Debat

HK: Arbejdsmarkedet taber, hvis regeringen gambler med de unges SU

Hvis man gør SU’en mere lånebaseret, og begrænser den til normeret tid, vil det ikke alene gå ud over den enkelte unge. Det vil spærre døren for, at arbejdsgivere kan få de mest talentfulde medarbejdere, skriver HK.

En stor del af de unge, vi repræsenterer, tager eller har en mellemlang videregående uddannelse. For dem vil et loft på 58 klip betyde, at de ikke har nok SU-klip til at dække en kandidatoverbygning, hvis de efterfølgende ønsker at læse videre, skriver HK.
En stor del af de unge, vi repræsenterer, tager eller har en mellemlang videregående uddannelse. For dem vil et loft på 58 klip betyde, at de ikke har nok SU-klip til at dække en kandidatoverbygning, hvis de efterfølgende ønsker at læse videre, skriver HK.Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Anja C. Jensen
Asbjørn Frier
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle vinder, når unge har det godt. Udvikler sig. Tager uddannelse. Bidrager.

Som samfund skal vi tage unges muligheder for at lykkes alvorligt. Og ja, det er komplekst. Men næsten uanset hvordan man anskuer det, er det svært at forestille sig, at det vil hjælpe at stramme skruen endnu mere overfor studerende.

Alle studerende på en videregående uddannelse vil miste den sikkerhed, det giver at vide, at man har en ventil, hvis man får brug for det.

Anja C. Jensen og Asbjørn Frier
Forbundsformand, HK Danmark og formand, HK Ungdom

Derfor er vi grundlæggende bekymrede over den SU-reform, som regeringen for nyligt sendte et klart signal om er på vej: I det materiale, som ledsagede 2030-planen, fremgår det, at regeringen forventer at kunne vinde op til 4.600 fuldtidspersoner i arbejdsudbud på reformen. Spørgsmålet er, om det er realistisk? Det er endnu uvist.

Mere sikkert er det derimod, at planerne om at begrænse SU’en, så den kun lige netop dækker normeret tid, kan få alvorlige konsekvenser.

Alle studerende på en videregående uddannelse vil miste den sikkerhed, det giver at vide, at man har en ventil, hvis man får brug for det. Eksempelvis hvis det er det, der gør, at man kan få enderne til at mødes mellem uddannelse og studiejob. Men også planerne om at sætte loftet ned til 58 SU-klip får os til at slå alarm.

Læs også

Mange unge risikerer at komme i klemme

En stor del af de unge, vi repræsenterer, tager eller har en mellemlang videregående uddannelse. For dem vil et loft på 58 klip betyde, at de ikke har nok SU-klip til at dække en kandidatoverbygning, hvis de efterfølgende ønsker at læse videre.

Loftet vil desuden gøre det vanskeligt at skifte studie undervejs – selv med merit. Det er uheldigt, når vi ved, at åbne døre og veje videre ofte har betydning for uddannelsesvalg.

Det er desværre bare pokkers svært at blive mæt eller betale husleje med penge, man – måske – kommer til at tjene om flere år.

Anja C. Jensen og Asbjørn Frier
Forbundsformand, HK Danmark og formand, HK Ungdom

Så kan de unge jo låne, lyder modargumentet. I regeringsgrundlaget fremgår det da også, at "muligheden for SU-slutlån udvides". Et par linjer senere lyder det dog, at regeringen vil gennemføre en analyse af SU-systemet, som blandt andet skal belyse, om det kan skrues sammen, "så det i højere grad fremmer den sociale mobilitet".

Den gode ambition om øget social mobilitet bakker vi fuldstændigt op om. Men den passer dårligt sammen med tankerne om at skrue op for SU-gælden.

SU-gældens sociale slagside

En 2023-undersøgelse fra tænketanken AE viser, at hvis man ændrer mere af SU’en til lån, vil det gå hårdest ud over de studerende, hvis forældre tjener mindst. Blandt de studerende, hvis forældre tjener mest, har 22 procent et SU-lån. Men blandt de studerende, hvis forældre omvendt har de laveste indkomster, er tallet helt oppe på 46 procent. Det er også i denne gruppe, den enkelte låner mest.

Fordelingen mellem unge, hvis forældre har henholdsvis de laveste og højeste indkomster, er ifølge samme undersøgelse blevet mindre skæv på ti år. Udviklingen peger med andre ord kraftigt i retning af, at det SU-system, vi har, understøtter social mobilitet. Det er ubetinget godt.

Forslag risikerer at skade den sociale mobilitet

Derfor er det alt andet end ufarligt, når Dansk Erhverv og DI drømmer om at ændre SU’en på kandidatuddannelser til lån. Begge peger på, at omlægningen ikke vil betyde store tab for akademikere på den lange bane, når man regner efter livsindkomst.

Risikoen er, at udsigten til mere SU-gæld kan spærre døre for dem, der ikke har adgang til økonomisk understøttelse fra eksempelvis forældre.

Anja C. Jensen og Asbjørn Frier
Forbundsformand, HK Danmark og formand, HK Ungdom

Det er desværre bare pokkers svært at blive mæt eller betale husleje med penge, man – måske – kommer til at tjene om flere år. Og som Dansk Erhvervs egen analyse viser, bliver man ikke nødvendigvis rig af at have en kandidatgrad i bagagen.

Ifølge Dansk Erhverv tjener 11 procent af dimittenderne på trods af deres universitetsuddannelse en løn, som svarer til, hvad medarbejdere med en kort videregående uddannelse tjener.

Risikoen er, at udsigten til mere SU-gæld kan spærre døre for dem, der ikke har adgang til økonomisk understøttelse fra eksempelvis forældre.

Det vil i sidste ende gå ud over arbejdsgivere, som ønsker sig de mest talentfulde medarbejdere. Hvor mange penge mor og far har stående i banken, skal ikke være bestemmende for, hvilken uddannelse unge vælger.

Det skal derimod potentiale, talent og ja, også arbejdsmarkedets behov. Netop fordi arbejdsmarkedets behov bør have en finger med i spillet, er det godt, at uddannelsesreformen lægger vægt på dimensionering. Det er et meget bedre sted at skrue end at give sig til at gamble med SU-systemet – både for den enkelte unge og vores samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anja C. Jensen

Forbundsformand, HK Danmark
Hotelreceptionist

Asbjørn Frier

Formand, HK Ungdom, eventkoordinator, A4 Medier
Kontoruddannelsen (udlært kontorassistent med speciale i administration)

0:000:00