Debat

Aktører: Regeringens planer for beskæftigelsesindsatsen kræver et paradigmeskift

Regeringens bebudede planer for beskæftigelsesindsatsen kræver forandringer i mødet med udsatte borgere. Her er fire bud på konkrete forandringer for et nyt paradigme i beskæftigelsesindsatsen, skriver Dorte Bukdahl og Rasmus Duus.

Det nye paradigme skal tage et endeligt med silotænkningen i den kommunale indsats, skriver Dorte Bukdahl og Rasmus Duus. 
Det nye paradigme skal tage et endeligt med silotænkningen i den kommunale indsats, skriver Dorte Bukdahl og Rasmus Duus. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dorte Bukdahl
Rasmus Duus
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringsgrundlaget for SVM-regeringen bebuder, at der skal spares tre milliarder frem mod 2030 i beskæftigelsesindsatsen.

Dette skal ske ved, at jobcentrene nedlægges, og kommunerne skal frisættes for statslige proceskrav og prioritere de indsatser, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet. Der lægges desuden op til en arbejdsdeling i indsatsen, således at A-kasser og private aktører i øget grad skal hjælpe de mest jobparate, mens kommunerne skal prioritere de borgere, der har større udfordringer med at finde et job.

Vi hilser debatten om, hvad der virker for hvem meget velkommen. Og vi håber, at dette ikke blot bliver en rebranding-øvelse af de ofte udskældte jobcentre, men bliver en anledning til at udvikle et nyt paradigme i beskæftigelsesindsatsen for de mest udsatte grupper på arbejdsmarkedet. 

Det deler i denne tid vandene, at regeringen vil frisætte kommunerne for rigide proceskrav, og at det i højere grad skal være op til kommunerne at tilrettelægge og organisere beskæftigelsesindsatsen.

Mindsket styring skal komplementeres af, at der kommer en tydelig retning fra lokale politikere og kommunale topchefer.

Dorte Bukdahl og Rasmus Duus
Hhv. partner, Mobilize Strategy Consulting og , udviklingsleder, Videnscenter om handicap

Nogle er begejstrede ved udsigten til, at fagligheden slippes løs, andre er bekymrede ved tanken om en øget kommunal frihed i jagten på besparelser i indsatsen. Vi ønsker her at sætte fokus på, hvordan vi som samfund kan gøre mere for at skabe muligheder for udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

De politiske udmeldinger giver en anledning til at se på, hvad vi skal gøre mere af, og hvad det kræver.

Mindre styring skal følges af klar politisk retning

Vi mener, at en mindsket styring skal komplementeres af, at der kommer en tydelig retning fra lokale politikere og kommunale topchefer. Det kræver nye organiseringer, og at der gives plads til fagligheden – men også, at der udvikles nye kompetencer, og at gode praksiserfaringer og den gode forskningsviden, vi har, bringes mere i spil.

Frisættelsen skal ske klogt på en måde, hvor vi understøtter kommunernes mulighed for at arbejde med mere meningsfulde, kreative og håndholdte processer og frigøre mere tid til det relationelle arbejde.

Balancen er dog, at vi ikke kaster alt, der er opbygget, ud med badevandet, men styrker beskæftigelsesindsatsen med de virksomme elementer, som vi kender fra IPS, BIP og de borgerinddragende indsatser.

Den enkeltes drømme og behov

Et sådant paradigmeskift kræver substantielle forandringer i mødet med udsatte borgere på arbejdsmarkedet. Her er fire konkrete bud på disse forandringer:
                                                  
For det første kræver det tilgange, som i højere grad tager den enkeltes behov og drømme alvorligt. Det kan lyde som en floskel, men undersøgelser viser, at borgere og kommuner har meget forskellige oplevelser af, hvor godt man evner at inddrage borgeren i prioritering og tilrettelæggelse af indsatser og mål.

Dette selvom forskning i selvbestemmelsesteorien og evalueringen af eksempelvis IPS-indsatser viser, at sådanne indsatser er mere virksomme. En jobkonsulent skal naturligvis kunne udfordre og oversætte til realistiske jobmål, men ingen gider have en indsats eller et job 'proppet ned i halsen'.

Mindre arbejdsbyrde

For det andet kræver det en prioritering og gentænkning af ressourcer, der muliggør mindre caseload for de beskæftigelsesmedarbejdere, der skal arbejde med mere håndholdte forløb for de udsatte grupper.

At arbejde håndholdt og inddragende kræver tid til hyppig opfølgning og fleksible rammer for den professionelle til at tage beslutninger og 'gribe' borgerens jobønsker, når motivationen er allerstørst.

Helhedsarbejde

For det tredje kræver det nye paradigme et endeligt opgør med silotænkningen i den kommunale indsats. Ofte kræver en effektiv tilgang en integration af både mål og indsatser fra flere sektorer. For eksempel mellem beskæftigelsesindsatsen og psykiatrien, mellem beskæftigelsesindsatsen og socialområdet og ved indtænkning af ressourcer fra civilsamfund og private virksomheder.

Der er sat en retning med den politiske aftale om Hovedloven (som ikke er nævnt i regeringsgrundlaget), men det kræver kommunal handling at føre det ud i livet. Det kræver blandt andet en klar og vedvarende retning fra ledelsens side og opbygning af en helhedsarbejdende organisation. Det kræver også en refleksiv praksis, så dilemmaer og god forskningsviden bringes i spil, og så man løbende lærer af sine erfaringer.

Nye forestillinger

For det fjerde skal den virksomhedsrettede indsats styrkes med udvikling af nye tilgange og kompetencer, der understøtter en 'jobcrafting', hvor den professionelle både har solidt kendskab til borgere og virksomhed.

At deltage på en arbejdsplads er en vigtig brik i forhold til at opleve sig selv som en inkluderet deltager i samfundet

Dorte Bukdahl og Rasmus Duus
Hhv. partner, Mobilize Strategy Consulting og , udviklingsleder, Videnscenter om handicap

Alt for mange udsatte borgere – herunder mennesker med handicap - bliver i dag mødt med begrænsende forestillinger om mulige jobåbninger.

Det skaber en overhængende risiko for, at for eksempel fleksjobbere er overrepræsenterede i visse dele af arbejdsmarkedet, men har svært ved at få foden inden for på andre dele af arbejdsmarkedet. Det giver dem ringere muligheder for at opnå et meningsfuldt arbejdsliv end andre.

Også her er der god erfaring fra IPS-indsatser, hvor IPS-konsulenterne arbejder målrettet med jobcrafting og et ambitiøs efterværn, hvor borger og arbejdsgiver kan få støtte, så længe de ønsker det.

Undtagelse for beskæftigelse kan svigte

Sidst mener vi, at det er værd at bemærke, at regeringen lægger op til, at nogle grupper helt skal undtages fra beskæftigelsesindsatser. Det mener vi, er helt rigtigt for en lille gruppe, så vi ikke længere skal opleve, at for eksempel livstruende syge mennesker udsættes for meningsløse aktiviteter.

Vi skal dog foretage denne afgrænsning med blik for, at vi ikke ender med at svigte udsatte grupper, fordi vi holder op med at tro på dem og være ambitiøse sammen med dem i forhold til at komme i job og blive en del af et arbejdsfællesskab.

At deltage og bidrage på en arbejdsplads er en vigtig brik i forhold til at opleve sig selv som en inkluderet deltager i samfundet. Det er også i høj grad her, at fællesskaber, der forebygger ensomhed, bliver bygget fra.

Dette gælder for os alle – men også for gruppen af udsatte borgere. Det er vores pointe, at jo bedre vi lykkes med at inkorporere de fire opridsede elementer i beskæftigelsesindsatsen, desto færre grupper behøver at blive undtaget for den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dorte Bukdahl

Partner, Mobilize Strategy Consulting
cand.scient.pol.

Rasmus Duus

Udviklingsleder, Videnscenter om handicap

0:000:00