Anmeldelse af 
Erik Holstein

Holstein: Tesfaye i et minefelt

ANMELDELSE: Absurde fejlanalyser af indvandringens konsekvenser kendetegnede den socialdemokratiske udlændingepolitik i mere end to årtier. Det oprulles systematisk og lærerigt i Mattias Tesfayes ”Velkommen Mustafa”, der rammer lige ned i konflikten mellem socialdemokrater og radikale.

Mattias Tesfaye har skrevet en glimrende bog om de socialdemokratiske problemer med at håndtere udlændingepolitikken gennem 50 år.&nbsp;<br>
Mattias Tesfaye har skrevet en glimrende bog om de socialdemokratiske problemer med at håndtere udlændingepolitikken gennem 50 år. 
Foto: Thomas Schou/Gyldendal
Erik Holstein

Bragt første gang 18. april 2017

Sjældent har en bog, der er skrevet i så afdæmpede vendinger, vakt så stærke følelser.

Mattias Tesfayes ”Velkommen Mustafa” har flere steder fået raseriet til at bryde ud i ildrøde flammer. Pudsigt nok er raseriet størst hos dem, der ikke selv er socialdemokrater, men som fra omegnen af Radikale Venstre ser sig selv som de sande vogtere af Socialdemokratiets historie.

Det politiske flertal på Christiansborg ignorerede holdningen hos befolkningens flertal ud fra den betragtning, at man vidste bedre. Men som udviklingen demonstrerede, var den folkelige skepsis over for indvandringen berettiget, mens politikerne baserede deres beslutninger på en perlerække af fejlslutninger. 

Erik Holstein
Journalist og forfatter

Vreden mod Tesfaye skyldes, at han bruger historien til at underbygge partiets nuværende strammerkurs. Det er naturligt at være kritisk over for historikere med et politisk ærinde, men den udførlige dokumentation i bogen holder vand, og bortset fra afslutningen er Tesfaye meget tilbageholdende med at drage sine egne slutninger.

Forfatteren lader dokumentationen – i form af hundredvis af udtalelser fra socialdemokrater gennem 50 år – tale for sig selv. Det giver til tider en lidt monoton fremstilling, men frem for alt et enestående overblik over, hvordan Danmarks største parti forholdt sig til tidens vigtigste spørgsmål.

Fagbevægelsen imod indvandring
I sin gennemgang af 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik viser Tesfaye, at det ikke er et nybrud at være skeptisk over for indvandring. Det er snarere en tilbagevenden til udgangspunktet i 60'erne.

Særlig socialdemokraterne i fagbevægelsen var imod at importere fremmed arbejdskraft, som man frygtede ville blive løntrykkere. Det var arbejdsgiverne, der pressede på – og industriens arbejdsgivere var gennem årtier i front for en fortsat indvandring. Alene af den grund er det absurd pr. definition at betegne en restriktiv udlændingepolitik som ”højredrejet”.

Ultra-slappernes år
Efter en slingrende kurs gennem 70'erne skiftede Socialdemokratiet drastisk politik i 80'erne, hvor man støttede verdens mest lempelige udlændingelov. Loven fra 1983 gav asylansøgere ret til at søge asyl i Danmark, selvom deres ansøgning var blevet afvist andre steder, indvandreres retskrav på familiesammenføring blev udvidet – og det blev langt sværere at udvise kriminelle udlændinge.

Denne banebrydende lov blev strikket sammen af et flertal uden om Schlüter-regeringen, og det er i dag interessant at se, hvilken personkreds der stod bag lovens indførelse:

Det var socialdemokraterne Torben Lund og Ole Espersen, den radikale Bernhard Baunsgaard, SF'erne Ebba Strange og Leif Hermann suppleret af Hans Gammeltoft Hansen fra Flygtningehjælpen. Alle som én ultra-slappere.

I dag befinder Torben Lund sig i nærheden af Enhedslisten, Ole Espersen har været marginaliseret i sit parti i to årtier, Leif Hermann betragtes som en dinosaur i SF – og Ebba Strange og Bernhard Baunsgaard er døde. Men dengang styrede de dansk udlændingepolitik.

Ignorerede befolkningen
Tesfayes bog illustrerer, hvordan udlændingeloven fra 1983 fik tilstrømningen til Danmark til at eksplodere gennem 80'erne. Ganske som kritikerne havde forudset, men som tilhængerne forarget havde afvist.

Allerede på det tidspunkt fik man bevis for, at der er en snæver sammenhæng mellem den udlændingepolitik, et land fører, og tilstrømningen af migranter og asylansøgere. Ikke desto mindre er der den dag i dag folk, der fremstiller strømmen af asylansøgere som en naturlov, der ikke kan påvirkes af det enkelte lands politik.

Tesfaye refererer hyppigt til meningsmålingerne gennem hele perioden – og de viser et fuldstændig entydigt billede: Der var på intet tidspunkt gennem de 50 år et flertal for en massiv tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere og flygtninge.

Den mest gennemgribende ændring af det danske samfund i mere end hundrede år blev ført igennem på trods af befolkningens flertal. Tilmed en ændring, der i modsætning til næsten alle andre politikområder ikke kan omgøres.

Det politiske flertal på Christiansborg ignorerede holdningen hos befolkningens flertal ud fra den betragtning, at man vidste bedre. Men som udviklingen demonstrerede, var den folkelige skepsis berettiget, mens politikerne baserede deres beslutninger på en perlerække af fejlslutninger.

Falsk sammenligning
Rent stilistisk er ”Velkommen Mustafa” en kronologisk gennemgang af de socialdemokratiske positioner – afbrudt af en række mini-interviews med nøglepersoner, der ser tilbage. Det bryder læserytmen, men indholdsmæssigt giver det mening. På den måde gives der også plads til, at de socialdemokrater, der ikke deler Tesfayes holdninger, kommer til orde.

Som Ole Espersen, der forklarer motiverne bag udlændingeloven fra 1983 på denne måde:
”Jeg er vokset op i skyggen af Holocaust. For mig og mange andre i min generation er det en forpligtelse at holde fast i hvert enkelte menneskes grundlæggende rettigheder.”

Den holdning var kendetegnende for datidens ledende socialdemokrater som Kjeld Olesen, Torben Lund, Jakob Buksti, Dorte Bennedsen og ikke mindst Svend Auken. Det var en meget idealistisk tilgang, men sammenligningen med de forfulgte jøder var ahistorisk og uden analytisk bund.

I 30'erne var selv nabolande som Danmark restriktive over for at give asyl til de jøder og kommunister, der forsøgte at undslippe Nazi-Tyskland. Det var en skamplet, der kostede liv.

Den situation kan overhovedet ikke sammenlignes med asylansøgere, der bevæger sig gennem seks-syv sikre lande for at få asyl i et nordeuropæisk velfærdssamfund. Det er en menneskeret at få beskyttelse mod forfølgelse – men det er ikke en menneskeret at kunne vælge det land i verden, man helst vil bo i.

Som polakker og ungarere
Den idealistiske og sværmeriske linje, som i mere end 20 år dominerede Socialdemokratiets udlændingepolitik, baserede sig også på en anden tvivlsom præmis: nemlig at de indvandrere og flygtninge, der nu ankom, ville blive fint integreret med tiden. For det var jo sket med alle andre flygtningegrupper som ungarere, polakker og jøder.

Men også dette var udtryk for en overfladisk tilgang til sagen. Man gjorde sig ikke klart, at dårligt uddannede indvandrere med en stærkt religiøs, patriarkalsk og klanbaseret kultur ville være helt anderledes vanskelige at integrere i et sekulært, demokratisk velfærdssamfund.

Man gjorde sig heller ikke klart, at der her var tale om kædeindvandring, hvor ikke alene eksisterende familier blev sammenført, men hvor der også blev tilført nye familier til Danmark som følge af arrangerede ægteskaber. Hvorefter integrationen konstant måtte starte forfra.

Dette var også i grel modsætning til tidligere, hvor det ikke ligefrem var normen, at andengenerations-ungarere eller -polakker hentede nye ægtefæller fra forældrenes gamle landsby.

Hemmeligholdt rapport
Som bekendt lykkedes det ikke de S-borgmestre, der først stødte på negative konsekvenser af indvandringen, at råbe partiet op. Per Madsen fra Ishøj, Kjeld Rasmussen fra Brøndby og Kjeld Hansen fra Herlev havde massiv opbakning fra vælgerne, men i Socialdemokratiet blev de længe set som pinlige, primitive pariaer, der ikke forstod storheden i det humanistiske projekt.

Et af bogens virkelig interessante afsnit gennemgår den rapport fra Socialdemokratiets indvandrer- og flygtningeudvalg, der blev hemmeligholdt af partiet. Rapporten blev lavet for præcis 30 år siden og anbefalede en række opstramninger af udlændingepolitikken.

Rapportens pennefører var den senere amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen, og konklusionerne ligger helt på linje med den position, partiet er landet på i dag. Men rapporten blev dengang skrottet og hemmeligholdt af Svend Auken, der netop havde overtaget formandsposten i partiet.

Svend Aukens ansvar
Derefter fjernede den socialdemokratiske udlændingepolitik sig afgørende fra befolkningens flertal og en stor del af partiets egne vælgere. Og skal man pege på én person, der var ansvarlig for den udvikling, er det netop Svend Auken.

I modsætning til partifællerne på Vestegnen levede Auken på tryg afstand af integrationsproblemerne. For ham var diskussionen principiel og teoretisk. Problemer som kvindeundertrykkelse, religiøs fanatisme, parallelsamfund og kriminalitet blev bagatelliseret, og når principperne stødte sammen med virkeligheden, var det virkeligheden, der måtte vige.

Bogen citerer et par af Aukens angreb på vestegnsborgmestrene, men faktisk er Mattias Tesfaye meget nådig over for den tidligere partiformand. Tesfaye kunne let have fundet langt mere bizarre udtalelser fra Svend Auken frem. Lad os tage et par typiske eksempler:

– Da meningsmålingerne klart viste, at de socialdemokratiske vælgere ønskede opstramning af udlændingepolitikken, udtalte Auken: ”Meningsmålingerne viser ikke, at vi er ude af trit med befolkningen, men at befolkningen tror, at noget er på en bestemt måde, mens det i virkeligheden forholder sig anderledes.”

– Da den etniske kriminalitet nåede et foruroligende niveau op til valget i 2001, udtalte Svend Auken til B.T.: ”Volden er dalet, især ungdomsvold. Bander var der flere af, da jeg var ung.”

– Efter katastrofevalget i 2001 udbrød Auken i den socialdemokratiske gruppe: ”Selvom kun 1 procent af befolkningen måtte støtte vores humanistiske politik, skal vi fastholde den.”

Sjældent har man set en så intelligent mand udvise så stor grad af argumentresistens gennem så mange år.

Antallets betydning
Men Svend Auken var ikke den eneste topsocialdemokrat med en virkelighedsfjern tilgang.

Ritt Bjerregaard, der blev koordinator af partiets udlændingepolitik efter nederlaget i 2001, gjorde sig bemærket ved sit mantra om, at man ”ikke skal fokusere på antallet af indvandrere, der kommer til Danmark, kun på integrationen.”

En ren ”Goddag mand, økseskaft”-argumentation – for i praksis er det naturligvis langt sværere at integrere et stort antal ikke-vestlige indvandrere end et lille antal.

Netop det var Karen Jespersens hovedpointe gennem alle årene, men hendes insistering på at begrænse antallet var alt andet end populær i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Først efter mere end femten års ophedet diskussion erkendte Socialdemokratiet i 2003 den banale sammenhæng mellem antal og integration. Kostbar tid var spildt for det danske samfund og titusinder af arbejdervælgere tabt for partiet.

Endegyldig konklusion?
Det er i det hele taget ikke mange af de socialdemokratiske folketingspolitikere gennem tiderne, der har meget at prale af i forhold til udlændingepolitikken.

Som bekendt var den nuværende S-formand Mette Frederiksen en af mest hidsige modstandere af opstramninger, da hun indledte sin folketingskarriere, Poul Nyrup Rasmussen var inkonsekvent og svingede fra side til side, Mogens Lykketoft lod sig drive af rent taktiske overvejelser – og Mattias Tesfaye hørte også engang selv til de politisk korrektes brigade.

Blandt de nuværende folketingsmedlemmer er det kun folk som Henrik Dam Kristensen, Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen, der konsekvent kæmpede for den linje, der i dag er partiets officielle politik.

Spørgsmålet er så, om Socialdemokratiet endegyldigt er kommet igennem mareridtet.

Det er sandt, at socialdemokraterne i Folketinget er mere enige om udlændingepolitikken end i mange år, og at partiet i langt højere grad er i sync med vælgerne.

Men der er ikke fuld enighed i partiets organisatoriske bagland, og en række medlemmer af folketingsgruppen med Mette Gjerskov i spidsen er stadig imod strammerlinjen. Derudover har en hel del sandsynligvis blot tilpasset sig holdningen på bjerget. 

Hvad folk som Dan Jørgensen, Magnus Heunicke, Pernille Rosenkrantz-Theil og Mette Reissmann egentlig mener, den dag magtforholdene skifter ... det bliver interessant at se.

DF eller V
Mattias Tesfaye  advokerer sidst i bogen for, at Venstre er Socialdemokratiets naturlige samarbejdspartner i forhold til udlændingepolitikken.

Det er et argument, der virker påklistret og er sandsynligvis fundet frem, fordi det er taktisk vigtigt for Tesfaye at lægge afstand til Dansk Folkeparti. Men på baggrund af den historie, bogen opruller, fremstår det helt utopisk igen at forsøge at sætte DF uden for indflydelse på det vigtigste område af alle.      

Den socialdemokratiske strid om udlændinge er ikke nødvendigvis slut. Men ”Velkommen Mustafa” giver en glimrende status indtil nu. Bogen kan varmt anbefales til alle, der interesser sig for udlændingepolitik og samtidshistorie i bred forstand.

"Velkommen Mustafa" af Mattias Tesfaye er udkommet på Gyldendal. Bogen er på 386 sider og koster 250 kr.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00