Filosof om Tibet-sag: Ytringsfriheden må ikke trumfe demokratiske beslutninger

Af Kai Sørlander
Filosof og forfatter

Debatten om politiets optræden under det seneste statsbesøg fra Kina fortsætter. Det står fast, at politiet har sørget for, at folk, som ville demonstrere imod Kinas besættelse af Tibet, blev holdt væk fra den kinesiske præsidents synskreds.

Men spørgsmålet er, hvem der er ansvarlig for denne beslutning. Alle søger at løbe fra ansvaret. En foreløbig undersøgelse kunne ikke nå længere end til at placere det hos nogle politifolk på mellemlederniveau.

Nu er spørgsmålet imidlertid åbnet igen, fordi man har fundet nogle nye mail i politiets system, og fordi man også har fundet ud af, at politiet har optrådt på samme måde ved tidligere kinesiske statsbesøg.

Det er en politisk sag, hvorledes Danmark skal forholde sig til Kina og den kinesiske præsident. Og forsamlingsfriheden indebærer ikke en ret til at kortslutte den demokratiske beslutningsproces.

Kai Sørlander

Vi indretter os efter menneskerettighederne
Sagen beskæftiger både politikere, jurister og journalister, og der synes hele spektret rundt at være almindelig konsensus om, at beslutningen om at holde demonstranterne væk fra den kinesiske præsidents synskreds ikke kun er politisk forkert, men at den er ekstra alvorlig, fordi den repræsenterer et brud med Grundlovens påbud om ytrings- og forsamlingsfrihed.

Grundlovens paragraf 77 siger, at ”enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”. Censur må ikke genindføres.

I stedet for at forstå ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutte rettigheder, som et demokrati ubetinget skal bøje sig for, så skal man forstå dem som rettigheder, hvis formål er at understøtte den demokratiske debat.

Kai Sørlander

Og paragraf 79 siger, at ”borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede”. Dog kan forsamlinger under åben himmel forbydes, hvis der er fare for den offentlige fred.

På den baggrund synes den herskende – politiske og juridiske – mening at være, at de, der ville vise den kinesiske præsident deres modvilje imod Kinas besættelse af Tibet, er blevet frataget deres grundlovssikrede ret, i og med at de er blevet holdt væk fra præsidentens synskreds. Og derfor er den herskende holdning også, at de egentlige ansvarlige for beslutningen skal findes, så der kan placeres et politisk og juridisk ansvar for det grundlovsbrud, som man mener har fundet sted.

Når man har denne opfattelse, så gør man ytrings- og forsamlingsfriheden til absolutte rettigheder, som trumfer enhver demokratisk beslutning. Det næste skridt i denne holdning er så, at man heller ikke vil nøjes med at lade demokratiet selv være garant for disse rettigheder, men at man i stedet lader en domstol være garant for dem. En domstol, som skal sikre, at demokratiet overholder ”menneskerettighederne” i forhold til sine egne borgere.

Det er således, at vi mere og mere indretter vort demokrati: med en menneskerettighedsdomstol som rygrad og med en tiltagende juridificering af det politiske.

Ytringsfriheden er ikke en absolut rettighed
Denne udvikling er imidlertid heller ikke uden problemer. Først og fremmest bryder den med fordringen om politisk ligeværdighed.

Når man har en overpolitisk domstol, som har magt til at bestemme, om den demokratiske regerings beslutninger er rigtige, så har man givet medlemmerne af domstolen en særlig politisk magt, som er uforenelig med demokratiets fordring om borgernes grundlæggende politiske ligeværdighed.

Derudover har den voksende juridificering af det politiske også en negativ effekt på den politiske debat. Jo mere man tror, at der findes en juridisk rigtig løsning på et politisk problem, jo mindre forstår man nødvendigheden af den seriøse demokratiske debat og af den særlige politiske dømmekraft.

Forstår vi så meget, så er det vigtigt også at forstå, at der er et alternativ til den dominerende opfattelse af forholdet mellem frihedsrettighederne på den ene side og demokratiet på den anden side.

I stedet for at forstå ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutte rettigheder, som et demokrati ubetinget skal bøje sig for, så skal man forstå dem som rettigheder, hvis formål er at understøtte den demokratiske debat.

Set i det lys er ytringsfriheden ikke en frit svævende absolut, men dens primære formål er at sikre, at alle (relevante) synspunkter kan komme til orde i den demokratiske debat. Og tilsvarende for forsamlingsfriheden.

To sider af samme mønt
Hvis man har denne opfattelse af forholdet mellem frihedsrettigheder og demokrati, så ser Tibet-sagen helt anderledes ud. Fra denne synsvinkel er man enig i, at folk i landet skal have fuld frihed til at ytre sig om politiske spørgsmål – derunder om Kinas besættelse af Tibet. Ligesom man er enige i, at folk skal have fuld frihed til at forsamles og diskutere sådanne spørgsmål.

Det er simpelthen forudsætningen for, at vi kan have en demokratisk debat om samfundsmæssige spørgsmål – og om hvorledes Danmark skal forholde sig til Kinas besættelse af Tibet. Og her lægger man så specielt eftertryk på, at det er på baggrund af denne debat, at det demokratisk skal afgøres, hvorledes landet skal forholde sig under den kinesiske præsidents statsbesøg: om man ved politiets hjælp skal holde demonstranter, som vil vise deres modvilje mod Kinas besættelse af Tibet, væk fra den kinesiske præsidents synskreds eller ikke.

Når man ser sagen fra den anden synsvinkel, så bryder den demokratiske ordensmagt altså ikke nogens grundlovssikrede rettigheder, såfremt den beordrer politiet til at holde demonstranterne væk fra den kinesiske præsidents synskreds.

Så er det i stedet demonstranterne, som kortslutter den demokratiske debat og beslutningsprocedure. De bøjer sig ikke for, at de er blevet nedstemt i denne procedure, men tager i stedet sagen i deres egen hånd.

Domstolen bør ikke trumfe parlamentet
Hvilken af de to opfattelser hænger så bedst sammen? Principielt er den anden mest konsistent. Den første bryder med det krav om elementær politisk ligeværdighed, der er forudsætning for, at alle skal have ytrings- og forsamlingsfrihed.

Det sker, i og med at den juridificerer det politiske og giver en domstol politisk myndighed over parlamentet. Den anden opfattelse overholder derimod kravet, i og med at den præciserer, at ytrings- og forsamlingsfriheden primært skal sikre, at den demokratiske debat bliver så omfattende og velbegrundet som muligt.

At det demokratiske flertal så kan tage fejl, er et vilkår, som hører med til vor politiske situation. Det er ikke noget, som kan løses med oprettelsen af en overpolitisk domstol, for ud over at en sådan domstol bryder med den politiske ligeværdighed, så kan den også tage fejl; og så bliver fejlen dobbelt så stor.

Desuden er den anden opfattelse også historisk set den mest korrekte. Der kan næppe være tvivl om, at grundlovsfædrene ikke har indført ytrings- og forsamlingsfriheden som absolutter, der kunne kortslutte den demokratiske debatkultur, men tværtimod som forudsætninger for, at en sådan debatkultur kunne udfoldes og respekteres.

Menneskeretsdomstolen er synderen
Når det således er den anden opfattelse af forholdet mellem frihedsrettigheder og demokrati, som er den rimeligste, hvorledes kan det så være, at det er den første, som i dag er den mest udbredte i de toneangivende kredse?

Som jeg ser det, hænger svaret sammen med en udvikling i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke.

Oprindelig var denne domstol tænkt som en hjælp til at styrke de svagere demokratier i Europarådets medlemskreds. Men med tiden tiltog den sig også den afgørende beslutningsmagt i de gamle og relativt stærke demokratier.

Dermed brød den med den politiske ligeværdighed – i menneskerettighedernes navn; og således blev den en orm i det kulturelle fundament for demokratiets opretholdelse. Denne udvikling umuliggjorde for eksempel en naturlig demokratisk diskussion af asyl- og indvandringspolitikken i Europa. Uden at de ”toneangivende kredse” havde tankekraft til at forstå, hvad der gik for sig.

Ministeren bør kunne 'tage flaget fra dem'
Hermed har vi nogenlunde klarhed over det grundlag, som vi behøver for at kunne drage nogle rationelt holdbare konsekvenser vedrørende Tibet-sagen.

Det gælder først og fremmest om at finde ud af, hvem der har ansvaret for beslutningen om at holde demonstranterne ude af den kinesiske præsidents synskreds. Hvis ansvaret ligger hos politiet, så har politiet blandet sig i noget, som ikke er deres sag, og så er der en fejl i proceduren.

Men hvis ansvaret ligger hos den demokratisk valgte regering – på ministerplan – så er det anbragt, hvor det hører hjemme. Så kan man kritisere det politisk, og specielt hvorfor det ikke var offentligt, men noget grundlovsbrud er der ikke tale om.

Det er en politisk sag, hvorledes Danmark skal forholde sig til Kina og den kinesiske præsident. Og forsamlingsfriheden indebærer ikke en ret til at kortslutte den demokratiske beslutningsproces. Vi bevæger os ud ad en vildvej, hvis vi bruger en absolutering af frihedsrettighederne til at undergrave det nødvendige spillerum for ”det politiske”.

Et spillerum, der – som magtforholdene i verden er – også i visse situationer må give plads for ”politisk hykleri”. Men dette hykleri skal dømmes politisk af vælgerne; det skal ikke dømmes juridisk af en domstol. I modsat fald er vi ikke længere et styre, som bygger på borgernes politiske ligeværdighed.