer skal kunne være sikre på, at det center, de træner i, arbejder aktivt for et sundt og dopingfrit træningsmiljø.

De fleste fitnesscentre arbejder allerede målrettet med at forebygge doping og skabe trygge rammer for deres medlemmer. Men når samarbejdet med Anti Doping Danmark afhænger af økonomi, risikerer vi, at nogle centre har adgang til viden og forebyggelse – mens andre står uden.

Vi har allerede set, at en prøveperiode med gratis samarbejde har fået langt flere centre til at deltage i forebyggelsesarbejdet.

Danna Corke
Branchedirektør, DFHO

Det skaber uens vilkår for fitnessmedlemmerne og svækker den samlede indsats mod doping.

Vi har allerede set, at en prøveperiode med gratis samarbejde har fået langt flere centre til at deltage i forebyggelsesarbejdet.

En opfordring til kulturministeren

Derfor opfordrer Dansk Fitness & Helse Organisation den kommende kulturminister til at sikre en fast offentlig bevilling til Anti Doping Danmarks arbejde i fitnessbranchen, så samarbejdet med fitnesscentrene kan være gratis og tilgængeligt for hele branchen.

Det vil styrke forebyggelsen og skabe et mere ensartet antidoping arbejde i hele landet.

Hvis vi vil forebygge doping effektivt, kræver det, at viden, dialog og samarbejde når ud til alle de centre, som ønsker det, så vi ikke kun rammer de medlemmer, der træner i et center, som har råd til samarbejdet med Anti Doping Danmark.

En øget offentlig bevilling til antidoping indsatsen i fitnessbranchen vil derfor være en investering i både folkesundhed og i, at flere fitnessmedlemmer i Danmark kan træne i et sundt og dopingfrit miljø.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026