Martin Lidegaard: Det nye ungdomsoprør vil ændre dansk politik

KOMMENTAR: Jeg forstår godt, at forældre og unge siger fra over for den politiske forkælelse af voksne og ældre på bekostning af børn og klima. Det nye ungdomsoprør kan derfor få afgørende betydning for det kommende valg, skriver Martin Lidegaard (R).

I lørdags demonstrerede titusindvis af børn og voksne for bedre forhold i Danmarks daginstitutioner. Det skete under hashtag #hvorerderenvoksen, som 30.000 danskere i løbet af få uger har tilsluttet sig på nettet.

Tilslutningen vokser dag for dag og repræsenterer forældre og bedsteforældre fra alle dele af landet. Jeg mindes ikke at have set så bredt funderet en folkebevægelse i årtier.

Det skulle da lige være de unges klimabevægelse, der også flytter hegnspæle dag for dag. Det sker på gaden, på Christiansborg og i de små hjem, hvor teenagere landet over stiller stadig nye krav til deres politikere, skoler og familier.

Forleden drak jeg kaffe med den mest liberale mand, jeg kender, og som aldrig har gået specielt meget op i klimaet. Nu havde hans trettenårige dreng tvunget ham til at læse på lektien, indføre kødfrie dage i løbet af ugen og droppe oversøiske flyrejser.

Og min ven var selvfølgelig også selv begyndt at se anderledes på klimaet. Når ens unger sætter hårdt mod hårdt på et politisk spørgsmål, hvor de har indlysende ret, bliver man tvunget til at handle som forælder. Jeg kender ingen familier med store børn, hvor klimaet ikke er blevet et tema omkring middagsbordet.  

Forældrenes kamp for mere omsorg til deres børn og børnenes opgør med en lallende klimapolitik er dybest set to forskellige udtryk for det samme nye ungdomsoprør. Et oprør, der retter sig mod den prioritering og forkælelse af de voksne generationer, der har domineret dansk politik i årtier.

Regering efter regering har sendt milliarder efter mere sundhed og ældrepleje, mens der er skåret massivt på børnenes institutioner, skoler og i de seneste fire år også på alle ungdomsuddannelser, professionshøjskoler og universiteter samt SU. Samtidig har de samme regeringer lettet på skatter og afgifter, der især er kommet de voksne til gode, der i økonomisk beruselse har fortsat forbrugsfesten uden skelen til hverken klima eller kommende generationer.

Det kan godt være, at vi voksne er nået et pænt stykke vej med grøn energi, men det har stået bomstille, når det handler om at sikre en bæredygtig transport, et bæredygtigt landbrug og et bæredygtigt forbrug.  

Så jeg forstår sgu godt, at de unge og børneforældrene er sure. Det er jeg også. For langt de fleste af de voksne og ældre har allerede levet et fantastisk liv og har alle muligheder for at tage et større ansvar. Både for den næste generation – og for den del af de ældre, der ikke har det godt, er nedslidte eller bare socialt udsatte, og som stadig ikke får den pleje, de har brug for.

Demokratiet har dybest set sejret sig ihjel, fordi politikerne har haft så travlt med at tilgodese det store flertal, der har det godt, og har lovet dem endnu mere valg efter valg for at kunne erobre det politiske flertal. Men de har glemt, at hele forudsætningen for den glæde og lykke, som mange voksne oplever i dag, er deres børns trivsel og den grundlæggende sammenhæng, stabilitet og tryghed, der gør Danmark til et af de bedste lande på kloden at leve i. Hvis ikke vi løbende investerer i alle generationer, vil det gå tabt.

Derfor bør vi nu stoppe med at piske vores unge gennem uddannelserne som dyr i et hamsterhjul, og vi må nu give alle små danskere tryghed og omsorg i deres vuggestue og børnehave med nok voksne til at tage sig af dem. Vi må også nu tage vores del af klimaansvaret og levere den markante reduktion af drivhusgasser over de næste ti år, som videnskaben kalder på. Hvis ikke Danmark skulle kunne levere og gå foran, hvilket land i verden skulle så?

Alt dette burde vi kunne blive enige om på tværs af partierne.

Men tilsyneladende har det nye ungdomsoprør ikke fundet vej til Christiansborg. Regeringen og Dansk Folkeparti insisterer stadig på, at besparelserne på de yngste generationer skal fortsætte, ligesom de samme partier stemte nej til det fine borgerforslag, der i al stilfærdighed foreslog, at Danmark burde skulle leve op til sine forpligtelser på klimaområdet.

Tilsvarende deprimerende er det, at Socialdemokratiet gerne vil sætte tal på – tre milliarder kroner – når det handler om gaverne til de ældre, og tal på behovet for nye voksne på sygehuset: 1.000 sygeplejersker. Men når det handler om børn og unge, er der ikke nogen konkrete tal, ligesom det ikke er muligt at lokke et simpelt klimamål for 2030 ud af oppositionens største parti.

Men jeg tror, de store partier tager fejl. Ikke bare på substansen, men også på valgtaktikken. Jeg tror, at den energi, der udløber fra det nye ungdomsoprør, har kraften til et markant skifte i dansk politik. Ikke på bekostning af de voksne og ældre, tværtimod, men fordi både de voksne og ældre er ved at indse, at den vigtigste forudsætning for deres egen lykke i bund og grund er deres børns og børnebørns trivsel.

Hvis vores liv og vores valg i sidste ende fører til et markant dårligere liv for den næste generation af danskere, har vi sejret af helvede til. Det ved vi alle sammen godt, og derfor vil det nye ungdomsoprør ændre dansk politik og få afgørende betydning for det kommende valg.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces Næste artikel Jarl Cordua: Når politikere tager på syretrip uden for virkelighedens verden Jarl Cordua: Når politikere tager på syretrip uden for virkelighedens verden
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.