Danmission: Brug religion som fredsskaber

Af Kirsten Auken
Programchef for fattigdomsbekæmpelse, Danmission

Vi er allerede ved at vænne os til dem. Flygtningene, der dagligt rejser ind i Danmark over grænserne i Padborg og Rødby, mange af dem for at rejse videre til Sverige, enkelte for at søge asyl i Danmark. De fylder op i DSB's kupeer og ekstrabusser, og fra at have været breaking news i alle medier får de nu blot et par smånotitser i ny og næ. Det er ved at blive den nye dagligdag i Europa.

Men vi må ikke glemme, at det vi ser i IC3-toget, er resultatet af en gigantisk menneskelig katastrofe, som udspiller sig lige nu i de så omtalte nærområder. En voldsom borgerkrig i Syrien driver millioner af mennesker på flugt, og nabolandene er ved at segne under presset, samtidig med at de fleste af disse lande også har deres egne interne konflikter at slås med.

Problemet kan ikke løses ved at bygge højere hegn og slå hårdt ned på menneskesmuglerne, selvom det synes at være den vej, Europas ledere er mest tilbøjelige til at gå lige nu. Vi er nødt til at forholde os til de grundlæggende årsager til, at folk flygter. Med andre ord har Danmark og Europa en kæmpe interesse i, at der kommer fred og stabilitet i Mellemøsten, så folk kan leve der uden at frygte for deres liv og med mulighed for at opretholde en rimelig tilværelse – og se en fremtid for deres børn.

Danmark har i øjeblikket smidt en hel masse udenrigspolitiske bolde op i luften, og der er udnævnt en gransker, som skal finde ud af, hvad der skal ske med alle disse bolde fremadrettet. En af de bolde, vi i Danmission holder meget tæt øje med, er Det Arabiske Initiativ, som vi kraftigt vil opfordre regeringen til at holde fast i, ikke mindst med fokus på at mindske konflikter igennem dialog og fredsskabelse. Og i den sammenhæng spiller religion og religiøse ledere en meget stor rolle. Der skal bl.a. arbejdes mod diskrimination af minoriteter og for, at religion bruges til fredsskabelse.

Skab dialog
I Danmission er vi allerede godt i gang med netop dette. Målet for vores indsats i Mellemøsten er at mindske konflikter og skabe dialog mellem religiøse grupper. Religiøse ledere har et potentiale for at promovere fred og sameksistens i samfundet, men de kan også bidrage til at skabe fremmedgørelse og had mellem religioner og kulturer. Som en del af det Det Arabiske Initiativ har vi siden 2012 arbejdet med et ledertræningsprogram, der er målrettet religiøse ledere, meningsdannere og civilsamfundsledere fra Danmark, Syrien, Libanon og Egypten.

Religiøse ledere har et potentiale for at promovere fred og sameksistens i samfundet, men de kan også bidrage til at skabe fremmedgørelse og had mellem religioner og kulturer.

Kirsten Auken
Programchef for fattigdomsbekæmpelse, Danmission

Programmet har netop i år fokus på, hvordan vi modarbejder ekstremisme og radikalisering og binder stærke, unge ledere sammen på tværs af politiske, religiøse og geografiske bånd. Vi mener, det er afgørende vigtigt, at man arbejder målrettet med antiradikalisering og forebyggelse af ekstremisme, både i nærområderne og her i Danmark. Tingene hænger sammen, og der bør være en synergi, hvor resultater kan måles både ude og hjemme, og hvor vi skaber fundamentet for fredelig sameksistens i fremtiden.

Danmission gør en dyd ud af at etablere netværk og partnerskaber på tværs af religiøsitet og etnicitet. For de religiøse institutioner har stor indflydelse og mulighed for at nå befolkningsgrupper i f.eks. marginaliserede og landlige områder, og religiøse ledere har derfor stort forandringspotentiale både blandt den unge og voksne del af befolkningerne i Mellemøsten. Særligt i lande, hvor statslige institutioner er svage eller sat ud af spillet pga. konflikter og krig, oplever man, at religiøse institutioner tager over og varetager opgaver, som staten ellers gjorde eller burde gøre.

Mellemøsten har i de senere år oplevet en øget polarisering blandt befolkningsgrupper, hvor religiøse minoriteter, herunder kristne, forfølges og ikke opfattes som ligeværdige medborgere. Det er afgørende, at religion og religiøse forandringsagenter ikke bliver en forhindring for udvikling af samfund, men i stedet bliver en del af løsningen.

Derfor skal vi fortsat kunne fokusere vores indsats og med afsæt i de religionsdialogiske værktøjer fx som ledertræningsprogrammet fortsat kunne arbejde for, at der skabes en inkluderende forståelse af medborgerskab i Mellemøsten.

Hvis vi ønsker, at færre mennesker skal føle sig drevet ud i en farlig rejse i gummibåd over Middelhavet og en senere, lidt mindre skræmmende, togtur i Danmark, er vi nødt til at tage det lange seje træk med det forebyggende og fredsskabende arbejde i både de nærmere og lidt fjernere nærområder. Det håber jeg, at regeringen, udenrigsministeren og hans gransker vil tænke meget aktivt ind i de fremtidige prioriteter.