Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Åbent hus i Frederiksens velfærds-gavebod

KOMMENTAR: Socialdemokratiet forsøger nu at kapre vælgere hos V og særligt DF med udspillet om lavere pensionsalder for faglærte og ufaglærte. Perfekt timet op til et valg, hvor S skal pudse arbejderprofilen af.

Det var ventet, at S tæt på valget ville åbne velfærdsgaveboden og helst med gaver, der fås i hverken Venstres eller DF's valgbutik, skriver Jarl Cordua.
Det var ventet, at S tæt på valget ville åbne velfærdsgaveboden og helst med gaver, der fås i hverken Venstres eller DF's valgbutik, skriver Jarl Cordua.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan man forestille sig Socialdemokratiet i opposition, der lige før et folketingsvalg ikke spiller ud med et velfærdsforslag, der kan pudse arbejderpartiets profil op?

Det er utænkeligt. Derfor var det ventet, at S tæt på valget ville åbne velfærdsgaveboden og helst med gaver, der fås i hverken Venstres eller DF's valgbutik.

Derfor kunne S-statsministerkandidat Mette Frederiksen tirsdag fremlægge et forslag om differentieret pensionsalder for dem, der enten er fysisk nedslidte eller har været mere end 40 år på arbejdsmarkedet.

Det er et forslag, der passer som fod i hose på partistrategernes bestræbelser på at genskabe troen hos vigtige arbejdervælgere, at S nu søger tilbage til rødderne efter det store svinkeærinde i 2011-2015 med teknokrat-reformisterne Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, som siden Frederiksens tiltræden som partichef nærmest efter nordkoreansk forbillede er skrevet ud af partihistorien.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Timingen og iscenesættelsen kan i al fald ikke kritiseres. Der kan sættes et flot flueben ved selve det forhold, som kommunikationseksperter kalder for priming. Det handler om, at S sammen med fagbevægelsen, både FH og 3F, længe med forskellige kampagner har fokuseret på, at der er en ulighed mellem akademikerne og især ufaglærte arbejdere både med hensyn til tidlig nedslidning og forventet tid som pensionist på grund af lavere levealder for ufaglærte.

S har altså sammen med fagbevægelsen – og resten af venstrefløjen – brugt tid på at sætte fingeren på et problem, som mange potentielle S-vælgere anerkender som reelt.

Det er et forslag, der passer som fod i hose på partistrategernes bestræbelser på at genskabe troen hos vigtige arbejdervælgere, at S nu søger tilbage til rødderne efter det store svinkeærinde i 2011-2015.

Jarl Cordua

Det var for eksempel også et stort tema i Mette Frederiksens tale på den seneste S-kongres i september 2018. Ved at tale problemet op skaber man således både øget opmærksomhed og høje forventninger. Nu er vi dog så tæt på valget, at tiden var kommet til, at Mette Frederiksen præsenterede en løsning på problemet.

Ud over at forslaget rammer vigtige vælgergrupper, hvor nogen måske stemmer på DF og Venstre, så er det også designet til at samle den blok, der ønsker en anden statsminister end Lars Løkke Rasmussen. Det, der i gamle dage gik under betegnelsen ”rød blok”.

Selv de radikale, der i sin tid var med til at lægge det meste af efterlønnen i graven, er ikke helt afvisende, selv om de nok bliver svære at få med. Mest kritisk er naturligvis Enhedslisten, der ikke overraskende synes, at forslaget er "varm luft", fordi det ikke er vidtgående nok og ikke løser det, de mener er problemet, da pensionsalderen stadig vil stige med stigende levealder.

Forslaget, der især kan kritiseres, fordi det mindsker arbejdsudbuddet midt under en højkonjunktur, har dog andre politiske fordele. Det er simpelthen et realistisk gennemførligt forslag, som formentlig kan samle et flertal efter næste valg.

S regner med, at deres forslag vil koste tre milliarder kroner, som hovedsageligt skal finansieres ved øgede skatter på banker og finanssektoren. Lige netop dem er der ikke mange vælgere, der græder over, hvis de skal lidt ekstra til lommerne.

Det vil forslaget nærmest kun vinde på set med de samme vælgeres øjne. Der er næppe grænser for populismen, når det kommer til afstraffelse af den "grådige finansverden".

Både Venstre og Konservative vil gerne være med i den leg, uanset om det er samfundsmæssigt hensigtsmæssigt eller ej. Skulle der mangle penge i kassen, så kan en ny S-finansminister sikkert tage dem af råderummet, da de økonomiske vismænd tidligere har meldt ud, at der er råd til, at flere kan komme på pension.

Læs også

Heller ikke Dansk Folkeparti græder tårer, hvis finansbranchen må betale 1,5 milliarder kroner for en lavere pensionsalder, og man går normalt heller ikke af vejen for at indynde sig hos vigtige vælgergrupper.

I går tirsdag omfavnede partiets normalt meget velfærdsglade arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted forslaget, men havde dog visse betænkeligheder vedrørende finansieringen.

DF-ordføreren vil egentlig helst bygge videre på seniorførtidspensionsordningen, som netop skal give nedslidte mulighed for at trække sig tidligere tilbage. Den ordning kræver visitation, hvilket har mindsket dens popularitet, mens Socialdemokratiets forslag skal være en rettighed efter visse åbenlyse kriterier.

Det vil sige, at langt flere – S regner med cirka hver femte, der er to-tre år fra pensionsalderen – vil gøre brug af ordningen. Under alle omstændigheder vil DF, siger de nu, ikke tage stilling til forslaget før efter valget.

Spørgsmålet er, om den position kan holdes hele vejen frem til valget, hvis Socialdemokratiet lykkedes med at erobre DF-vælgere med forslaget. Det er ikke hver dag, at DF lader sig overbyde af Socialdemokraterne.

Skulle der opstå et flertal bag Mette Frederiksen efter valget, så er DF formentlig nemmere for S at tale med end Radikale, der næppe vil tage ansvaret for de økonomiske konsekvenser af at fjerne for eksempel faglært arbejdskraft i en situation som nu, hvor der er stor mangel på håndværkere.

Det står i al fald klart, at Mette Frederiksen bliver nødt til at strække sig meget langt med hensyn til indrømmelser for ikke at stå i en løftebrudsdiskussion som hendes udskældte forgænger Helle Thorning-Schmidt.

Frederiksen forestiller sig i øvrigt, at fagbevægelsens parter med nye såkaldte trepartsforhandlinger nærmest selv skal nå frem til en løsning, der dermed legitimerer hendes politik.

Det bliver selvfølgelig ikke noget problem for FH (tidligere LO), der er enige med Frederiksen. Omvendt kan arbejdsgiverne i DA næppe se fidusen i at medvirke, medmindre regeringen kompenserer med andre endnu ukendte forslag, der øger arbejdsudbuddet tilsvarende på andre områder.

Ikke overraskende er finansminister Kristian Jensen (V) ude at skyde forslaget ned, netop med henvisning til at prisen på forslaget kan blive højere end de tre milliarder kroner, som S regner med.

Det kan han nemt nå frem til, da forslaget stadigvæk er åbent for fortolkning, med hensyn til hvor mange der kan og vil benytte sig af ordningen.

Det helt overordnet samfundsøkonomisk mest interessante er, at S ikke vil pille ved velfærdsforliget fra 2006, som hæver pensionsalderen med den stigende levealder.

Derfor vil dette forslag ikke pille afgørende ved, at S viderefører tidligere regeringers økonomiske politik, bortset fra at man altså har tænkt sig at køre lidt baglæns med dette pensionsforslag.

Derfor bliver det interessant, om både DF og S i 2020 som følge af velfærdsforliget vil stemme for, at pensionsalderen bliver hævet yderligere, netop fordi levealderen er steget. Her har DF i november 2018 sagt, at det kan de ikke love.

Som det er nu, er samfundsøkonomien skruet sådan sammen, at der er råd til, at alle, der går på pension i 2035 som 69-årige, i gennemsnit kan leve i 17 år på pension. Stiger gennemsnitsalderen – så må pensionsalderen op.

Det er netop det, som også er blandt andet FH's argument: at nedslidte arbejdere i gennemsnit lever kortere og derfor fortjener at komme tidligere på pension end akademikerne.

På den anden side viser en undersøgelse, at to tredjedele af ufaglærtes lavere levealder skyldes de såkaldte KRAM-faktorer, altså fed kost, rygning, alkohol og mangel på motion.

Og så ligner det pludselig ikke kun en diskussion om ulighed, men om at resten af samfundet skal kompensere for, at grupper på arbejdsmarkedet selv har valgt en usund livsstil, som til dels forkorter deres liv og sikkert også overbelaster sundhedssystemet.

Alt det ændrer ikke ved, at Socialdemokratiet med deres udspil om differentieret tilbagetrækningsalder igen er relevant for vælgergrupper, som i mange år har fravalgt partiet.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Kommentaren er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00