Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Venstre risikerer at føre valgkamp fra et retslokale

KOMMENTAR: Afhøringerne af Inger Støjberg er kun ouverturen til et langstrakt mareridt for Venstre. Også ved kulegravningen af Skat vil flere topfolk i Venstre sidde forrest på anklagebænken, skriver Lars Trier Mogensen.

Venstre-toppen er fanget i en sump af kommissioner, skriver Lars Trier Mogensen.
Venstre-toppen er fanget i en sump af kommissioner, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Venstre får svært ved at finde en erfaren efterfølger til den i forvejen hårdt pressede formand, Jakob Ellemann-Jensen.

De fleste topfolk, der står i det næste geled, er nemlig fedtet godt og grueligt ind i en række af skandaler, som her i de kommende måneder vil blive optrevlet i undersøgelseskommissioner, sågar i fuld offentlighed.

Lige nu er tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i spotlyset i Instrukskommissionen, men snart vil også Undersøgelseskommissionen om Skat genoptage arbejdet.

Særligt den tidligere skatte- og finansminister Kristian Jensen (V) risikerer at blive udstillet til spot og spe. Også tidligere skatte- og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kan ryge med i faldet.

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Med perfekt timing for S-regeringen risikerer toppen i Venstre at blive trukket ned i et selvskabt kviksand af åbenlyse ulovligheder, løgnagtigt spin og hasarderede eksperimenter.

At skulle føre valgkamp inde fra et retslokale, mens Socialdemokratiet har triumferet under coronakrisen, kan vise sig mere end bøvlet for Venstre.

Optrevlingen af skandalerne i både udlændingesystemet og skattevæsenet kan kompromittere Venstre som ansvarligt regeringsparti.

Lars Trier Mogensen

Instrukskommissionen er i første omgang mest sprængfarlig for Venstre, da den igangværende kortlægning af den ulovlige forvaltning i Udlændingestyrelsen i yderste konsekvens kan ende med, at et flertal i Folketinget vælger at nedsætte en rigsret for kun sjette gang i danmarkshistorien. I så fald kan Venstres næstformand, Inger Støjberg, stå over for en fængselsdom, når næste folketingsvalg afholdes.

Undersøgelseskommissionen om Skat, der for længst skulle have været godt i gang – men som midlertidigt er udskudt på grund af coronaepidemien – kan komme til at rumme flere lige så ødelæggende momenter for Venstre.

Sammenbruddet i det danske skattevæsen begyndte nemlig, da Kristian Jensen var skatteminister, og når detaljerne først begynder at blive stillet til skue, kan det blive dyrt for Venstre. Mere om det senere.

For i første omgang trækker Støjberg de største veksler på Venstres troværdighed. Sandheden har været det første offer. Undervejs har Inger Støjberg skiftet linje mindst tre gange og senest forsøgt at affeje sine første bortforklaringer som "vrøvl".

Først hævdede hun, at unge par sagtens kunne adskilles uden forbehold på de danske asylcentre, og at den pressemeddelelse, som var blevet udsendt som instruks, holdt sig inden for kanten af konventionerne.

Men så skiftede hun pludselig forklaring. Da Ombudsmanden vurderede, at den nye praksis medførte, at en række par "uberettiget blev adskilt", valgte hun ifølge eget udsagn at rette ind.

Som hun dengang skrev på Facebook: "Jeg bad om at få parrene adskilt. Den beslutning blev kendt ulovlig af Ombudsmanden, og jeg blev tvunget til at ændre praksis."

Nu er Inger Støjberg behændigt hoppet videre til en helt tredje forklaringslinje.

Pludselig vidste hun på forhånd, at det ville være ulovligt at adskille de unge par – uden individuel sagsbehandling og uden forbehold – og det havde hun angiveligt allerede godkendt i et hidtil skjult ministernotat fra dagen, før den kontroversielle pressemeddelelse blev udsendt.

I dag må man altså forstå, at hendes hårde strammerlinje i offentligheden kun var et bluffnummer, for i virkeligheden havde hun på forhånd besindet sig på, at hun ikke kunne skalte og valte med asylansøgeres retsgarantier.

Politiker-Inger er tydeligvis ikke den samme som Minister-Inger, og bag linjerne er hun slet ikke en strammer, må man forstå på hende selv. Under pres fra embedsværket valgte hun så at sige at lyve over for sine egne vælgere og foregav blot udadtil, at hun førte en konsekvent kurs over for de såkaldte barnebrude.

Indadtil accepterede hun i al hemmelighed, at asylpar kunne være sammen. Om kommissionsformand, landsdommer Peter Mørk Thomsen, lader sig overbevise af dette seneste krumspring, kan kun tiden vise.

Faktum er dog, at Udlændingestyrelsen ikke kendte til det gedulgte notat og derfor i stedet fulgte den ulovlige instruks fra ministeriet i månedsvis, og således gjorde styrelsen præcis, hvad Inger Støjberg også sagde offentligt.

Hvad der er hoved og hale, vil de kommende måneders udredning forhåbentlig dokumentere, men Politiker-Inger må efterhånden være ved at have opbrugt sin sidste troværdighed, ikke mindst over for de vælgere, der troede, at hun var en benhård strammer.

Under afhøringen mandag kastede hun vrag på sit politiske strammerprojekt for at undgå en mulig rigsretssag. Og måske vil det lykkes? Det mystiske ministernotat – som hun endnu mere gådefuldt ikke har fundet anledning til at give hverken til Ombudsmanden eller til Folketinget under i alt seks samråd – kan måske afværge et retligt efterspil? Til gengæld har hun så opgivet sit gamle, veldrejede spin om at være kompromisløs i udlændingepolitikken.

For at redde sig selv har hun kort sagt ofret forestillingen om Venstres strammerlinje. Instrukskommissionen vil således enten føre til en rigsretssag mod Inger Støjberg eller en total opløsning af Venstres udlændingepolitik som et reelt alternativ til Socialdemokratiet.

Hvis Inger Støjbergs seneste forklaring står til troende, adskiller hendes praktiske udlændingepolitik sig jo ikke nævneværdigt fra afløseren, Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye. Og med sin tredje kolbøtteforklaring har hun politisk set savet kanterne af sig selv og Venstre. Brutaliteten var kun en teaterkulisse, må man forstå.

Næste kapitel i Venstres kommissionsmareridt risikerer ydermere at undergrave partiets troværdighed som økonomisk ansvarligt.

Undersøgelseskommissionen om Skat kan ikke undgå at afsløre lemfældighed, slendrian og inkompetence i omgangen med borgernes skattekroner. Den omvæltning, som den daværende skatteminister Kristian Jensen satte i gang, er blevet kyndigt beskrevet i bogen 'Overmod og afmagt. Historien om det nye SKAT', forfattet af professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen og professor Peter Bjerre Mortensen. De lægger ikke fingrene imellem.

Jørgen Grønnegård Christensen udtalte ved bogens udgivelse i 2018 til Berlingske: "Det her er stærkt kritisabelt. Meget stærkt kritisabelt. Tænk sig, at vi i et system som det danske kan have et beslutningsforløb om en af de største administrative reformer i danmarkshistorien, der baserer sig på et grundlag, der er så løsagtigt, letfærdigt og mangelfuldt."

Den velestimerede professor var slet ikke færdig med sin hudfletning af Kristian Jensens skatteeksperiment og satte trumf på: "Projektet har overskredet politikernes kognitive evner, og de synes ikke at have haft begreb om, hvad de har sat i gang, eller hvilke kritiske spørgsmål de burde stille, når embedsapparatet har været overbevisende i sine argumenter."

Sammenbruddet i Skat, der over årene har kostet et flercifret milliardbeløb, udfoldede sig som en kædereaktion af tåbeligheder, hvor en giftig kombination af centralisering og digitalisering gradvist svækkede skattevæsenets muligheder for at efterprøve udbetalinger af udbytteskat, inddrive restancer, kontrollere negativ moms og foretage ejendomsvurderinger.

Læs også

Det er uomgængeligt, at den første dominobrik blev væltet af Kristian Jensen, men også hans efterfølger som skatteminister, Troels Lund Poulsen, står med et ubehageligt forklaringsproblem. Venstres nuværende finansordfører kom dengang med et ideologisk forsvar, der snart vil komme tilbage og jagte ham:

"Da Skatteministeriet startede i den form, det har nu, og da man overtog ansatte fra kommunerne, var der over 10.000 ansatte. I løbet af få år var vi nede på at have omkring 7.500 ansatte. Så det viser jo faktisk, at det kan lade sig gøre at effektivisere og samtidig opkræve skat," sagde Troels Lund Poulsen til DR, absurd nok som et forsøg på at promovere liberale effektiviseringer gennem nedskæringer.

Selv om skiftende skatteministre fra en række andre partier bestemt også kan holdes ansvarlige for kollapset, har Socialdemokratiet lige fra begyndelsen være bevidst om det politiske potentiale i Undersøgelseskommissionen om Skat.

Socialdemokraterne er gået målrettet efter Venstre-toppen. Mette Frederiksen (S) sagde i sin 1. maj-tale i 2017 i Kongens Have i Odense: "Løkkes kommunalreform har centraliseret Danmark mere end noget andet. Og da Kristian Jensen var skatteminister, blev vores skattesystem år for år en skygge af sig selv. Skal man efterhånden grine eller græde?  De fleste af os betaler den skat, vi skal. Ikke mere end det, vi skal. Men heller ikke mindre. Venner: Tilliden til Skat er væk. Og det er farligt for vores samfund."

Kort efter gik Mette Frederiksen sammen med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og udsendte deres første fælles pressemeddelelse: "Tiden er inde til at trække en streg i sandet og sige, at skandalerne i Skat skal undersøges én gang for alle. En tilbundsgående undersøgelse skal gøre os klogere, så vi kan undgå lignende skandaler i fremtiden."

På papiret rummer jagten på den forsvundne skat alt tænkeligt dramatisk sprængkraft med globale gangsterbander, korrupte kontorfuldmægtige og ideologiske hedsporer i ministerkontorerne.

Men rent juridisk vil Undersøgelseskommissionen om Skat næppe få lige så dramatiske konsekvenser for hverken Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen eller de efterfølgende skatteministre, som Instrukskommissionen potentielt kan få for Inger Støjberg.

Undersøgelseskommissionen om Skat er skruet så snedigt sammen, at de politiske skadevirkninger næppe bliver omfattende.

For det første har Skatteministeriet og Skattestyrelsen fået lov til selv at udvælge sagsakter og journaler, som kommissionen kan bruge til at vurdere selv samme myndigheders ansvar.

For det andet har der været så mange og hurtigt skiftende skatteministre i perioden, at det kan blive vanskeligt at fæste et personligt ansvar på én eller flere. Systemfejlene fik ulykkeligvis nok lov til at fortsætte i årevis.

Og endelig, for det tredje, vil en eventuel ansvarsplacering også risikere at ramme skatteministre fra SF, Radikale Venstre og ikke mindst Socialdemokratiet – og så vil der med statsgaranti ikke være flertal i Folketinget for noget som helst.

I sidste ende kan det kaotiske og labyrintiske mønster i sammenbruddet i Skat potentielt medvirke til at friholde Kristian Jensen og Troels Lund Poulsen for et formelt ansvar.

Kompleksiteten er overvældende, men politisk vil de skulle stå til ansvar over for vælgerne. Og ligesom Inger Støjberg allerede har svækket Venstres omdømme som et retstatsparti, vil skatteskandalerne komme til at gøre ondt på Danmarks største borgerlige parti.

Paradoksalt kan formand Jakob Ellemann-Jensen dog ikke selv blive trukket ned i skattesumpen, fordi han slet ikke var medlem af partiet i den kritiske periode. Han meldte sig i 2007 ud af Venstre for i stedet at tilslutte sig Ny Alliance – tankevækkende nok i protest mod strammerlinjen. Men hans stærkeste økonomiske løjtnanter står nu i skudlinjen, og hele Venstres omdømme står på spil.

Optrevlingen af skandalerne i både udlændingesystemet og skattevæsenet kan kompromittere Venstre som ansvarligt regeringsparti og i hvert fald svække ethvert forsøg på at udfordre S-regeringens håndtering af den aktuelle coronapandemi.

Det vil fremstå noget hyklerisk for Venstre at angribe Socialdemokratiets ministre for magtfuldkommenhed, når deres egne nøglepersoner selv er under anklage for bevidst at have misforvaltet, gamblet og fordrejet virkeligheden.

I begge skandaleforløb har Venstre-ministrene kendt til de voksende problemer, men alligevel valgt at foregøgle udadtil over for såvel vælgerne som Folketinget, at alt kørte lige efter bogen.

De foreløbige afsløringer i Instrukskommissionen og det åbne grundlag for Undersøgelseskommissionen om Skat viser, at Venstre-ministrene i bedste fald har talt med to tunger og dermed vildledt offentligheden, mens de i værste fald har været direkte ansvarlige for lyssky uretmæssigheder.

Indtil videre har Venstre-toppen affejet undersøgelseskommissionerne og forladt sig på, at det tidligere er gået overraskende godt for partiet: Det sværtede jo ikke for alvor Venstres daværende skatteminister, Anders Fogh Rasmussen, da han i 1992 blev fældet af en kommissionsdomstolsrapport, der beskyldte ham for "kreativ bogføring" og for at have givet Folketinget ukorrekte oplysninger. Tværtimod genopstod han som Venstres formand og senere statsminister.

Det fik heller ingen retlige konsekvenser på allerøverste niveau, da Statsløsekommissionen i 2015 konkluderede, at der havde fundet misforvaltning sted under Venstres daværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, som "klart er i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser". Hun blev ganske vist fyret som minister, men som parti klarede Venstre nogenlunde frisag. Ansvaret blev dengang tørret af på embedsmænd.

Umiddelbart er det også mest sandsynligt, at hverken Instrukskommissionen eller Undersøgelseskommissionen om Skat fører til formel ansvarsplacering hos én eller flere Venstre-ministre. Ganske enkelt, fordi kommissionsundersøgelser i Danmark typisk ender med at fuse ud i ingenting.

Men timingen er ubekvem og destruktiv for Venstre. Partiets troværdighed er hastigt ved at synke ned i en sump af kommissioner tilmed på et kritisk tidspunkt, hvor meningsmålingerne allerede viser, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, står i problemer til knæene.

Lige nu behøver han dog ikke kigge sig over skulderen, for det næste lag i Venstre står fanget endnu længere nede i mudderet.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00