Forsker: Sæt alle kræfter ind på finansieringen

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Det ville være en overraskelse, hvis der kommer markante ændringer til det nuværende forslag om de bæredygtige udviklingsmål (Sustainable Development Goals - SDG), der skal erstatte MDG’erne fra næste år. 17 mål og 169 indikatorer tager det form som lige nu. Nogen ønsker færre mål (specielt briterne), mens FN selv er glade for den nuværende konsensus, og bange for, at en reel genåbning af forhandlinger vil efterlade denne, og derved inklusionen af bl.a. Kina, i støvet.

Med en nogenlunde ro omkring hvad fremtidens udviklingsmål skal handle om, må energien rettes mod topmødet i Addis Ababa til juli, der skal afgøre finansieringen af den ambitiøse ramme. For uden afklaring om, hvor ressourcerne skal komme fra, vil kampen være tabt, før den er begyndt.

Helt andre boller på suppen
Der skal bruges rigtig mange penge for at opfylde SDG’erne over de næste femten år. For udviklingslandene alene forventes der at være brug for omtrent 25 billioner kroner om året frem mod 2030. Med det nuværende finansieringsniveau kommer vi til at mangle i omegnen af 16 billioner kroner fra 2016.

Vi har brug for alle kræfter til at løfte det tunge finansieringslæs. Uden udviklingsbistand vil langt størstedelen af verdens fattigste lande være prisgivet og kunne se frem mod flere årtier med ekstrem fattigdom, vold og usikkerhed. Men vi ved også allerede nu, at alverdens offentlige midler ikke vil være tilstrækkeligt til at dække det behov, vi kan se, der er.

De private investeringer i udviklingslandene skal fortsætte deres vækst, hvis vi skal forvente at nå et niveau, der er bare nogenlunde dækkende. Lige nu investeres der alt for få ressourcer i de vigtige sektorer, der er omfattet af SDG’erne, som infrastruktur, sundhed, fødevaresikkerhed, klimaforandringer og uddannelse.

Danmark skal gøre sit for at sikre, at finansieringsbeslutningerne ikke udelukkende kommer til at handle om udviklingsbistand.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Ligeså vigtigt er fordelingen af investeringer mellem udviklingslandene dybt ulige. De attraktive mellemindkomstlande og såkaldte vækstøkonomier løber med stort set hele festen, og det forventes, at der vil blive brug for op mod ni gange så mange private investeringer i de mindst udviklede lande (LDC), sammenlignet med i dag. I dag gives der kun nok udviklingsbistand til, at disse lande ikke falder fuldstændig fra hinanden, og der vil være brug for investeringer for at sikre økonomisk vækst og social fremgang.

Danmark skal gøre sit for at sikre, at finansieringsbeslutningerne ikke udelukkende kommer til at handle om udviklingsbistand. Arbejdet frem mod konferencen i Addis falder naturligvis ind i det forhandlingsspor, der har været siden Monterrey i 2002 og Doha i 2008, men der er brug for helt andre boller på suppen, end hvad tilfældet har været indtil videre.

Brug for privat finansiering
Vi har ikke råd til igen at undgå at gøre noget ved ulige handelsforhold mellem de rige lande og resten af verden - og ikke stille virksomheder til ansvar, der ikke bare snyder udviklingslandene, men os alle for markante skatteindtægter. Og slet ikke med et politisk slutdokument, der ikke engang opstiller forpligtelser eller gennemsigtige og kontrollerbare mål.

Hvordan ser en løsning så ud? Overordnet set, er det vigtigt, at beslutningerne omkring finansiering af post-2015 rammen kobles fuldstændig sammen med FfD konferencen i Addis. De to processer må for alt i verden ikke blive skilt ad. Derudover er det vigtigt, at der vedtages både finansielle og ikke-finansielle såkaldte Means of Implementation (MoI), hvilket basalt set bare refererer til initiativer af den ene eller anden slags.

Vi har brug for strategiske initiativer, der kan lokke privat finansiering til specifikke regioner, lande og sektorer. Vi skal også sikre, at investeringerne sker under de rigtige forhold. Det er ikke nok med principper for god investering, vi har brug for konkrete beskyttende mekanismer, der også kan sikre synergi mellem private og offentlige investeringer. UNCTAD har foreslået et såkaldt multi-stakeholder organ. Det er måske en start.

Vi har brug for en politik-pakke, der kan sikre større sammenhæng mellem en række politikområder og SDG’erne. Unfair handelsforhold skal adresseres, og arbejdet med skat, der for mestendels sker i OECD, G20 og EU regi, skal hives op på FN niveau. Det går ikke, at udviklingslandene holdes ude af så vigtige diskussioner, der også vedrører dem.

Et nyt multilateralt organ
For bistanden gælder hovedsageligt, at donorerne bør forpligte sig til ODA tidsplaner (der også bør inkludere planer for at ’løfte’ privat finansiering med bistand), om hvordan de alle kan nå 0,7 målet og hæve ambitionerne for, hvor stor en portion af bistanden der skal gå til de mindst udviklede lande.

Et muligt nyt multilateralt organ, der kan samle modtagere og donorer, bør udforskes, således at OECD’s til tider skævvridende autoritet kan udfordres. Udviklingsbistanden skal desuden i endnu højere grad tænkes sammen med klimafinansieringen, og der skal introduceres en ny mekanisme, der kan holde de rige lande op på deres forpligtelser om at give $100 milliarder årligt i klimafinansiering, når vi rammer 2020.

Danmarks formelle input til forhandlingsprocessen frem mod konferencen i Addis Ababa, som det blev fremført i FN i slutningen af januar, var fuld af politisk korrekte holdninger, men fuldstændigt berøvet for forslag, der ville kunne afhjælpe finansieringsproblemerne. Lad os håbe, at Udenrigsministeriet er med til at brygge på noget, i det vigtige EU-fællesskab eller i andre alliancer, der er markant mere ambitiøst.