Debat: Grundtvig havde ikke taget Tibet-flaget fra nogen

Filip Steffensen
Retsordfører, Liberal Alliance Ungdom

I en kronik i Altinget 30. juni argumenterer Kai Sørlander for, at det var legitimt, da politiet i forbindelse med kinesisk(e) statsbesøg forhindrede demonstranter med tibetanske flag i at udøve deres grundlovssikrede ytrings- og forsamlingsfrihed.

I kronikken argumenteres der for, at kritikken af håndteringen af Tibet-sagen er udtryk for en ”absolutering af frihedsrettighederne”, som ”kortslutter den demokratiske debat og beslutningsprocedure”.

For Sørlander handler det om, at beslutningen om at forhindre demonstranterne i at udøve deres grundlovssikrede rettigheder hidrører fra en minister. Deraf følger det for Sørlander, at beslutningen var demokratisk og derfor legitim.

Ministre står ikke over Grundloven, men skal derimod acceptere de begrænsninger, som den opsætter for politikernes handlen.

Filip Steffensen
Retsordfører, Liberal Alliance Ungdom

Som mange kritikere har fremhævet, udøvede demonstranterne på fredelig vis deres grundlovssikrede rettigheder. Beslutningen om at fjerne demonstranterne er derfor kritisabel, fordi demonstranterne blev afskåret fra at udøve helt elementære rettigheder.

Men Sørlander ser anderledes på problematikken og beskylder demonstranterne for, at de ikke ville ”bøje sig for”, at de var blevet ”nedstemt” i en demokratisk procedure.

Vil det med Sørlanders logik så kunne forsvares, hvis en minister pålægger politiet at forhindre et trossamfund i at udøve deres religionsfrihed, selvom der ikke foreligger nogen konkret trusselsvurdering herfor?

Filip Steffensen
Retsordfører, Liberal Alliance Ungdom

Rettigheder er en forudsætning for demokrati
Når en fremtrædende forfatter og meningsdanner som Sørlander på denne måde nedtoner en åbenlys grundlovskrænkelse, er det udtryk for en voldsom bagatellisering af de frihedsrettigheder, der er nedfældet i Grundloven, og som er så intimt forbundet med selve demokratiets væsen.

For det, der kendetegner demokratiet, er netop beskyttelsen af frihedsrettigheder som ytrings- og forsamlingsfriheden, og det er i sidste ende disse, som gør, at demokratiet kan blomstre.

At en grundlovskrænkelse stammer fra en minister, som egenhændigt har truffet beslutningen, er derfor ingenlunde en formidlende omstændighed. Tværtimod.  

Vores frihedsrettigheder er et værn, som angiver rammerne for politikernes handlen. De opsætter en række skranker for politikernes råden; en demarkationslinje, hvortil statsmagtens indflydelse legitimt kan udøves.

At det er en minister, som stipulerer en overtrædelse heraf, er ikke en tilstrækkelig begrundelse, men derimod en alvorlig krænkelse. Følger man Sørlanders logik til dørs, åbenbares det, at en ministeriel beslutning ikke er fyldestgørende eller tilstrækkelig.

Selvom ministeren varetager er demokratisk mandat, er det ikke hjemmel til at indskrænke borgernes frihedsrettigheder. Ideen bag frihedsrettighederne er netop, at borgerne beskyttes mod magthaverne; at magthaverne tøjles og stilles over for en kontrolmekanisme, der sikrer, at de ikke overtræder deres beføjelser.

Vil det med Sørlanders logik så kunne forsvares, hvis en minister pålægger politiet at forhindre et trossamfund i at udøve deres religionsfrihed, selvom der ikke foreligger nogen konkret trusselsvurdering herfor?

At hævde retten til at ytre og forsamle sig frit er ikke, som Sørlander skriver, en ”absolutering”, men derimod demokratisk deltagelse.

Det er en simpel demokratisk ret, som ikke kan anfægtes, og når Sørlander skriver, at demonstranterne ikke ville ”bøje sig”, selvom de var ”nedstemt”, sættes helt centrale frihedsrettigheder i en sekundær position efter kollektivets velbefindende, hvilket ligger langt fra de tanker, som rettighederne er funderet i.

Sørlander er ingen Grundtvig
Når Sørlander ligeledes skriver, at ytringsfriheden ikke er ”svævende absolut”, at dens formål er at sikre ”relevante synspunkter” kan komme frem, og at selvsamme gælder for forsamlingsfriheden, bevæger vi os ud i en eklatant misforståelse af den ånd, som ligger bag disse rettigheder, og det kan undre, hvad der kvalificerer Sørlander til overdommer i vurderingen af, hvad ”relevante” synspunkter er.

Er det ikke relevant at problematisere kinesernes undertrykkelse af tibetanerne? Og hvilken målestok skal anvendes, så kun ”relevante” synspunkter ser dagens lys? Set i et historisk perspektiv er denne fortolkning da også langt fra de tænkere, som i censurens højalder bidrog med velbegrundede forsvar af samvittighedsfriheden.

Eksempelvis mente John Stuart Mill, at flertallet ikke berettiget kan fortie eller censurere et synspunkt, som kun én enkelt person måtte dele. Om så hele verdens befolkning – undtagen én person – er enige, gør det ikke censuren mere legitim.