Forsker: Drop de nationale dagsordener

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Politikernes og offentlighedens interesse for nærområdeindsatser stiger og falder generelt med det billede, der tegnes af konflikters intensitet og måske endnu mere de mulige implikationer for Danmark. Er der risiko for, at en krise et sted langt væk kan have konsekvenser for os herhjemme i Danmark, fx i form af øget flygtningemodtagelse eller måske øget risiko for terror, så er vi uforholdsmæssigt mere interesseret i den, end hvis den ’bare’ lever sit eget liv med død og ødelæggelse. Det lyder måske hårdt, men det er en ofte set konsekvens af fysisk og mental afstand mellem mennesker.

I en dansk kontekst følger herfra to centrale forhold i nærområdeindsatsen, som jeg gerne vil tage på her. Den første er, at der lader til at eksistere en tro på, at sådanne indsatser legitimerer, at vi drosler ned for arbejdet med eksempelvis flygtningemodtagelse i Danmark. Den anden er, at snakken og den eventuelle politiske handling omkring at skrue op og ned for indsatserne er alt for sårbar over for det konfliktbillede, der lige er oppe i tiden, uden at tænke strategisk på, hvor mulige fremtidige konflikter skal forebygges.

Nærområdeindsatsen skal gøres mindre dansk
Danmark har en helt uomtvistelig interesse i en verden, der ikke er fyldt med konflikt, og specielt ikke de former for konflikt, som kan være med til at skabe trusler mod dansk sikkerhed. Det er der ingen som helst tvivl om, og det har langt de fleste andre lande og mennesker i denne verden da også. Altså at afvikle konflikter, der udgør en trussel for deres sikkerhed. Der er heller ingen tvivl, om at nærområdeindsatser kan være med til at understøtte denne interesse.

De problemer, der skal til livs i forbindelse med nærområdeindsatsen, er dog til dels, hvad der sker, når sådanne snævre nationale interesser bliver for styrende i deres udførsel og italesættelse. Det sidste handler basalt set om, at nærområdeindsatserne på ingen som helst måde kan fungere som legitimerende faktor for, at Danmark skal modtage færre flygtninge, end tilfældet ellers ville være.

Nærområdeindsatserne har som en naturlig konsekvens, hvis de er succesfulde, at de på lang sigt vil være med til at stabilisere lokale modtagerlande og i sidste ende måske kunne afhjælpe antallet af mennesker, der er internt fordrevne, eller som flygter pga. konflikt. Men vi snakker for alvor langsigtet her, og hverken den danske offentlighed eller politikerne skal bildes ind, eller bilde hinanden ind for den sags skyld, at nærområdeindsatser på kort sigt kan stoppe flygtningestrømme.

Det er alles ansvar, at hverken politikerne eller offentligheden stikkes blår i øjnene, om hvad man kan og ikke kan opnå med denne type indsatser.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Det værste, der kan ske, er, når denne italesættelse af nærområdeindsatserne blandt politikere eller i offentligheden får indflydelse på selve udførslen af disse. Gudskelov er der ofte langt fra både den offentlige stemning og politikernes holdning til, hvordan sådanne projekter og programmer skal udføres, til at disse får en indflydelse på jorden.

Men det kan naturligvis blive tilfældet, når der skal designes nye indsatser, og så står vi med et kæmpe problem, når naive politiske prioriteter om, at man skal skynde sig at bygge nogle brønde i Somalia for at vi kan få antallet af flygtninge herfra til at falde til næste år, pludseligt bliver til virkelighed på jorden. Nærområdeindsatserne handler om at kombinere hurtige og langsigtede interventioner, og deres indflydelse vil formentligt ikke kunne mærkes i færre flygtninge til Danmark over en kort årrække.

Nærområdeindsatsen skal gøres mere strategisk
Det andet problem med den måde, der snakkes om og forstås nærområdeindsatser, ligger i forlængelse af det første og handler om ikke udelukkende at se på disse som former for brandslukning. Selvom nogle politikere muligvis ønsker, at Danmark hovedsageligt fokuserer nærområdeindsatsen der, hvor konsekvenserne for Danmark er størst lige nu, så må vi erkende, at behovet at udbygge indsatsen andre steder, hvor konflikter hastigt udvikles, men som ikke fylder lige så meget i offentligheden, er enormt.

Jeg er så langt fra ekspert på spørgsmål om, hvor fremtidens sikkerhedstrusler vil komme fra, men ser vi bort fra cybertrusler og lignende abstrakte udfordringer og kigger på mere traditionelle og håndgribelige bud på, hvor de næste konflikter med verdens øjne rettet mod dem vil befinde sig, så springer både steder som Yemen og Libyen helt tydeligt i øjnene.

Yemen er jo ikke engang en konflikt in spe. Den figurerer i FN-regi som en kategori 3-krise, det højeste niveau og på samme stadie som konflikterne i Syrien og Irak, med civile tab i hundredevis næsten hver uge. Yemens nærområder i specielt Saudi Arabien og Oman er meget anderledes end Syriens naboskab til specielt Irak, men det betyder ikke, at vi ikke burde bekymre os for dem.

Om end problemerne i Libyen ikke er en konflikt med civile ofre på samme niveau som hverken Syrien eller Yemen, så er det en med markante politiske implikationer. Libyen er reelt splittet som stat (og kan vel slet ikke betegnes som en stat), under massivt pres fra Islamisk Stat og lider som Syrien af nogle ret så uheldige naboer som Niger, Tchad, Egypten, Sudan og Algeriet (se en glimrende analyse af Libyens situation her). Bryder den konflikt ud i lys lue så vil konsekvenserne være mange gange mere massive for regionen og for resten af verden, end de er nu.

Nærområdeindsatsen er vigtig og bør fortsætte kontinuerligt gennem en grundig analyse af, hvor der er og vil blive behov for den. Den må ikke styres af snævre indenrigspolitiske dagsordener, og det er alles ansvar, at hverken politikerne eller offentligheden stikkes blår i øjnene, om hvad man kan og ikke kan opnå med denne type indsatser.