Kraka: Tvungen pensionsopsparing – et nødvendigt onde

KLUMME: Regeringen foreslår i 2025-planen en tvungen pensionsopsparing på to procent. Men det er ikke særlig ambitiøst, mener Jens Hauch fra Kraka, der kommer med sit bud på et mere effektivt instrument til at løse problemet.

Af Jens Hauch
Vicedirektør i Kraka

I 2025-planen foreslås tvungen pensionsopsparing som et af midlerne til at reducere eksisterende udfordringer på pensionsområdet. Men hvad er egentlig problemet med vores nuværende pensionssystem?

Folkepensionen er sammensat af et grundbeløb, et tillæg og et antal særordninger såsom ældrechecken. Tillæggets størrelse afhænger af ens indkomst som pensionist, herunder hvor meget afkast man får af sin pensionsopsparing. Det betyder, at jo større pensionsopsparing, man har, jo lavere pensionstillæg får man.

Det giver umiddelbart god mening at lade tillægget afhænge af indkomsten. Hvis man tjener nok selv, er der ingen grund til at staten spæder ekstra til grundbeløbet.

Aftrapningen af tillægget betyder imidlertid sammen med forskellige andre skatter og særordninger i forbindelse med pensionsopsparingen, at gevinsten ved at spare yderligere op til pension for mange mennesker særligt i de sidste erhvervsaktive år er begrænset. En del personer får derfor tilskyndelse til ikke selv at spare tilstrækkeligt op til alderdommen, men i stedet modtage fx pensionstillæg og ældrecheck. Dette er kendt som samspilsproblemet.

Utilstrækkelig pensionsopsparing
Brede grupper på arbejdsmarkedet har i dag en arbejdsmarkedspension som en del af deres overenskomst. Disse sparer også op i de sidste erhvervsaktive år, selvom det ofte ikke kan betale sig for dem. Det kan undre, at arbejdstagerorganisationerne på vegne af deres medlemmer har accepteret sådanne vilkår, men det har for mange reduceret problemet med utilstrækkelig pensionsopsparing.

Andre grupper, fx ikke-overenskomstomfattede, selvstændige, overførselsmodtagere eller hjemmegående har imidlertid ofte en utilstrækkelig pensionsopsparing. Disse kaldes restgruppen og defineres af regeringen som personer, der har sparet så lidt op, at deres årlige udbetaling er under 69.800 kr. svarende til beløbsgrænsen for ældrechecken.

Det betyder på den ene side, at de for nogles vedkommende kan se frem til en væsentlig indtægtsnedgang, når de kommer på pension, og på den anden side, at de er berettigede til hele pensionstillægget og hel eller delvis ældrecheck, hvilket belaster statsbudgettet.

Gordisk knude
Tvungen pensionsopsparing kan være en løsning på denne gordiske knude og er tidligere anbefalet af såvel Velfærdskommissionen som vismændene. Med tvungen opsparing kan det politiske ønske om, at alle folkepensionister har en vis indtægt, opfyldes, samtidig med at den enkelte ikke kan ”spekulere mod systemet” ved at undlade at spare op.

Regeringen foreslår at starte med en tvungen opsparing på to pct. af indkomsten, men indikerer, at dette kan være første skridt på vejen mod seks pct. Regeringen beregner, at en sats på to pct. vil reducere restgruppen, der opgøres til 750.000 personer med 43.000. To pct. reducerer således ikke for alvor problemet med restgruppen.

Seks pct. er tidligere anbefalet af vismændene, men også dette niveau er formentlig i dag for lavt. De to pct. indfases frem mod 2025, hvilket må betragtes som ganske langstrakt.

Uambitiøs
2025-planen indeholder også andre pensionsrelaterede elementer, såsom en pensionsbonus, der indfases i takt med, at et nyt beskæftigelsesfradrag udfases, samt en mulighed for en alderslivrente, der reducerer problemet med en den høje sammensatte beskatning af pensionsindbetaling i de sidste erhvervsaktive år.

Disse forslag kan bidrage til at reducere de nuværende problemer i pensionssystemet, men de komplicerer også systemet. Og de ville ikke være nødvendige, hvis man i stedet havde valgt en højere sats for den tvungne pensionsindbetaling.

En tvungen pensionsopsparing på blot to pct., som indfases over ni år, er ikke særlig ambitiøst. Men hvis man betragter de to pct. som et første skridt på vejen til mod et højere niveau, og hvis indfasningstempoet sættes i vejret, er der tale om et effektivt instrument til at løse samspilsproblemerne i det nuværende system.

---

Jens Hauch er vicedirektør og cheføkonom i den fag-økonomiske tænketank Kraka. Han har tidligere været ansat i De Økonomiske Råds Sekretariat og har en ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet.

Forrige artikel Cepos: Systemets magt Cepos: Systemets magt Næste artikel Cepos: Når frihed uden ansvar bliver et kommunalt ideal Cepos: Når frihed uden ansvar bliver et kommunalt ideal