Kommentar af 
Svend Bie

OK23 er på vej ind i den perfekte storm

Regeringens lønstrukturkomité skal afslutte sit arbejde inden årets udgang, og med Mette Frederiksens seneste udmelding om de offentlige lønninger kan det utilsigtet udløse en storkonflikt i stil med gærkonflikten i 1998, skriver Svend Bie.

Sygeplejerskerne har i offentligheden fået budskabet om, at de er for dårligt lønnede, igennem. Problemet er, at de øvrige lønmodtagerorganisationer ikke er enige med&nbsp;sygeplejerskerne<span>, skriver Svend Bie.<br></span>
Sygeplejerskerne har i offentligheden fået budskabet om, at de er for dårligt lønnede, igennem. Problemet er, at de øvrige lønmodtagerorganisationer ikke er enige med sygeplejerskerne, skriver Svend Bie.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Svend Bie
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inflationen er skyhøj, ledigheden helt i bund, og virksomhederne har tjent mange penge. Selv om lønnen i øjeblikket stiger hurtigere end i de lande, som vi konkurrerer med, kan lønnen slet ikke følge med prisstigningerne.

Sådan ser rammen ud for de private overenskomstforhandlinger, der skal færdigforhandles efter nytår. Det får både lønmodtagere og arbejdsgivere til bag linjerne at tale om "de vanskeligste overenskomstforhandlinger nogensinde". 

Samtidig har regeringen nedsat en lønstrukturkomité, der skal se på, om de offentligt ansattes indbyrdes lønrelationer samt lønrelationerne mellem sammenlignelige offentlige og private grupper er skæve.

Komiteen skal afslutte sit arbejde inden årets udgang, og med statsminister Mette Frederiksens (S) seneste udmelding om de offentlige lønninger betyder det, at denne tidsplan kan skabe den perfekte storm, der helt utilsigtet kan udløse en storkonflikt i stil med gærkonflikten i 1998. 

Når det er så alvorligt, skyldes det to forhold, som i det følgende vil blive foldet ud: Rammerne for de kommende overenskomstforhandlinger er så vanskelige, at vi, uanset om vi kan lide det eller ej, kommer til at bede lønmodtagerne om at stemme ja til overenskomster, der på kort sigt ikke sikrer alles realløn. 

Hvor store vanskeligheder valgkampen kommer til at skabe for OK23, er umuligt at sige nu

Svend Bie

Christiansborgs politiske retorik om løn og overenskomster er helt uforenelig med det jordnære solide overenskomstarbejde, som lønmodtagerorganisationerne leverer sammen med deres modparter.

Hvis lønmodtagerne lægger den politiske retorik til grund, når de skal stemme om nye overenskomster, vil fremskridtene altid se små og blege ud. Den seneste storkonflikt på det private arbejdsmarked var i 1998, hvor den såkaldte gærkonflikt løb, indtil Folketinget greb ind.

Mere fritid var et centralt tema for forhandlingerne, men Poul Nyrup Rasmussen satte trumf på i sin nytårstale, hvor han fremmanede billedet af den unge mor på vej på arbejde tidligt om morgenen med barnet bag på cyklen.

19. februar, midt under overenskomstforhandlingerne, udskrev Nyrup valget, der blev afholdt 11. marts. Herefter kunne overenskomstforhandlingerne genoptages, og det resulterede blandt andet i en ekstra fridag. På papiret så det ud som et helt okay resultat for lønmodtagerne, men til de flestes overraskelse stemte et flertal nej.

Det var lykkedes for fagbevægelsens venstrefløj at latterliggøre den ekstra fridag som helt utilstrækkelig i forhold til den politiske retoriks gyldne løfter om at lægge mere vægt på familieliv og fritid. "Kan vi ikke gøre det lidt bedre," havde Poul Nyrup spurgt i sin nytårstale. Og på den baggrund vurderede lønmodtagerne overenskomstresultatets gevinster som for små.

Efterfølgende var der bred enighed om, at sammenblandingen af et folketingsvalg og en christiansborgpolitisk debat om arbejdsliv, fritid og familie midt under en overenskomstforhandling var en væsentlig del af forklaringen på lønmodtagernes underkendelse af overenskomsten.

Det er vigtigt at lægge mærke til, hvor lidt vi hører om de private overenskomstforhandlinger i den brede offentlighed

Svend Bie

Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked er for længst startet.

Teknisk udredning mellem parterne og intern forberedelse foregår stort set, fra en overenskomst er vedtaget, til den næste er klar til slutforhandling. I øjeblikket er de private lønmodtagerorganisationer på vej rundt i landet for at møde medlemmerne, og det er ikke møder, som bliver lette at håndtere.

Nogle kører samme mødemodel som ved seneste fornyelse, mens andre har valgt at skrue kraftigt op for mødeaktiviteten. CO Industri har allerede modtaget 1.400 forslag fra medlemmerne, hvilket klart indikerer, at medlemmerne er oppe på mærkerne.

Formelt udveksles der først krav sidst på året, men begge parter ved godt, at det kan tage tid at modne modparten for nye ideer. Reelt er der allerede ved at danne sig billeder af, hvad forhandlingerne kommer til at handle om.

Det er vigtigt at lægge mærke til, hvor lidt vi hører om de private overenskomstforhandlinger i den brede offentlighed, selv om de allerede er i første fase. Det er klart et tegn på stor ansvarlighed hos både lønmodtagere og arbejdsgivere, og at de ikke ønsker at skabe forventninger, der bliver umulige at indfri. Omvendt er de offentlige overenskomster igen kommet på den politiske dagsorden, selv om de først skal foregå et år efter de private. 

Vi står nu foran en valgkamp, hvor de offentlige lønninger og "den danske model" kommer til at spille en stor rolle. Det samme gælder de stigende energipriser og inflationen, der dag for dag udhuler danskerne realløn.

Det skaber i sig selv et besværligt baggrundstæppe for de private overenskomstforhandlinger. Den politiske retorik passer generelt bedre sammen med løndannelsen i den offentlige sektor end i den private. Når politikere taler om løn, kan de næsten ikke lade være med at bruge ordet "retfærdighed".

Men der er ikke meget retfærdighed i løndannelsen i den private sektor. Det er tværtimod ofte de sjoveste job, der giver den højeste løn. Hvorfor skal en direktør, der har folk til det kedelige og selv kan bestemme, hvordan han skal arbejde, have ti gange så meget som manden på gulvet?

Uanset hvad lønstrukturkomitéen skriver, vil det blive brugt af de offentlige lønmodtagerorganisationer til at presse politikerne

Svend Bie

Den eneste holdbare forklaring er jo, at det kan betale sig for virksomheden, og dermed bliver virksomheden som regel også en bedre arbejdsplads for manden på gulvet.

Hvor store vanskeligheder valgkampen kommer til at skabe for OK23, er umuligt at sige nu. Fra det øjeblik, hvor efterårsvalget var en realitet, har ordet "overenskomstforhandling" stort set ikke været brugt af hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere i den private sektor.

Først når vi står med en ny eller genvalgt regering – formentligt i starten af november – begynder der at blive plads til at placere OK23 i mediebilledet. Men reelt skal vi hen i december, før vi i bedste fald er fri af den politiske lønretorik. Og her lander så efter planen rapporten fra den lønstrukturkomité, som regeringen nedsatte efter balladen under de offentlige overenskomster i 2021. 

Uanset hvad komitéen skriver, vil det blive brugt af de offentlige lønmodtagerorganisationer til at presse politikerne, og efter utallige løfter under en valgkamp kan det være svært at se, hvordan politikerne kan undgå at blive presset ind i en debat. Lønkomitéen vil formentlig blive forsinket tre til fire uger af valgkampen, og dermed er vi tæt på den proces, som skabte storkonflikten i 1998.

Der er blandt nogle offentlige lønmodtagere ønske om at nedsætte et trepartsudvalg, der skal se bredere på den offentlige sektor end bare løn, og som reelt skal prøve at nå til enighed om "visse ændringer" i den offentlige lønstruktur. 

I den ideelle verden kan man forestille sig, at et nyvalgt folketing hurtigt bliver enige om nedsættelsen af et sådant trepartsudvalg, og at det kan skabe forhandlingsro til de private forhandlinger. Men det kræver igen, at der både kan skabes bred enighed i Folketinget om at gå den vej, og at det bliver respekteret af alle de offentlige lønmodtagerorganisationer. Det er ikke sandsynligt.

Sygeplejerskerne har virkeligt slået igennem i offentligheden med budskabet om, at de er for dårligt lønnede. Problemet er blot, at de øvrige lønmodtagerorganisationer ikke er enige med dem. FOA og BUPL mener at have mindst lige så gode argumenter – ligesom alle øvrige offentlige forbund.

Læs også

De offentlige lønninger følger 100 procent de private lønninger. Sådan er systemet. For de danske offentligt ansatte er det et kæmpe gode, at man ikke skal slås for at følge med de private, markedsbestemte lønninger, men bagsiden af medaljen er, at det fastlåser lønrelationerne mellem de forskellige grupper.

Hvis sygeplejerskerne skal have en større del af kagen, skal andres stykke være relativt mindre. Det betyder igen, at man dårligt kan forbedre sin lønposition uden som minimum at have en vis sympati fra de andre offentlige grupper. Den sympati har sygeplejerskerne ikke i øjeblikket. Og det ser ud til, at deres konkurrenter i BUPL og FOA har betydelig bedre kontakt til regeringen. 

Når de private overenskomster er forhandlet færdige i løbet af marts næste år, er der kun et meget lille vindue, til de offentlige forhandlinger går i gang.

Skal man både sikre forhandlingsrum til de private forhandlinger og respektere de særlige vilkår for de offentlige forhandlinger i 2024, bør der derfor aftales et meget afstemt forløb. Det mest ansvarlige er at lade lønstrukturkomiteen komme med deres rapport umiddelbart efter de private forhandlinger.

Og at politikerne er forberedte på at komme med deres procesmæssige løsning – mest sandsynligt en trepartsforhandling – sådan at der senest i august/september 2023 kan ligge et nyt grundlag for de offentlige forhandlinger i 2024. 

Murphys første lov lyder: Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt – og der er godt nok meget, der kan gå galt både i forhold til de private OK23, der begynder for alvor, når valget er overstået, og de offentlige OK24, der skal udspille sig på en scene skabt af politisk vidtløftighed og lønstrukturkomitéens kedsommelige virkelighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Poul Nyrup Rasmussen

Protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. formand, PES & LORC, fhv. MEP
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00