Debat

Elberth: Demokrati-teater på sociale medier

KLUMME: Periscope. Facebook live. Twitter. Kommentarfelter på blogs. Aldrig har politikerne haft større mulighed for at gå i samtale med vælgeren. Men er samtalen reel, spørger Benjamin Rud Elberth.

I Danmark er Benny Engelbrecht indiskutabelt den folketingspolitiker, der har taget dialogen mest seriøst på de sociale medier igennem årene, skriver Benjamin Rud Elberth. 
I Danmark er Benny Engelbrecht indiskutabelt den folketingspolitiker, der har taget dialogen mest seriøst på de sociale medier igennem årene, skriver Benjamin Rud Elberth. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Interaktion medfører et demokratiteater, hvor debatter opføres bevidst foran et publikum”.

Afsender på citatet ukendt. Men det er en af de webansvarlige for de politiske partier, der beredvilligt stillede op for at med-kvalificere en nylig ITU-rapport omkring brug af sociale medier i valgkampen 2015. Og han eller hun har ret.

Afsenderen har fat i noget, som alle partierne og politikerne ved, men ingen rigtig vil indrømme åbent. Interaktionen med vælgeren på sociale medier er sjovest, når man kan få rigtig mange til at se, at man svarer, og det er ikke nødvendigvis svaret og samtalen, der er målet.

Det handler om at blive set
Men det faktum, at man som politiker har stillet op for at svare og deraf forventer at høste nogle point, der helst skal materialisere sig i tilslutning og stemmer. Politikerne er på den måde fuldkommen sammenlignelige med danske topledere i private danske virksomheder: Skal man på sociale medier, skal det meget gerne føre til et presseklip eller så meget bevågenhed, at det at svare bliver en større pointe i sig selv for at vise, at man er tilgængelig og åben.

Danske partier har forsøgt det samme som Miljøpartiet i Norge, men det sker med svar-manualer og præskrevne svar, hvor man håber på, at man ikke for alvor bliver udfordret på at gå ned i substansen og ned i den konkrete problemstilling, som den spørgende vælger har.

Benjamin Rud Elberth

Man er egentlig små-ligeglad med, hvad det er, man bliver spurgt om. I samme stil ser man en lang række brands i Danmark, der udelukkende stiller spørgsmål på Facebook i håb om at lune algoritmerne op, så de får rækkevidde. Det går grueligt galt af og til – Zoo’s største udenlandske storm var ganske rigtigt Marius-sagen, men den største indenlandske var dengang, da de spurgte brugerne om hjælp til at navngive en ny elefant, hvorefter de fløj en thailandsk prinsesse ind, der navngav elefanten Khao Sok. Elefanten døde i øvrigt for et par uger siden. Samtalen var død, inden den startede.

Gode takter hos få
Der er enkelte politikere, der faktisk viser andre takter. Simon Emil Ammitzbøll (LA) gik til afslutningsdebat i sidste uge klædt på af sine Facebook-følgere, som han havde efterspurgt inspiration hos. Og Radikale har jævnligt gennemført ”crowdsourcing” og brugt det – eksempelvis da de efterspurgte brugernes hjælp i november 2015 for at nå at læse 100 siders lovgivning om asylstramninger igennem i en hastebehandling.

I Danmark er Benny Engelbrecht indiskutabelt den folketingspolitiker, der har taget dialogen mest seriøst igennem årene. Da jeg var digital chef for Socialdemokraterne og gennemførte livechat over Facebook med Helle Thorning-Schmidt, længe før Facebook Live i øvrigt var opfundet, havde Benny allerede været i gang i sit sønderjyske web-værksted i flere år.

Det kunne godt være lidt halvirriterende som webansvarlig for S, at Benny Engelbrecht altid kunne selv, og at han aldrig spurgte om hjælp. Det foregik blandt andet ved at printe spørgsmål på en printer og med et halv-dårligt webkamera.

Giver det stemmer?
Nu er konceptet blevet forfinet – Benny Engelbrecht er blevet cirka syv år ældre, og han kører stadig sit brugerinvolveringskoncept, hvor vælgerne kan stille spørgsmål – Se mere om, hvordan han gør, her. Virker det så at holde borgermøder og svare så mange, som Benny Engelbrecht har gjort gennem årene? Altså manden blev skatteminister og har fået pænt gode stemmetal i alle sine valgkampe. Men som alt andet på området har vi ikke forskning, der kan isolere, om Benny Engelbrechts stemmer kommer fra hans digitale energi – til gengæld er manden blevet særdeles klog på, hvad vælgerne tænker, tror og føler.

For det er det, der kommer ud af oprigtige samtaler. Akkurat som Løkke i sine samtaler får flere sandheder fra vælgerne, end han kan købe sig til i en fokusgruppe.

Flere danske politikere kan med fordel skæve til Norge, hvor det grønne Miljøparti fik et flot valg i 2015 ved kommunalvalget. Og de fik fortjent anerkendelse for deres dialog med brugerne. Ganske enkelt fordi deres webstrategi gik ud på at svare hver eneste på deres sociale medier. Det krævede cirka 10 frivillige stort set døgnet rundt.

Den ægte samtale er for sjælden
Men den ”genuine” samtale. Uden demokrati-teater. Der, hvor politikerne gør det for at lære noget, er for sjælden. Danske partier har forsøgt det samme som Miljøpartiet i Norge, men det sker med svar-manualer og præskrevne svar, hvor man håber på, at man ikke for alvor bliver udfordret på at gå ned i substansen og ned i den konkrete problemstilling, som den spørgende vælger har.

Sæt nu, at man lovede for meget eller fik skrevet noget, som politiske modstandere kunne bruge til deres fordel.
------
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00