Gå til
tilmelding

Afholdt Frihedens pris - Dansk Udenrigs- og Sikkerhedspolitik oven på invasionen af Ukraine

Altinget og det Udenrigspolitiske Selskab

En offentlig debat med lederne af Folketingets partier.

Debat 27. april med panel bestående af

Søren Pape Poulsen (K)
Pia Olsen Dyhr (SF)
Morten Messerschmidt (DF)
Henrik Dahl (LA)


“At kæmpe for frihed har en pris. Men intet i sammenligning med at lade være. Danmark skal stille op i verden sammen med vores allierede og partnere. For det er der, hvor det er sværest, at vores indsats betyder mest. Det gælder vores sikkerhed og vores demokratiske værdier.”
  (Jeppe Kofod, januar 2022)


Udenrigsministerens udtalelse i forbindelse med lanceringen af regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi skulle vise sig at blive en grum realitet kun få uger efter – og på en måde og med en hast som de færreste havde fantasi til at forestille sig. For den 24. februar blev Europa og verden markant forandret, da Ukraine blev angrebet. Rusland invaderede brutalt og uprovokeret et fredeligt og demokratisk land. Der er krig i Europa.


Stillet over for den kolde virkelighed om, hvad invasionen betyder, ikke kun for Ukraine, men også for den europæiske sikkerhedsarkitektur og retten til at vælge sine egne alliancer, genkomsten af aggressiv revanchisme, hvor står dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik så?

  • Hvordan påvirker krigen i Ukraine – og de bredere forandringer i det politiske landskab i USA, den stigende trussel fra Kina og den bekymrende autokratisering af nationalstater i verden - de politiske partiers syn på fremtidens danske og europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder synet på forsvars- og retsforbeholdet.
  • Hvordan ser partierne på de store udfordringer Danmark og EU står overfor: Hvad bør vi klogest gøre - og med hvem? Hvad kan vi få den danske befolkning med på, og hvad må det koste?

 

Tiden fordrer på en trist baggrund en nytænkning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor alle Folketingets partier må på banen med deres visioner og bud på en sammenhængende dansk politik tilpasset den nye virkelighed i 2022.

Det Udenrigspolitiske Selskab og Altinget/Mandag Morgen har derfor inviteret lederne af Folketingets partier til at præsentere og drøfte deres bud på en dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik op til afstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni.

Det Udenrigspolitiske Selskabs direktør Charlotte Flindt Pedersen og Jakob Nielsen, chefredaktør på Altinget vil moderere debatten, som finder sted i Altingets Gård på Ny Kongensgade 10 i det indre København.

Debatten vil også blive livestreamet til et større publikum for dem, der ikke har mulighed for fysisk deltagelse. Begge former for deltagelse kræver tilmelding her på siden 

 

 

Gratis, men tilmelding kræves (begrænset antal pladser)

27. april 2022 kl. 16:30

Ny Kongensgade 10, 1472 København