Jarl Cordua: Thulesen Dahls bukser er ved at revne

KOMMENTAR: DF skyder ansvaret for egne vælgeres skepsis over for sundhedsreformen over på Venstre. DF er efterhånden ved at blive fange af deres egen hidtil succesfulde taktik om til alle tider at sige netop det, som vælgerne gerne vil høre, skriver Jarl Cordua.

Ingen ved, hvornår valget præcist kommer, men som tiden går, mister Lars Løkke Rasmussen i stigende grad kontrollen med, hvad der foregår og diskuteres i dansk politik.

Og det er DF's melding tirsdag, hvor Kristian Thulesen Dahl omfavnede Socialdemokraternes forslag om differentieret folkepension, det hidtil klareste eksempel på.

Havde DF været et integreret medlem af regeringen og den blå blok, så havde Thulesen Dahl højst sandsynligt skelet mest til sammenholdet og fastholdt den fælles front vendt mod oppositionens fremadstormende og mest sandsynlige statsministerkandidat, Mette Frederiksen.

I stedet går DF solo og efterlader sine blå venner på perronen, hvilket i går sendte rystelser igennem regeringskontorerne og centraladministrationen. For holder DF nu brandudsalg af den hidtidige ansvarlige økonomiske politik i håb om at overbyde Mette Frederiksen på vælgermarkedet med velfærdsløfter?

Når det største blå parti, der skulle forestille at være økonomisk ansvarlig, pludselig vil åbne velfærdsforliget fra 2006 for at forhandle Socialdemokraternes meget ukonkrete forslag om differentieret folkepension kun ganske få måneder før et folketingsvalg, så er det det sikreste tegn på, at valgkulleren har fået tag i politikerne på Christiansborg. Og det er ikke så mærkeligt, at det er DF, der er hårdest ramt.

DF står ifølge nogle målinger til at miste 100.000 vælgere. Det er bagsiden af partiets store fremgang i 2015, at DF nu er mere udsat for at miste vælgere ved det kommende valg.

DF forklarer selv til deres borgerlige samarbejdspartnere, at årsagen til, at de nu vil forhandle folkepension, netop er stor bekymring for at miste vælgere fra det, som man kunne kalde ”Bent Bøgsted-segmentet” (efter DF's meget fagforeningsvenlige beskæftigelsesordfører), hvor der selvsagt findes mange velfærdsfokuserede arbejdervælgere. DF-toppen fornemmer nu, at netop denne gruppes ret afgørende vælgere er på vej til at stemme på Socialdemokraterne ved det kommende valg – ikke mindst lokket af S-valgløftet om at give folkepension til nedslidte og til folk med mere end 40 år på arbejdsmarkedet.

Hos DF forestiller man sig tilsyneladende, at hvis ikke S bliver mere udfordret til at konkretisere sit forslag i en forhandling, så kan S bade sig hele vejen ind i regeringskontorerne på en bølge af tidligere DF-stemmer. Analysen er, at jo mere specifik S bliver i deres forslag, jo mere står det klart, at der er tale om et luftkastel, som også venstrefløjen påpeger, eller også har S lagt en bombe under den økonomisk ansvarlige politik, som nogle økonomer og især borgerlige frygter.

I begge tilfælde vil S-forslaget dale i attraktion hos vælgerne, der, som tingene ser ud nu, hjertens gerne læser lige præcis det ind i S-forslaget, som de selv ønsker. S har derfor en interesse i, at forslaget på denne side af valget er så lidt konkret som muligt, så det for hver vælger mere fremstår som en slags individuel ønskeseddel.

Derfor er det ikke så underligt, at Mette Frederiksen tirsdag var ret undvigende med hensyn til, om hun nu ville lave en aftale om differentieret folkepension med DF. Det krævede en ny regering, mente hun, og rev så DF i næsen, hvorfor man fortsat støtter Løkke som statsminister. Måske den hidtil sikreste indikation på, at Frederiksen er ved at hæve den lange forlovelse med Thulesen Dahl?

Hidtil er velfærdsaftalen fra 2006 det forlig, der regulerer pensionsalderen. Det kræver en accept af alle aftalepartnere, herunder S, eller en opsigelse af forliget inden valget, hvis der skal ske ændringer. Måske man kunne forestille sig, at Løkke snart og inden valget indkalder til forhandlinger blandt forligsdeltagerne presset af især Thulesen Dahl?

Her må man forstå på Løkkes udtalelser fra i går, at regeringen gerne vil ”lytte” til den model, som Mette Frederiksen altså endnu ikke har konkretiseret. Alle ved, at differentieret folkepension er særdeles kompliceret stof, hvor en forhandling ikke bare kan overstås på en formiddag. Derfor er forestillingen om en aftale inden valget alene af den grund fuldstændig urealistisk.

Det, som disse drøftelser allerhøjst ville resultere i, er en udstilling af blå splittelse på emnet, da i al fald LA er imod, og fornemmelsen af vild panik i DF. Netop udsigten til at tage de stik hjem, må næsten også være den eneste grund til, at S møder frem til sådan en forhandling. Forestillingen om, at S går i DF's fælde og yderligere konkretiserer det fremlagte forslag, kan Thulesen Dahl glemme alt om.

For Lars Løkke er det en udvikling, der lægger til i den stadig mere udbredte analyse, at Løkke-regeringernes tid er ved at rinde ud, og at statsministeren selv har stadig vanskeligere ved at holde sammen på butikken. Ikke mindst sin egen.

Der er fortsat uro i Venstre med udbredt surhed på gruppemøderne over sundhedsreformen og især den del, der handler om afskaffelse af regionerne. I sidste uge kunne man opleve en presset sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, bide af Danske Regioner i et tweet, der lød ”jeres fake news er patetisk”, fordi regionerne ikke købte ministerens beregninger af milliardbesparelser på regionernes nedlæggelse. Det udløste en tør replik fra regionernes formand partifællen Stephanie Lose om, at ministerens sprogbrug ”talte for sig selv”.

Mundhuggeriet er således et udmærket billede på den aktuelle nederlagsstemning i Venstre, som også statsministeren bidrager til med alt andet end godt humør, når sundhedsreformen er på gruppemødernes dagorden, som i sidste uge, hvor kritikerne mødte en sur, tvær og irriteret Løkke, der også kæmpede med jetlag fra sin Indien-rejse og en for blå blok elendig meningsmåling fra Epinion.

Imens Løkke langsomt, men sikkert taler sine kritiske partifæller til konsensus – måske ved at sikre mere lokal repræsentation i de 21 planlagte sundhedsfællesskaber – så får han ikke megen hjælp fra sit støtteparti. Det er ellers DF, der oprindelig har presset på og krævet regionerne nedlagt, men DF er ikke vild med den del af sundhedsreformforslaget, der skal sikre lokal repræsentation, hvis ikke der også kommer til at sidde DF-medlemmer. Og det sker ikke, så længe DF ikke får valgt borgmestre og sundhedsudvalgsformænd, som er dem, der er udset til at optage de folkevalgtes pladser i de sundhedsfællesskaber, der ifølge planen har til opgave at bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge.

Slaget om folkeopinionen, når det gælder nedlæggelse af regionerne, er indtil videre også tabt. En ny meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten viser, at kun 25 procent bakker op om planerne, mens 46 procent vil bevare regionerne.

Især er det interessant, at DF's vælgere er meget splittede i sagen. Kun 32 procent af DF's vælgere vil nedlægge regionerne, mens hele 42 procent vil bevare dem, hvilket betyder, at her er en sag, hvor DF er på direkte kollisionskurs med sine egne vælgere. Et gæt er, at en stor del af dem tilhører de vælgere, som DF overtog fra Venstre i delvis protest mod centraliseringen af Danmark.

Det lidt bemærkelsesværdige er, at vælgerne åbenbart ikke har opdaget, at en stemme på DF er en stemme på landets mest centralistiske parti, der stemte for kommunalreformen i nullerne, og som nu kræver regionerne nedlagt.

Her skulle man tro, at DF forsvarede partiets stærke centralistiske synspunkter i den offentlige debat og den politik, som Thulesen Dahl under efterårets forhandlinger har gennemtrumfet over for Løkke, og som de fremgår af sundhedsreformen. Men der tager man helt fejl. Thulesen Dahl er helt væk i debatten, men sender i stedet sin sundhedsordfører Liselott Blixt i byen med det spagfærdige budskab, at det hele nok er Venstres skyld, fordi Søren Gade og andre Venstrefolk har været så frække og sagt, hvad de mener:

"Jeg kan sådan set godt forstå, at folk er forvirrede med de mange forskellige meldinger, der er kommet," sagde Blixt forleden til Altinget i en kommentar til DF-vælgernes skepsis.

Ansvaret lå hos Venstre, måtte man forstå, hvor man i modsætning til DF diskuterer med sig selv:

"Medierne har jo bragt interviews med Søren Gade nærmest hver dag, hvor han står og siger det modsatte af dét, hans ministre i regeringen siger."

Man må forstå på Blixt, at det er Venstres interne uenighed, der fører til, at DF's vælgere er splittede. Forestillingen om, at Thulesen Dahl, hende selv som sundhedsordfører eller andre i partiets folketingsgruppe gik ud og tog ansvar for deres egen politik og forklarede deres vælgere, hvorfor DF vil nedlægge regionerne, ja, det kan man åbenbart glemme alt om. Alt er Venstres skyld.

Meget tyder derfor på, at DF efterhånden er ved at blive fange af deres egen hidtil succesfulde taktik om til alle tider at sige netop det, som vælgerne gerne vil høre. Men nu er bukserne åbenbart ved at revne.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Maria R. Gjerding: Det kommende valg bliver vores generations vigtigste Maria R. Gjerding: Det kommende valg bliver vores generations vigtigste Næste artikel Niels Jespersen: Bud på Mette Frederiksens ministerliste Niels Jespersen: Bud på Mette Frederiksens ministerliste