Jarl Cordua: Valgkampen smeder nye alliancer og splitter gamle venner

Valgkampen frem mod folketingsvalget er for længst gået i gang, og intensiteten stiger overalt i dansk politik. Det kan man især se på, at de politiske angreb bliver hårdere end før, gamle koalitioner slår sprækker, samtidig med at nye koalitioner pludselig opstår.

Klaus Riskær Pedersen-partiet har gennemlevet en uge, hvor partistifteren har været politisk boksebold for både politiske modstandere og den altid kritiske presse. I politik gælder reglen om, at vælgerne som hovedregel egentlig ikke bryder sig om den hårde tone og glidende tacklinger. Omvendt, så kan tacklingerne, hvis de rammer åbenlyse og sårbare flanker, som der er mange af i Riskærs tilfælde, være meget effektive.

I sidste uge så man for eksempel, hvordan de to Frederiksberg-politikere Nikolaj Bøgh (K) og Jan E. Jørgensen (V) i DR2-udsendelsen ”Debatten” relativt neddæmpet, men også meget effektivt, punkterede finansmandens politiske ballonskib med utallige henvisninger og stikpiller til Riskærs fortid som mangeårig dømt økonomisk kriminel. Riskær selv følte sig prisgivet og insisterede på at tale politik uafhængigt af sin politiske fortid. Denne præmis, som skulle agere forsvarsskjold, ville hans politiske modstandere dog ikke unde ham. Politik kan ikke adskilles fra manden.

Reaktionen fra mange rasende seere, der troede, at debatten skulle handle om Riskærs politik, var dog også voldsom, og sympatien med de to VK-skarprettere hos de vrede seere var til at overse. Spørgsmålet er dog, om forargelsen hos en del seere over det politiske karaktermord i DR2-programmet automatisk bliver udmøntet i stemmer til Riskær-partiet.

Den første reelle meningsmåling svarer nej til spørgsmålet. Kun 1,4 procent vil stemme på Liste E efter en hel uge, hvor Riskær har været heftigt profileret og debatteret. Usikkerheden i Voxmeters måling mandag i denne uge ligger dog på 0,7 procent, hvilket giver samme sandsynlighed for, at Riskær lige akkurat kan komme i Folketinget med 2,1 procent, som at han kun ligger på 0,7 procent. Alt tyder derfor på, at Riskær-partiets største bidrag til dansk politik bliver et borgerligt stemmespild, der vil medvirke til at trække tæppet væk under Lars Løkkes regering.

Livet for de blå havde nok været nemmere, hvis Riskær i stedet havde anbefalet at pege på Mette Frederiksen og dermed forsøgt at kapre stemmer i det røde vælgerhav med sine forslag om 30 procent moms.

Vi er nok ved at nå det punkt, hvor Riskærs parti mest ligner en farce end et egentligt levedygtigt politisk projekt.

Jarl Cordua

Samtidig har Radio24syv, hvor jeg selv er vært torsdag formiddag, Riskær på programmet hver fredag fra klokken 10-12, og her står kritikerne efterhånden i kø over, at Riskær fortsat kan være vært på debatprogrammet 'Riskærs Fredagsbar', nu hvor han leder et opstillingsberettiget politisk parti.

Indtil videre har 24syv-ledelsen afværget kritikken med et løfte om at sætte Riskær på græs, så snart valget formelt bliver udskrevet. Undervejs vil finansmanden ifølge 24syv-direktør Jørgen Ramskov være under overvågning, såfremt han bruger radioplatformen til propaganda for sit eget parti. Spørgsmålet er, om det er et svar, der i længden tilfredsstiller kritikerne af beslutningen om at fastholde Riskær som radiovært på en privat radiostation, der dog er finansieret af licensbetalerne.

Sideløbende har 24syvs journalistiske sektion taget hårdt fat på Riskær, hvilket kunne høres onsdag eftermiddag, da den prisbelønnede journalist Tinne Hjersing Knudsen havde Riskær i studiet i næsten en hel time i programmet '55 minutter'. Det endte (igen) med et bråvallaslag af et verbalt værtshusslagsmål mellem den kritiske vært og finansmanden, der som sædvanlig blev vred, oprørt og meget irriteret over igen at blive revet sin kriminelle fortid i næsen, mens han forsøgte at bagatellisere og relativere sine domme med, at ingen havde læst dommene, hvis udfald han i øvrigt var helt uenig i, og man fik indtryk af, at han var ramt af en skæbne, der efter Riskærs mening kunne overgå næsten hvem som helst. Udsendelsen kulminerede til sidst med, at Riskær blev sur og træt af at skulle stå model til "pøbel-småproletar-journalisttyper, der ikke forstår en skid af noget som helst”. 

Spørgsmålet er nok, om flere opvisninger i manglende overskud, kavalkade af vrede og totale fravær af evne til at erkende egen skyld kan motivere flere vælgere til at fylkes om Riskær og hans parti. Vi er nok ved at nå det punkt, hvor Riskærs parti mest ligner en farce end et egentligt levedygtigt politisk projekt.

At valget er ved at nærme sig, ses også ved, at konkurrencen blandt de borgerlige regeringspartier om at være skattenægternes eller skatteskeptikernes foretrukne parti skærpes.

Søren Pape, der forsøges markedsført som ”Pape-Power”, måske inspireret af fodboldspilleren Niklas Bendtners ulovlige reklameunderbukser ”Lucky Pants” for spilfirmaet ”Paddy Power”, foreslår nu topskattegrænsen sat op med 120.000 kroner til cirka 642.000 kroner. De Konservative forsøger at positionere sig som partiet, der lover realistiske og kloge skattelettelser modsat rivalerne i Liberal Alliance, der gerne overlades rollen som de evigt urealistiske glade amatører, og fjerne drømmere, der sammen med Anders Samuelsens stålblå øjne konstant løber panden mod den politiske mur.

Hvor De Konservative er svære at slå på, og hvor vælgerfarvandet er begrænset, så er der mere potentiale for LA til at udstille Venstre som forrædere mod regeringens officielle mærkesag om at nedsætte marginalskatten. Og det fik Venstres ordfører Louise Schack Elholm i denne uge at mærke af Joachim Olsen, efter at hun blankt havde afvist De Konservatives forslag:

”Jeg har svært ved at se, at man kan kalde sig et borgerlig-liberalt parti, hvis man ikke mener, at det er uacceptabelt, at knap halvdelen af de fuldtidsansatte på arbejdsmarkedet afleverer mere end 50 procent af deres indkomst i skat, og at vi har en sammensat marginalskat på 67 procent. Det burde ikke være en acceptabel situation for et borgerlig-liberalt parti,” sagde LA-ordføreren, som sikkert fryder sig over, at Venstre hellere vil deltage i konkurrence med DF og S om at sikre mere velfærd og helt overlade det til K og LA at slås om lavere skat.

Endnu holder regeringsalliancen dog, og man er fortsat i gang med at lægge an til en aftale om en sundhedsreform med Dansk Folkeparti, hvor sidstnævnte er i frit fald i meningsmålingerne, og senest i ugens Voxmeter-måling er under 15 procent, med kun 14,8 procent af stemmerne.

Årsagerne er flere, men forklaringen kan næppe alene være fremkomsten af konkurrenterne i Nye Borgerlige, der i samme måling kun får to procent af stemmerne. En nærliggende forklaring er, at Socialdemokraterne kaprer DF-vælgere, som simpelthen ikke er bekymrede for, at Mette Frederiksen vil føre slap udlændingepolitik.

Senest har S stemt for VLAK-regeringens og især DF's såkaldte pakke, der skal sikre et ”paradigmeskifte” i udlændingepolitikken og fremover er møntet på at hjemsende asylansøgere, uanset om de skulle blive integreret i det danske samfund eller ej.

DF's formand Thulesen Dahl har med sin to år lange forlovelse med Frederiksen også legitimeret S som politisk samarbejdspartner, der på flere stræk ligger DF nærmere politisk end de borgerlige. Nu tyder meget på, at Thulesen Dahls vælgere tager ham på ordet og forlader DF, især fordi de føler sig tiltrukket af Frederiksens populistiske overbudsforslag om ret til pension til særlige erhvervsgrupper, hvor man mener, over én kam alle er nedslidte.