For Lige Vilkår: Handicapforældre mister tilknytning og selvtillid på arbejdsmarkedet

"Jeg har mistet mit job, da jeg nåede at gå ned med stress to gange inden min ansøgning om tabt arbejds­fortjeneste endelig gik igennem. Jeg blev så hårdt ramt, at jeg aldrig kommer til at vende tilbage til arbejdsmar­kedet på ordinære vilkår."

Citatet stammer fra For Lige Vilkårs levevilkårsundersøgelse fra 2022 blandt forældre til børn med handicap.

I undersøgelsen svarer hele 83 procent, at deres tilknytning til arbejdsmarkedet er påvirket som en direkte konsekvens af det at være forælder til et barn med særlige behov. Nogle påvirkes i en kortere periode, nogle i længere og endelig er der dem, der rammes så hårdt, at de ender permanent uden for arbejdsmarkedet.

Og selv om det kan lyde som et meget individuelt problem, kan det udvikle sig til en sværvægter af et samfundsproblem i en tid med mangel på arbejdskraft. 

En udsat gruppe

Det, der gemmer sig bag de 83 procent, er den enorme mængde af opgaver forældrene står med i hjemmet, når der er et eller flere børn med særlige behov.

Troen på, at man har bidraget med noget af værdi til samfundet, kan på bagkant af TAF været tæt på nul

Pernille Baunsgaard
Medstifter, For Lige Vilkår

Nattevagt, jurist, fysioterapeut, pædagog og sagsbehandler. Dét er blot et lille udsnit af de mange kasketter, man jonglerer i det særlige forældreskab. Naturligvis ved siden af omsorgen for barnet og den daglige drift – indkøb, madlavning, tøjvask, rengøring og så videre.

Og forestil dig så, at passe et fuldtidsjob on the side. Det er en uoverkommelig opgave, og det er på den baggrund, at nogle forældre helt eller delvist forlader ud af arbejdsmarkedet. Og nogle af disse forældre gribes i det sikkerhedsnet, der hedder tabt arbejdsfortjeneste (TAF). Med TAF dækkes det indtægtstab, man får, når man helt eller delvist opgiver arbejdet for at kunne passe barnet med særlige behov. 

Men sikkerhedsnettet er både knyttet for slapt og for stramt. For slapt, fordi det ofte er en opslidende kamp at få bevilliget TAF. Og den kamp skal vel at mærke udkæmpes på et tidspunkt, hvor familielivet ikke længere hænger sammen, og behovet derfor er størst. For stramt, fordi ordningen i høj grad mangler fleksibilitet. Det kommer jeg tilbage til. 

Impostorsyndrom på speed

Selv om forældrene kæmper for at få TAF, er det at forlade arbejdsmarkedet altid ufrivilligt. Vi har endnu til gode at møde den forælder, der ikke hellere ville have et raskt barn i trivsel og fortsætte med at arbejde.

For det har altid konsekvenser, når man i kortere eller længere tid træder ud af arbejdsmarkedet. Udviklingen af faglige færdigheder sættes på standby, hvilket kan gøre det vanskeligt at vende tilbage, den hjemmegående forælder kan opleve både sociale isolation og ensomhed, og der kan være et stort løntab qua loftet over TAF.

Handicapforældres tilknytning til arbejdsmarkedet kalder på væsentlig større politisk bevågenhed

Pernille Baunsgaard
Medstifter, For Lige Vilkår

Og endelig kan det at være hjemmegående i flere år, hvor man "bare" passer sit syge eller handicappede barn, føles som impostorsyndrom på speed. Troen på, at man har bidraget med noget af værdi til det omgivende samfund, kan på bagkant af TAF været tæt på nul. Men faktisk er det at være på TAF et vigtigt og betydningsfuldt bidrag.

Større politisk bevågenhed

Vi bør tage et større samfundsmæssigt ansvar for at støtte og styrke forældrene i deres særlige forældreskab samtidig med, at vi støtter dem i deres tilhørsforhold til det omgivende samfund – herunder arbejdsmarkedet.

• At være på TAF bør sidestilles med et job: Et tankeeksperiment kunne være at begynde at betragte forældre på TAF som en del af arbejdsstyrken. Og det er ikke helt ude i hampen, for forældrene varetager en nødvendig og vigtig samfundsmæssig opgave, som det ville koste væsentlig mere at få andre til at løfte.
  
  Hvis vi sidestillede det med et job, ville det kalde på netværk mellem forældrene, tilbud om relevant sparring og uddannelse, afholdelse af samtaler med samme udgangspunkt som MUS etc. Alt sammen noget der ville styrke forældrene og understrege vigtigheden og værdien af deres indsats.
• Akut behov for smidigere visitering: Vi er stort set dagligt i kontakt med forældre, der får TAF, fordi deres barn ikke får tilbudt det rette pasnings- eller skoletilbud. Selv om barnets behov er åbenlyse, er visiteringsprocesserne omstændelige og langvarige. Smidigere visiteringsprocesser vil dæmme op for behovet for TAF.
  
  
• Større fleksibilitet i tildelt TAF: Som nævnt tidligere mangler ordningen fleksibilitet. For eksempel til at reducere timetallet eller sætte TAF på pause i perioder, hvor familiesituationen er stabil – uden at risikere, at skulle forfra med en opslidende ansøgningsproces, hvis behovet for TAF atter øges. 
  
  
• Exit-program efter endt TAF: Vi skal sikre, at forældre efter endt længerevarende TAF får hjælp til at blive sluset tilbage på arbejdsmarkedet. For eksempel i form af et exit-program i samarbejde mellem social- og arbejdsmarkedsforvaltning, hvor de faglige kvalifikationer bringes ajour med udviklingen i den "tabte" periode, eller hvor der sker en omskoling/efteruddannelse tilpasset forældrenes aktuelle situation.
  
  
• Behov for en helhedsorienteret tilgang: I forhold til den gruppe, der slides ned, som moren fra indledningen, der nu er blevet uarbejdsdygtig, er ord næsten overflødige.
  
  Det er åbenlyst, at en helhedsorienteret tilgang, hvor forældrene får massiv støtte i deres særlige forældreskab, er i alles interesse. For grundlæggende er forældrene den vigtigste ressource både i familien og i samfundet.

Handicapforældres tilknytning til arbejdsmarkedet kalder på væsentlig større politisk bevågenhed.

Uanset hvilken indfaldsvinkel man har til socialområdet, må der være bred enighed om, at det ikke er et velfærdssamfund værdigt, at mennesker, der både kan og vil være en del af arbejdsmarkedet, ender i periferien eller udenfor.

Og det er definitivt ikke i hensigtsmæssigt i et samfundsmæssigt perspektiv, hvor alle skriger på arbejdskraft.