Alternativet: Socialdemokratiets arbejderfetichisme er ude af trit med danskernes behov

I de seneste år er Socialdemokratiets arbejderfetichisme taget til i styrke. Vi skal glemme alt om at gå hjem før klokken 16 fra samlebåndet eller hente børnene før lukketid.

Parolerne er som et ekko fra fortiden, og de afslører et parti, der har mistet lydhørheden over for befolkningen.

For uagtet om Socialdemokratiet vil det eller ej, så er vi flere og flere danskere, som vil arbejde mindre i perioder af vores liv.

Kampen om danskernes tid

Vi er flere, som ønsker frihed til at kunne veksle mellem arbejde, fritid, tid til familie og venner, frivilligt arbejde, karriereskift og nye uddannelsesveje.

Og bevægelsen vokser. Mange virksomheder er i gang med at indføre 4-dages arbejdsuger, og kortere arbejdstider vinder i stigende grad frem. Samtidig sparer flere danskere op til at kunne trække stikket tidligere.

Menneskers værdi for samfundet kan opgøres i andet end arbejdstimer ved samlebåndet.

Christina Olumeko
MF, Alternativet

Så når regeringen mener, at arbejdsudbud er den nye valuta i dansk politik, så har de egentlig ret.

Kampen om danskernes tid er den nye skillelinje i dansk politik.

På den ene side står de partier, som vil presse danskerne til at arbejde mere med fordømmende paroler. Med reformer, der skal få os hurtigere igennem vores uddannelse. Og med love, der gør jobcentret til en trykkoger. Den side består desværre af størstedelen af Folketingets partier.

På den anden side står de partier, som vil skabe et samfund med langt mere fleksibilitet og frihed til, at den enkelte kan sammensætte sit arbejdsliv.

Det er endnu uklart, hvor mange partier der reelt står på den side. Til gengæld er det klart, at vi får brug for en anderledes økonomi end den, vi har nu, hvis vi skal imødekomme danskernes behov for fleksibilitet. 

Samlebånds-økonomien hører fortiden til
Vores nuværende økonomi er nemlig alt andet end smidig.

Økonomien er bygget til det gamle industrisamfund, hvor livet er opdelt i bestemte faser – lidt ligesom et samlebånd. I den første fase uddanner vi os, i den midterste og længste fase arbejder vi, og i den sidste fase holder vi en pause, som vi kalder pension.

I det lys er Socialdemokratiets opfordring til, at vi alle bliver længere ved samlebåndet, meget rammende.

Men i en tid, hvor vi lever længere og længere, er det svært at forestille sig, at “pausen” stadig kun skal ligge til allersidst i livet. Samlebånds-økonomien hører fortiden til.

Derfor må vi skabe en mere fleksibel økonomi.

En økonomi, hvor det er nemt at gå ned i tid på arbejdet, når man har brug for det. Hvor frivilligt arbejde er værdsat, og pensionen ikke nødvendigvis skal ligge i slutningen af livet.