Forsker: Grønlands forsyningsselskab lukker øjnene for vandmangel

REPLIK: Forsyningsselskab forholder sig ikke til, at vandmængden flere steder i Grønland er begrænset. Rigsfællesskabet må øge vandforsyningskapaciteten, skriver DTU-lektor Kåre Hendriksen.

Af Kåre Hendriksen
Lektor og ph.d. på Center for Arktisk Teknologi ved Institut for Bygge og Anlæg på DTU

Min kronik 'Corona i Grønland kan løbe helt ud af kontrol' i Altinget 2. juni har resulteret i et svar fra det selvstyreejede el- og vandforsyningsselskab Nukissiorfiit.

Det er positivt, at kronikken bidrager til den nødvendige debat om vandforsyning og spildevandshåndtering, der udfordrer store dele af Grønlands befolkningen og udgør en potentiel risiko for smittespredning. Men det er trist, at Nukissiorfiit går i forsvarsposition fremfor at gribe debatbolden og bidrage til en konstruktiv dialog om, hvordan udfordringerne kan håndteres. 

Det er korrekt, når Nukissiorfiit skriver, at en stor del af Grønlands befolkning har nærmest ubegrænset adgang til rent drikkevand. Men Nukissiorfiit forholder sig ikke til, at der er flere steder, hvor den vandmængde, der leveres til forbrugerne, er begrænset og nogle steder meget begrænset.

Baseret på Nukissiorfiits egne data fra 2016 havde 8.000 borgere et dagligt vandforbrug på under 35 liter – beregnet som gennemsnit for det enkelte bosted. 8.800 borgere eller 15,7 procent af befolkningen havde et gennemsnitligt dagligt vandforbrug på under 50 liter, og 10.300 borgere eller 18,4 procent af befolkningen havde en dagligt vandforbrug på under de 90 liter, som den canadiske undersøgelse peger på som nødvendigt for at forebygge tarmsygdomme.

Forbedret vandforsyning ændrer ikke billedet
Det er vigtigt at bemærke, at de nævnte gennemsnitlige vandforbrug er inklusiv det vand, der i den pågældende by eller bygd bruges i servicehuse, skoler, sygeplejestationer med videre.

Det indebærer, at det vand, som borgeren bruger til brusebad og tøjvask i servicehuset, er medregnet i gennemsnittet. Med andre ord er det vand, som den enkelte benytter i sit hjem, en del mindre end de angivne værdier.

Siden 2016 har Nukissiorfiit enkelte steder forbedret vandforsyningen, og der har været en vis fraflytning fra nogle bosteder, men det er ikke noget, der nævneværdigt ændrer det samlede billede.

Som nævnt i kronikken har en del af bostederne et begrænset vandforbrug, da de naturgivne vandressourcer er begrænsede, fordi bostedet eksempelvis ligger på en lille ø.

Andre steder har den vandsø, der benyttes, begrænset kapacitet, mens der findes potentielle supplerende vandressourcer i oplandet, der endnu ikke er koblet til vandforsyningen.

Infrastrukturen skal ændres
Der er også en del bosteder med et begrænset gennemsnitligt vandforbrug, hvor Nukissiorfiit er aktuelt i stand til at levere mere vand til forbrugerne. Her skyldes det begrænsede vandforbrug, at befolkningen ikke henter mere vand i taphusene.

I forhold til hygiejne og potentiel smittespredning er der naturligvis tale om to forskellige problemstillinger. Man er nødt til at øge vandforsyningskapaciteten de steder, hvor Nukissiorfiits vandforsyning er begrænset, mens man i områderne med tilstrækkelig vandforsyning til en vis grad kan forbedre hygiejnestandarden gennem oplysningskampagner om nødvendigheden af et større vandforbrug.

Men den afgørende udfordring er, at man ikke kan forvente, at folk selv henter vand i tilstrækkeligt omfang til at sikre den nødvendige hygiejne, hvis vandet skal slæbes flere hundrede meter i plastikdunke.

Med andre ord er der behov for, at der enten etableres et vandnet, eller at der bliver kørt vand ud til de enkelte husstande. Dermed bliver det et spørgsmål om at etablere den nødvendige infrastruktur, hvis man vil sikre den hygiejne, der er en forudsætning for at forebygge smittespredning.

Samarbejdet på tværs af sektorer mangler 
Det er korrekt, når Nukissiorfiit skriver, at borgere med vandtank i boligen kun skal betale for 50 procent af omkostningerne ved vandkørsel.

Men betale for kørslen – det skal borgeren. Og jeg har ofte oplevet, at folk har valgt ikke at bestille en ekstra vandkørsel, når tanken var tom, fordi de ikke havde råd – eller ikke-prioriterede penge til det.

Tilsvarende er det korrekt, når Nukissiorfiit skriver, at de overtog vandforsyningen fra kommunerne i 1998. Jeg valgte i kronikken af pladshensyn at skrive: "Få år efter indførelsen af Hjemmestyret i 1979 overtog Grønlands hjemmestyre GTO’s opgaver, og efterfølgende blev GTO sektoropdelt i en række selvstændige organisationer, hvor vandforsyning havnede hos energiselskabet Nukissiorfiit, medens kloakker blev en kommunal opgave."

Det, tænkte jeg, implicit indebar, at Nukissiorfiit ikke overtog vandforsyningen i 1979. Min centrale pointe var, at den sektoropdeling, der er foregået af Grønlands infrastruktur, reelt betyder, at der ikke foregår det nødvendige tværsektorielle samarbejde.

Det resulterer i, at væsentlige infrastrukturforbedringer ikke implementeres, fordi de enkelte offentligt ejede infrastrukturselskaber suboptimerer ud fra egne 'virksomhedsøkonomiske' interesser frem for at basere beslutninger på samfundsøkonomiske beregninger, folkesundhed og så videre.

Vandforsyning er et prioriteringsspørgsmål
Nukissiorfiit stiller spørgsmålstegn ved, om der findes en relativ simpel teknisk løsning for Upernavik by med 1.100 indbyggere, der ikke har noget vandforsyningsnet, fordi den lokale vandressource er for lille. Et spørgsmål, der undrer mig noget.

I foråret 2018 var jeg i regi af Nora under Nordisk Ministerråd ansvarlig for en tur til Færøerne for vandforsyningsprofessionelle og forskere fra de Vestnordiske lande.

Formålet var blandt andet at besøge vandforsyningen i Runavik Kommune, hvor de har etableret en rørledning under fjorden for at sikre tilstrækkelige mængder godt vand til fiskeindustrien på fjordens anden side. På turen deltog en medarbejder fra Nukissiorfiit.

Og i sommeren 2019 havde jeg den samme gruppe, inklusiv to medarbejdere fra Nukissiorfiit, med til Upernavik for at vurdere muligheder og tekniske udfordringer ved at kopiere løsningen fra Runavik. 

Afstanden fra Upernavik til naboøen Akia, hvor der er rigeligt med godt drikkevand, er betydeligt kortere end rørføringen under fjorden ved Runavik og havdybden mindre. Samtidig er sundet mellem Upernavik ø og Akia beskyttet mod, at der kommer store isfjelde ind og ødelægger en rørledning.

Det er med andre ord et spørgsmål om økonomi og dermed om prioriteringer, om man vil vælge at udnytte vandpotentialerne på naboøen Akia og sikre en vandforsyning af Upernaviks 1.100 indbyggere, der muliggør en kloakering af byen.

Børn boltrer sig i spildevandssøer
At en fjerdedel af Grønlands befolkning benytter tørkloset, medfører i sig selv en potentiel risiko for smittespredning.

Dertil kommer, at "gråt spildevand" (afløb fra køkkenvask, eventuelt brusebad, vaskemaskine med videre) ledes direkte fra det enkelte hus ud til terræn og løber ned over fjeldsider og veje, hvor det daner sumpede områder og små søer.

Det er ikke ualmindeligt at se mindre børn lege i disse spildevandssøer med lejetøjsbåde eller tilsvarende – og hvem ved, hvad det vand indeholder? Om vinteren fryser "det grå" spildevand til store isdannelser i brunlige nuancer, der ofte besværliggør færdsel, specielt til fods.

For at sikre den nødvendige hygiejnestandard er der for langt de fleste bosteder i Grønland et stort behov for kloakering eller alternative løsninger som de slamtanke i boligerne, der blev nævnt i kronikken. En sådan løsning kræver vand og dermed et samarbejde mellem Nukissiorfiit og kommunerne, der står for kloak og spildevandshåndtering.

Personligt finder jeg det er trist, at Nukissiorfiit ikke i højere grad vælger at bidrage til debat om, hvordan vi kan forbedre forsyningsforholdene for alle de mennesker, der i dag ikke har tilstrækkeligt vand i boligen til at sikre den nødvendige hygiejnestandard og dermed forebygge spredning af covid-19 eller andre epidemier og pandemier.

Den store udfordring er at få etableret et velfungerende vandnet, vandkørsel samt kloak eller anden toiletløsning til alle – og det forudsætter flere steder, at vandforsyningskapaciteten øges. Det er naturligvis ikke en opgave, som Nukissiorfiit kan løfte alene.

Det er derfor, at jeg i kronikken peger på rigsfællesskabet og dets forpligtelser i forholdt til FN's 17 Verdensmål. 

Forrige artikel Securiot: Danmarks cybersikkerhed er i fare i magtspillet om Arktisk Securiot: Danmarks cybersikkerhed er i fare i magtspillet om Arktisk Næste artikel Råd for Menneskerettigheder: Grønland og Danmark skal genfinde den indre rettighedsforkæmper Råd for Menneskerettigheder: Grønland og Danmark skal genfinde den indre rettighedsforkæmper
Det sprængfarlige fjeld

Det sprængfarlige fjeld

KONFLIKT: Storpolitisk armlægning, grønlandske ønsker om selvstændighed og mulig dansk tilsidesættelse af Grønlands selvbestemmelsesret. Det er en del af fortællingen om et fjeld i Sydgrønland, som rummer uran og verdens største uudnyttede beholdning af sjældne jordarter.