Jarl Cordua: Venstre efter Pind

Umiddelbart falder det i øjnene, at statsministeren har valgt at sætte en række byprofiler i front i forbindelse med den nylige omrokering i Venstre.

Det var Løkkes idé at sætte Karen Ellemann ind som gruppeformand efter at have tilbragt noget tid i "Rodsammen-ministeriet for Alt Godt fra Havet", det vil sige nordisk samarbejde, ligestilling og fiskeri. Man kunne også kalde ministeriet for "alt muligt ligegyldigt", som hendes bror, Jakob Ellemann-Jensen, lidt uforsigtigt fik sagt, da hun tiltrådte som minister.

Karen Ellemann signalerer den blødere værdiliberale profil, der kendetegnede Venstre i 90’erne, og som ser på verden som en mulighed frem for en trussel, som man må gøre, hvad man kan for at skærme sig imod.

Nu skal hun holde styr på en folketingsgruppe af mere eller mindre frustrerede gruppefæller, der med rokaden så den sidste mulighed i måske meget lang tid for at blive minister lukke sig i. For nogen vil det måske endda føre til, at man overvejer andre karriereforløb, ligesom Søren Pind.

Karen Ellemann signalerer den blødere værdiliberale profil, der kendetegnede Venstre i 90’erne, og som ser på verden som en mulighed frem for en trussel.

Jarl Cordua

I det hele taget var tiden under Ellemanns forgænger som gruppeformand, Søren Gade, præget af frustration og utilfredshed i folketingsgruppen – ikke mindst med informationsniveauet.

Iblandt gik gruppeformanden selv forrest ved at skrive læserbreve i sit foretrukne provinsdagblad. Håbet i V er, at Karen Ellemann med sine personlige egenskaber kan få gydt lidt olie på vandene, få frembragt mere harmoniske tilstande og ikke mindst få skabt fornyet gejst og holdånd i gruppen frem mod folketingsvalget næste år. Hun får brug for både sin ledelseserfaring og evne til at ”plante solskin” i sine omgivelser for at få sat det projekt på skinner.

Mads Fuglede ventes i øvrigt at efterfølge Britt Bager som ny medieordfører. 

Jarl Cordua

Sammen med den nye politiske ordfører, Britt Bager, der mest har slået sine folder som medieordfører, skal Ellemann danne lidt modvægt til den ”mandstunge” opstilling i front, som V-formandskabet Lars Løkke og Kristian Jensen udgør. Ingen forventer mirakler, men håbet er, at især Bager kan få skabt en ny profil på vigtige emner som sundhed og velfærd, som sammen med udlændinge er det, der sædvanligvis optager vælgerne ved folketingsvalgene.

Det var i øvrigt Løkke selv, der skar igennem og valgte Bager, da gruppens ledelse måtte opgive at samle sig om en kandidat. Seks-otte stykker havde ellers lagt billet ind på at blive ny ordfører. Blandt dem var ægteparret Torsten Schack Pedersen og Louise Schack Elholm, der åbenbart heller ikke kunne enes om at stille med en fælles kandidat. Så bliver det selvsagt svært.

Løkke endte med at træffe valget ud fra en simpel vurdering af, at Bager bedst kunne løfte opgaven, med kraftig skelen til at han ønskede en anden profil på den post, end det sædvanlige talende mandlige jakkesæt. Man er i V helt klar over, at Bager har et stykke vej til at nå forgængerens niveau.

Jakob Ellemann-Jensen, der måtte vige pladsen for at blive ny fødevare- og miljøminister, har i lang tid været noget nær det eneste lyspunkt, når talen faldt på Venstres profiler. Nu får Bager chancen, og så håber man på det bedste.

Løkke har i øvrigt ikke lagt op til flere rokader inden næste folketingsvalg. Det meddelte han Anders Samuelsen (LA), som befandt sig i Amerika, og Søren Pape (K), og ingen af dem fandt anledning til at skifte ud på ministerholdet.

Sidstnævnte, fordi det kører udmærket for de konservative ministre, og førstnævnte holdt sig formentlig tilbage, fordi han med en rokade ville åbne for en standende diskussion i LA's folketingsgruppe, hvor flere forbigåede og selvbevidste MF'er nok synes, at de da selv kan gøre det langt bedre, end de nuværende ministre, blandt dem den komplet usynlige ældreminister, Thyra Frank.

Sidstnævnte, som regerer over, hvad der svarer til pulterkammeret i Sundhedsministeriet, har som mediestrategi slet ikke at optræde i medierne. Thyras tilgang til pressen og offentligheden er: Jo færre interviews, jo færre spørgsmål – jo mindre risici for at sige noget, der kan udlægges som sort snak eller værende i direkte modstrid med realiteterne.

Det forekommer således mere end sælsomt, at Samuelsen har sat en person ind som minister for at give LA en mere blød og social profil, samtidig med at det så rent faktisk er meget småt med initiativer fra Thyra Franks side. Både når det gælder fremsættelse af egentlig ny lovgivning og forsøg på faktisk at profilere sin politik i medierne.

I øvrigt har Frank for længst bebudet, at hun slet ikke opstiller til Folketinget til næste valg, hvad der gør det noget meningsløst at sidde som minister. Så hvad er egentlig pointen med at lade Thyra Frank blive siddende?

Det eneste umiddelbare svar på det spørgsmål er, at Frank som minister oprindeligt var Samuelsens idé, og at udenrigsministerens troværdighed og prestige – også i egne rækker – efter det turbulente forløb hen over vinteren efterhånden er noget tyndslidt. Og så kan det måske blive svært oveni at måtte indrømme endnu en eklatant fiasko i perlerækken.

En svag partileder gør det næppe heller nemmere at banke forbigåede og skuffede MF’er på plads, hvis Samuelsen havde åbnet Pandoras æske i form af en pludselig rokade hos LA, hvor man måske heller ikke havde udsigt til at få meget mere end Thyra Franks nuværende mini-ministerpost.

Den hidtidige fødevare- og miljøminister, Esben Lunde Larsens, afgang er fortsat et mysterium. I V-toppen afviser man helt, at det er Løkke selv, der har skubbet på. Det er Esben Lunde Larsen selv, der en tid inden rokaden meddelte Løkke, at han ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg.

Herefter traf Løkke – modsat holdningen i LA – den beslutning, at det så ikke gav meget mening, at han fortsatte som minister. Da Søren Pind også havde signaleret, at han stoppede som minister, så var der enighed om, at Lunde Larsen også holdt op, nu hvor der under alle omstændigheder skulle foretages en rokade.

Bevæggrundene bag ministerens beslutning forekommer dunkle. Der gættes dog på i V, at Lunde Larsen er stoppet på grund af den kampagne, som politiske modstandere med flere har iværksat mod hans person, hvor han er blevet udstillet som fritgående attentatmand mod miljøet.

Et højtprofileret og ganske populært satireprogram på Radio24syv, som har som varemærke at overskride alle mulige normale grænser, blev fremdraget af iagttageren Anna Libak i et debatprogram forrige onsdag på P1 som et eksempel på, hvordan satirikerne har kørt på ministeren ved i ganske lang tid på ugentlig basis at fornøje lytterne med spekulation i ministerens eventuelle seksualitet.

Med andre ord er der dem, der mener, herunder også i Venstre, at Lunde Larsen til sidst gav op på grund af langvarig dæmonisering eller udstilling/karaktermord af hans person på den ene eller den anden måde. Ingen ved det dog med sikkerhed. Kun Lunde selv kender sandheden.

Mest interessant ved hele rokaden er, at en ny alliance i Venstre har taget form. Man taler om, at Lars Løkke Rasmussens tro væbner under formandsopgøret, og som sad og ringede rundt til tillidsfolkene i partiet for at dæmme op for oprøret, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, nu har blandet blod med ”Rane Jonsen fra 2014”, Venstres næstformand, Kristian Jensen. Formentlig med velsignelse og tilskyndelse fra Lars Løkke selv.

I al fald er Troels Lund nu blevet medlem af regeringens Økonomiudvalg på bekostning af Jensens støtte, skatteminister Karsten Lauritzen. Sidstnævnte er dermed blevet ofret til fordel for Troels Lund. Dels taler man om en genoprettet balance i partiet mellem de to fløje, der indledningsvist blev lidt mere skæv, efter at Pind i kølvandet på andre Løkke-støtter har forladt politik.

Dels har Troels Lund fået en vigtig opgave med at blive Venstres forbindelsesofficer til Dansk Folkeparti – et job, som Claus Hjort Frederiksen ellers har røgtet i mange år. Jensen selv har efter nogens mening hidtil ikke haft det store held med at få etableret gode forbindelser til det altafgørende vigtige støtteparti.

Med den nye alliance har Jensen yderligere fået cementeret den i forvejen meget sikre position som Løkkes arvtager. Samtidig har Troels Lund fået sikret sin plads ved bordet, når vigtige beslutninger i fremtiden bliver taget i Venstre.

Troels Lund fremhæves også for sin drivkraft til at udtænke og kommunikere politik, mens andre går i stå. Det er egenskaber, som Jensen har indset, at der er brug for frem mod næste valg. Formentlig har de to fundet hinanden, fordi de har indset, at de har et skæbnefællesskab i årene, der kommer.

I Weekendavisens fremstilling af sagen sidste fredag kunne man også få det indtryk, at Inger Støjberg med ovenstående alliance nu er kørt ud på et sidespor. Det er nok at trække tingene for skarpt op.

Støjberg repræsenterer mange V-vælgeres og tillidsfolks synspunkter, når det gælder udlændinge. Man kan næppe forestille sig, at hun pludselig bliver marginaliseret. Det er hun simpelthen for stærk til.

Det store spørgsmål har længe været, om hun på et eller andet tidspunkt vil gribe efter andre poster i partiet, for eksempel stille op i et kommende kampvalg om næstformandsposten, eller blot nøjes med at spille den sikre plads i hierarkiet som hardlineren, der sikrer fronten for V i flygtninge- og indvandrerdebatten.

En lille kreds af ”nationale” eller ”konservative” i folketingsgruppen ligger helt på linje med hende i spørgsmålet. Det er Marcus Knuth, som i denne omgang blev forbigået som politisk ordfører, og Mads Fuglede. Fuglede ventes i øvrigt at efterfølge Britt Bager som ny medieordfører.

Flere partiansatte i sekretariatet med de samme stærke synspunkter er knyttet sammen i et netværk, der ledes af Støjbergs – på de sociale medier meget aktive – særlige rådgiver, Mark Thorsen. En af disse partiansatte er den nu tidligere souschef, den meget selvbevidste Jesper Kraft, som nu er blevet særlig rådgiver for den nye miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen. Kraft kan med tiden få testet, hvor hans loyalitet ligger, hvis det på et tidspunkt kommer til et næstformandsopgør mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen.

Imidlertid falder det i øjnene, at Støjberg stort set aldrig markerer sig på andre områder end netop flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. At en kommende næstformand, som med tiden bliver formand, også skal have andre farver på sin palet, er en indvending mod Støjberg. Her har Ellemann-Jensen mange flere strenge at spille på. En tredje kandidat kunne være Sophie Løhde, som også ses som en flerdimensional politiker.

I øvrigt er Støjberg ikke sådan at flytte rundt på. Venstre ser gerne, at hun overtager Søren Gades kreds i Nordjylland for at trække stemmer i storkredsen der, men Støjberg vil hellere blive i Skive-kredsen i Vestjyllands Storkreds.

Der vil man nok holde øje med, om hun til den tid slår Kristian Jensen, der også opstiller i storkredsen, hvad angår personlige stemmer. Det skaber så en mulighed for den nye minister og iværksætter Tommy Ahlers, der længe har været interesseret i at blive politiker, og som har en (storby)profil, der appellerer til ”universitetsbyer”, lyder vurderingen. En anden mulighed er derfor også at lade Ahlers opstille i Søren Pinds ledige Østerbro-kreds.

Nu er Venstres hold sat og de interne magtforhold afklaret. Det er et godt afsæt til en samling af partiet frem mod de to valg, Europa-Parlamentet og Folketinget, der ligger til næste år.

------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.